Volvo tipbil nr. 862
1968-1971
Fortalt af Peter Frandsen
Klik på billederne for at gøre dem større.
Det er en lidt underlig bil uden skærme og den ser lidt halvfærdig ud, men faktisk kan man godt finde billeder på Internettet af både Volvo tipbiler med et mere almindeligt lad og også denne, som er fremstillet til at arbejde uden for vejene. På fx byggepladser, i grusgrave med videre.
Det er lidt underligt med Teknos forhold til Volvo og Scania. Først kom der serievis af Volvo lastbiler i slutningen af 1950.erne. Så overtog Scania ligesom scenen med de samme modeller som Volvo og endelig igen relancerede Tekno nogle af de Scania modeller de ikke tidligere havde udgivet som Volvo. Det er blandt andet blokvognen og tipbilen.
Volvo tipbilens historie:
Tekno startede med at fremstille tipbilen i Scania udgaven allerede i 1961 uden, at der blev lavet en tilsvarende Volvo. Da Volvo.en så endelig udkom i 1968 udgik Scania tipbilen samtidig. Volvo.en var da også i en mere moderne udgave med hjul med gennemgående aksler, prismelygter og interiør o.s.v. Standard farven var sort chassisramme, orange eller rød førerhus og sølvgråt hammerlakeret lad.
En farvesammensætning som var velkendt hos Tekno de sidste 3-4 år af deres produktion.
Jeg tror Volvo Viking blev relanceret fordi Tekno havde modificeret denne model med prismelygter, moderne hjul, men ikke mindst med interiør. Det havde den tilsvarende Scania med det korte førerhus ikke. Det var jo ligesom et krav til legetøjsbilerne på den tid, at det skulle der være. Tekno havde også allerede en Scania nr. 451 som solgte godt og som levede op til forventningerne.
Tipbilen var en del af entreprenørserien og Tekno byttede ikke bare Scania tipbilen ud, men også blokvognen. Volvo tipbilen optrådte første gang i Teknos eget katalog fra 1968 og findes i kataloger og prislister frem til 1971, hvor jeg formoder at den udgik. Den kostede på det tidspunkt 15,25 kr. Den er ikke med i Teknos prisliste fra februar 1972, som var det sidste der udkom. Entreprenørserien består udover tipbilen nr. 862 af Åkermann gravkoen nr. 860, blokvognen nr. 861 og Scania entreprenørbilen nr. 863. Bemærk, at tipbil og blokvogn har samme nr. uanset om det er Volvo eller Scania, hvilket også fortæller at Volvo erstattede Scania.en – Tekno kunne ikke have to biler med samme produktionsnummer.
Annoncen ovenfor er fra Teknos katalog fra 1968-69. Det er helt tydeligt, at den sidste del af Tekno fødekæden ikke kunne følge med, i dette tilfælde reklameafdelingen. Blokvognen er tydeligvis en Scania og Åkerman gravkoen nr. 610, men teksten fortæller, at der er tale om en Volvo og en Åkerman nr. 700 – som jo også ses ovenfor på fotografiet. Billedet stammer fra et tidligere katalog og Tekno har simpelthen ikke nået at få det lavet om, men bilerne var klar til levering. Det blev så rettet er de efterfølgende kataloger. Hvad en Hyster truck laver i en grusgrav vides ikke, men det er jo en anden historie.
Modellens opbygning:
Volvo tipbilen er bygget op på samme måde som de øvrige Volvo biler, men der er en forskel. Førerhus, hjul og så videre er det samme, men chassisrammen er fremstillet specielt til tipbilen. Bilen er kun 134 mm lang og fra kofanger til den bagerste del af chassisrammen er der kun 122 mm mod ca. 150 mm på en Volvo ladbil. Hjulafstanden er 74 mm. Værktøjskassen er i øvrig større end på de andre Viking modeller.
Ladet kan tippe ved hjælp af et håndtag på venstre side af bilen, hvor en 2-delt arm får ladet til at tippe. Når ladet er i yderste position låser det.
Det er en flot modelbil, og jeg har faktisk set en Scania udgave i et TV indslag fra Basra i Irak, hvor der pludselig kom en Scania tipbil kørende hen til en vejspærring.
Det er en vellykket modelbil, men som legetøjsbil til drenge har den udprægede svagheder. Den går alt for nemt i stykker. Ladet er meget tungt og solidt konstrueret, hvilket bevirker, at kommer man til at brække for hårdt knækker den 2 delte arm med det samme. Den har nemlig en svag konstruktion. Det samme er tilfældet, når ladet er oppe – så låser det og skal lige have lidt hjælp med en finger for at kunne køre ned. Rykker man i ladet knækket hejset. Derudover er der boret huller i chassisrammen for at montere håndtaget og da chassisrammen på Volvo viking bilerne er svag i forvejen, skal der ikke meget til før hele bilen bryder sammen. Ydermere er chassisrammen forskudt ved overgangen til førerhuset, hvilket bevirker, at der bliver en skarp kant som giver en kærvvirkning så chassiset knækker nemt.
Nedenstående billeder viser en hærdet model, hvor farmand har forsøgt at redde lidt af bilen, uden det dog er lykkedes særligt godt.
Enhver der arbejder med konstruktion ved at kærvvirkninger bør undgås ved at lave bløde overgange, men det har Teknos konstruktør valgt at ignorere.
Det er sjældent, at man finder en brugt bil uden skader og det er helt almindeligt, at der er brud et af de nævnte steder.
Men bilen er en fin Teknobil – og den hører selvfølgelig med til samlingen og er en attraktiv bil for samlere, navnlig sammen med blokvognen og gravkoen er det en fin kombination.
Modellens værdi:
Det er en fin bil, der ikke sætter prisrekorder. Den skal helst være i originalæske før den ryger op i pris. Den er leveret både i papæske og i udsigtsæske, hvor udsigtsæsken er sjælden. Da der stort set kun findes en farvevariant er der ingen konkurrenter til prisen og samlerne får den hurtigt i skabet.
Hvad skal jeg passe på:
Det fremgår ret tydeligt af teksten, hvor svaghederne er og man skal vogte sig for reparationer.
Skema
| Ruder: | Ja | |
| Affjedring: | Nej | |
| Styretøj: | Nej | |
| Interiør: | Ja | |
| Løse lygter | Ja | |
| Løse kofangere | Nej | |
| Bevægelige dele: | Ja | Tipladet |
| Blink: | Nej | |
| Decaler: | Ja | Kun Volvo logoet på fronten |
| Samlet med: | Nitter | |
| Flerfarvet | ja | |
| Blist-car model | Nej | |
| Fremstillet af: | Tekno |
Æsker
Leveret både i papæske og i billedæske. Papæsken er en direkte videreførelse af Scania æsken bare med Volvo logo og illustrationer.
Den er også lavet i en neutral udsigtsæske uden logo eller nr.
Modellerne:
Det er ikke mange varianter at vælge imellem, men der findes nogle interessante farvesammesætninger.
862:


Jeg har en lidt speciel Volvo tipbil, som er samlet af originale malede reservedele. Det eneste der adskiller sig fra en normal bil er den 1/8 tomme skrue, der hvor kobbernitten normalt sidder. Førerhuset har samme farve som Volvo Viking ladbilen. Jeg hælder nok mest til, at den er eftersamlet engang i 1970.erne eller lavet på Tekno i Hjørring som noget af det sidste.
Jeg har fået billeder af en Volvo tipbil tilsendt som en dreng fik i 1972. Den er meget usædvanlig i det den har grønt førerhus. Den er dog ikke mere usædvanlig end at den farve har været brugt på Volvo Viking biler sammen med den gule og lyseblå. Mit gæt er, at Tekno på det tidspunkt brugte hvad de havde liggende og der findes sikkert flere farvekombinationer. Jeg kender også en person, som samlede en del af de reservedele, som lå tilbage da Tekno lukkede. Så kan man selv vurdere, hvor original den er. Selvom ejeren husker, at han har fået den i 1972 behøver den ikke komme fra Teknos produktion.
Nedenstående billede viser den rigtige bil faktisk hentet fra Volvos egen hjemmeside.
Diverse:
Ovenstående billeder viser de officielle originale foto af bilerne, som repræsentanterne havde med ud i butikkerne.


























Artikel er opdateret med en ny spændende farvekombination med grønt førerhus. mvh Peter
Artiklen opdateret juni 2025