Jaguar XK 120
Nr. 801
(1952 – 1960)
Fortalt af Peter Frandsen
Klik på billederne for at gøre dem større.
Indledning:
Da jeg for nogle år siden interviewede Erik Spon, som var konstruktør på Tekno fra 1953 til 1960 fortalte han, at Jaguar XK 120 og Alfa Romeo allerede var i produktion, da han kom til Tekno. Modellerne var således konstrueret af Spons forgænger, som hed Lauesten. Der var tale om noget af et paradigmeskift i forhold til de støbte bilmodeller, som Tekno ellers lavede, fx. Triangel, Packard, Dodge o.s.v. Der var næsten udelukkende tale om udrykningskøretøjer og amerikanske bilmærker. Derfor var Jaguaren og Alfaen noget helt andet. Jeg synes, det er flotte biler og vi skal huske at bedømme dem under hensyntagen til den tid, som de er fremstillet i.
Den sidder ikke helt “i skabet” konstruktionsmæssigt, men fine – det er de.
E. Spon fortalte endvidere, at det var kutyme på Tekno at udvikle to bilmodeller samtidig, for at holde omkostningerne nede og for at få nogle flere modeller færdige. Jaguar XK 120 og Alfa Romeo er super gode eksempler på det. Derfor vil artiklerne med disse biler ligne meget hinanden.
Jaguar XK 120´s historie.
Alfa.erne i baggrunden og Jaguar i forgrunden.
Det er ret nemt at tidsbestemme, hvor bilerne kom på markedet. I en notits i Legetøjstidende fra juni 1952 oplyses, at der kommer to nye bilmodeller, “lidt udenfor den sædvanlige serie” og til en pris af 3,50 kr.
Notits fra Legetøjstidende fra juni 1952.
Reklame fra Illums Julekatalog fra 1952.
Alfa og Jaguar følges herefter ad som to siamesiske tvillinger. I prislisten fra 1953 oplyser Tekno, at bilerne leveres i tre farver uden dog at fortælle, hvilke farver de kommer i. Der kom siden lidt flere til, da jeg har identificeret 10 forskellige farver. Tekno oplyste i forhandlerkataloget i 1955, at bilerne var malet i “Polycromat”, hvilket er de lidt glinsende farver for Jaguarens vedkomne i grøn, rød, guld og den lidt lillaagtige og for Alfa Romeos vedkomne, den bronzefarvede, den blå og den lilla. Det var noget frygteligt giftigt stads, men det blev også brugt på andre modeller fra den tid fx VW 1200, nr. 805, ligeledes en bronzefarvet model og ligeledes på Austin Healey.
Der er flere reklamer for bilerne i 1955 og fra en svensk prisliste, kan jeg se at prisen i Sverige var 2,85 sek.
Til venstre en annonce i Legetøjstidende fra 1955 og til højre et skilleblad fra forhandlerkataloget også fra 1955.
I 1957 sænkede Tekno prisen på bilerne 3,25 kr. De steg dog igen til 3,50 kr. i 1960, hvor de også udgik. Der kom mange nye modeller på markedet i 1959 og et par år frem, så parløbet mellem Jaguar XK 120 og Alfa Romeo sluttede i 1960. Det er også godt gået – den rigtige bil udgik allerede i 1954, men det blev vel en klassiker fra starten, så det har sikkert ikke været noget problem at sælge den.
Ovenfor en lille brochure fra 1958, som kom sammen med det store Teknokatalog fra samme år. En rigtig fin lille ting, som var tænkt til uddeling til børnene.
Bilerne fik således otto år på markedet, hvilket ikke var så ualmindeligt for Teknobilerne. Der blev solgt rigtig mange af dem i de otto år, men der er solgt betydelig flere Jaguar end Alfa Romeo.
Modellens detaljer:
Jaguar XK 120 og Alfa Romeo er rigtige Teknobiler udviklet hos Tekno på Rentemestervej. Jeg har allerede nævnt, at konstruktøren hed Laugesen, og at han forlod Tekno året efter bilmodellerne var udkommet. Selvom det er flotte biler er det tydeligt, at de er tilpasset hinanden. Jaguar XK 120 er klart den mest vellykkede. Den passer fint i propationerne, hvor Alfa Romeo har lidt udfordringer, hvilket jeg har beskrevet i artiklen om den bil.
Hvis man sammenligner de to bilmodeller er det ret tydeligt, at de er skabt sammen. De har nøjagtig samme mål også selvom de rigtige biler ikke er lige store.
Modellen er mindre end størrelsesforholdet 1:43. Den er 83 mm lang og 29 mm bred, hvilket svarer til et størrelsesforhold på ca. 1:53. Den er lidt længere end 1:53 og mindre end 1:53 i bredden, så den har ikke helt ramt plet. Jeg synes faktisk også man kan se denne ulighed på den. Hvis den skulle have været i størrelsesforholdet 1:43, skulle den faktisk have været 16 mm længere. Bilen består af 15 løsdele, hvilket er noget af det færreste, jeg har fundet i en Teknobil. Hjuldelene udgør alene 10 dele.
Det er ikke en bil, som jeg tidligere har regnet, som en af mine favoritter, men jeg må sige, når jeg forbereder mig på en artikel som denne, bruger jeg en del tid på at skille en model ad og studere detaljerne. Samtidig læser jeg på Internettet om den rigtige bil. Det gør hver gang, at jeg får utrolig respekt for det arbejde, der har været med bilmodellen.
Hvis vi starter med bunden er den standset ud i blik og logoet “Jaguar Tekno Denmark” er præget ind i bunden. De første biler havde formentlig sort lakeret bund og de sidste biler sølvfarvet bund. Bunden er ens på Jaguar og på Alfa Romeo. Spon fortalte også, at han kiggede en del på Märklins bilmodeller dengang og de havde blikbund, hvilket Spon lod sig inspirere af. Der er ingen yderligere detaljer i bunden.
Ovenfor er det lykkedes en montagedame at vende bunden forkert. Jeg har også set bundplader, hvor der er byttet om på Alfa Romeo og Jaguar.
Graveringerne på Jaguar XK 120 er flotte. Begge døre og de bageste hjulkasser er markeret. Der er bagklap med håndtag og fronthjelm. Baglygterne og blinklysene på forskærmene er også graveret ind i karosseriet. Baglygterne er malet røde eller gule og blinklysene orange, røde eller gule. Forlygter, kølergrill og forreste kofangere er malet i sølv.
Da det er en åben sportsvogn er sæderne malet i en anden farve end bilen. Rattet har fire eger og lakeret hvidt. Det holdes på plads af et lille søm.
Vindspejlet er transparent og meget flot udført med ramme og glas. Det sidder løst og derfor mangler rigtig mange af dem. En bil med original vindspejl er sjælden.
Hjulene er blanke drejede metalhjul med gummidæk. Men de er lidt anderledes end de øvrige sportsvogne, i det hjulene er gennemborede. Det gik Tekno væk fra på de kommende modeller, men vendte tilbage til disse hjul med gennemborede aksler igen senere. En meget vellykket bil, som Tekno kan være godt tilfreds med.
Modellens værdi:
De sjældne farver i Mintbox er i høj kurs. De kan nemt løbe op i mange tusinde kroner. Pæne eksemplarer med lidt brugsspor er derimod ikke ret dyre, ofte nogle få hundrede kroner, hvis vindspejlet mangler. Det er afgørende, at det originale vindspejl er på plads og uden skader – problemet er blot, at det uoriginale er mindst ligesågodt som det originale og det kan være svært at se forskel.
Hvad skal jeg passe på?
Det eneste, der kan være med en Jaguar er problematikken med vindspejlet.
Tekniske data:
Ruder | ja | |
Affjedring | nej | |
Styretøj | nej | |
Interiør | ja | Støbt sammen med karosseriet |
Løse lygter | nej | |
Løse kofangere | nej | |
Bevægelige dele | nej | |
Blink | nej | |
Decaler | nej | |
Samlet med | Nitter | |
Tofarvet | nej | |
Blist-car model | nej | |
Særlige decaler:
Der er ingen decaler på Jaguar XK 120.
Æsker:
Der fulgte en fin lille papæske med til bilen. Den blev ikke ændret i de otto år den var på markedet. For at gøre det lidt nemmere at se farven på bilen i æsken er der lavet et lille kighul. Det er nøjagtig den samme æske til Jaguar og Alfa Romeo, blot er teksten ændret på endeflapperne. Fine tegnerne på æsken der også viser at bilerne var mere end bare sportsvogne, men at de også var væddeløbsbiler.
De øverste billeder er fra en uoriginal æske, hvor hullet midt i flaget mangler.
Modellerne:
Jaguar XK 120 gennemgik ikke ændringer i hele sin levetid. Der kom lidt flere farver til henad vejen, men bilens konstruktion, blev der ikke ændret på. Det kan ikke afvises, at der kan være flere originale farver end de viste. Jeg har ikke billeder til alle biler, men kan henvise til Teknobogen fra 2011, hvor en del af farverne er vist.
1: Rød:
Vindspejlet er ikke originalt på den viste model til venstre. Samme farve med forskellig farve sæder.
2: Grøn:
3: Lysegrøn:
4: Gul:
Intet billede.
5: Sort:
6: Beige
7: Blålilla (Polycromat)
8: Rød (Polycromat)
9: Grøn (Polycromat)
10: Guld (Polycromat)
Diverse:
Jeg har fået følgende billeder af en tysk samler med en Dinky og en Tekno Jaguar XK 120. Dinkyen skulle være i størrelsesforholdet 1:43. Det betyder meget bare de afviger bare lidt i størrelsen.
Hej Peter jeg vil lige høre dig . Findes Jaguar 120 med brun sæde og sort Rat. Mvh Henning.
Hej Henning
Det er svært at sige med bestemthed. Jeg ved det ikke.
mvh
Peter
Ok tak Peter