Porsche 356 nr. 803

Porsche 356 nr. 803

(1954 – 1960)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Man kan godt se, at der skete en udvikling med kvaliteten på bilerne, da Erik Spon trådte til som konstruktør på Tekno i 1953. Porsche 356 var hans første bilmodel, som han selv havde konstrueret fra start til slut. Spon var loyal overfor bilmærket og han satte en ære i, at de skulle ligne de rigtige biler så nøjagtigt, som det kunne lade sig gøre.

Det synes jeg faktisk er lykkedes ganske godt.

Spon videreførte princippet med at lave flere biler samtidigt, men Porschen og MG-TD, som var den næste i rækken er vidt forskellige biler, så der var ikke nogen fordel ved samproduktion. Derudover begyndte det for alvor at tage fart med mange nye produktioner fra 1954 og fremover, så Tekno kunne ikke bare lave en bil færdig, før de gik i gang med en ny. Der skulle fart på for at få nye modeller ud.

Porsche 356´s historie.

Heldigvis er det nemt at tidsbestemme, hvornår bilerne kom på markedet dengang. Tekno var flinke til med det samme at annoncere, når en ny bil var på vej. I en annonce i Legetøjstidende fra juni 1954 oplyser Tekno, at der kommer tre nye bilmodeller – en Porsche 356 med produktionsnummeret 803 til 2,75 kr, en MG-TD med nr. 804 til 2,75 kr og ikke mindst en Minidodge kranbil til 3,75 kr. Minidodgen kom dog fra H. Langes Legetøj. Det er lidt sjovt med prisen på de 2,75 kr. – når vi tænker på at Alfa Romeo og Jaguar XK 120 kostede 3,50 kr.

Annonce i Legetøjstidende fra juni 1954.

Jeg synes at fornemme en betydelig stolthed fra Teknos side i præsentationen af bilerne. MG.en fremhæves netop for “de mindste detaljer i overensstemmelse med originalen”. Det betød noget for Tekno, at de biler de nu lavede også lignede de rigtige forbilleder. Spon fremhævede under min samtale med ham, at Siegumfeldt var enige med Spon om, at de tidligere modeller var for grove og upræcise og Tekno skulle gøre sig umage med at forbedre det forhold.

Vi andre kan alle godt lide Packard, Buick, Triangel, Dodge, Ford Mercury o.s.v. og produktionen af dem fortsatte da også, men der blev ikke reklameret så meget for dem mere.

Porsche 356 blev nævnt flittig i prislister og reklamer helt frem til 1960, hvor den udgik. Der var en del biler, der måtte lade livet i 1960, hvor stilen igen skiftede til modeller med interiør, rat, affjedring o.s.v. Man finder Porschen i prislister overalt i Europa fra Sverige, Holland, Tyskland, Belgium, så der kom også gang i eksporten.

I Sverige kostede modellen 2,85 sek. i 1955.

Nytårshilsen fra Tekno til legetøjshandlerne fra januar 1955.

I 1957 var prisen steget til 3,75 og slutprisen i 1960 lå på 4,00 kr. Det er en meget simpel bilmodel, så den har ikke kostet meget at fremstillede. Det har været en model, som Tekno tjente rigtig gode penge på.

Porschen var på markedet i seks år og selvfølgelig blev der solgt mange af dem. Det var en ikonisk bil for alle, denne lille Porsche, så selvfølgelig har det været en bil mange børn elskede.

Modellens detaljer:

Porsche 356 er udviklet hos Tekno på Rentemestervej. Det var E. Spons svendestykke, som konstruktør hos Tekno sammen med MG-TD. Jeg synes det er en flot bil. Tekno valgte hardtopmodellen – de kunne have valgt en cabriolet, når nu de var i gang med alle disse sportsvogne, men valget faldt altså på den lukkede udgave.

Modellen har også ramt intentionen med størrelsesforholdet 1:43 – idet Porschen er lavet i størrelsesforholdet 1:44. Den er 87,5 mm lang. Bilen består af kun 13 løsdele, hvilket er uhørt lavt – hjuldelene udgør alene 10 dele. Ellers består bilen kun af en bund, et karosseri og en rude.

Bunden er, som det var trenden på det tidspunkt hos Tekno, standset ud i blik og logoet “Porsche Tekno Denmark” som er præget ind i bunden. De fleste havde sølvgrå hammerlakeret bund. Spon fortalte også, at han kiggede en del på Märklins bilmodeller dengang og de havde blikbund, hvilket Spon lod sig inspirere af.  Bortset fra en forstærkning, som skal ligne en kardanaksel og en udstødning er der ingen yderligere detaljer i bunden. Det var vanskeligt at lave detaljer i en blikbund, når det skulle præges indefra. Der er det meget nemmere, når bunden er støbt.

Graveringerne på Porsche 356 ligner dem, som Tekno lavede på den tid. Begge døre med en svag antydning til håndtag er markeret. Der er bagklap og fronthjelm med håndtag. Bagklappen har graveret kølerriller og lige under dem sidder nummerpladelyset. Baglygterne og blinklysene er ligeledes kommet med for og bag.  Baglygterne og blinklysene er malet røde eller gule. Forlygter, kølergrill og forreste kofangere er malet i sølv.

Ruden er farvet let blålig og er præget fast i taget.

Noget af det, som jeg lægger mærke til ved karosseriet er, at det er meget tyndt. E. Spon gjorde et stort nummer ud af at spare på materialerne og gøre karosseriet så tyndt, som det var muligt.

De første hjul var drejede hjul som dem der sad på Jaguar XK 120. Efterfølgende fik Porschens hjul, som var lavet med en støbt inderfælg og en blank yderfælg af blik. Dækkene var i de første år hvide, som senere blev erstattet med sorte dæk.

Porsche 356 blev leveret i flere forskellige farver.

Bilen var E. Spons første og det kan både han og Tekno være godt tilfreds med.

Modellens værdi:

Den er populær Porschen. Den gråblå og den bordeauxrøde er klart de mest almindelige. De er ikke i så høj kurs, men de øvrige er sjældne og den gule ekstremt sjælden. Som med alt andet Tekno er standen helt afgørende.

Hvad skal jeg passe på?

Den er så simpel konstrueret, at der ikke er noget, der kan gå i stykker. A-stolperne kan godt revne, hvis de har fået et slag. Ellers er den største risiko, at man uden at vide det får købt en restaureret bil og æske.

Tekniske data:

Ruderja
Affjedringnej
Styretøjnej
Interiørnej
Løse lygternej
Løse kofangerenej
Bevægelige delenej
Blinknej
Decalernej
Samlet medNitter
Tofarvetnej
Blist-car modelnej

Særlige decaler:

Der er ingen decaler på Porsche 356.

Æsker:

Der fulgte en fin lille papæske med til bilen, som Porschen delte med MG-TD og Opel Olympia Rekord. Senere kom VW 1200 nr. 805 også med i klubben og bilen fik lidt andre tegninger. Det var teksten på endeflappen, der fortalte, hvad indholdet var. De øverste æsker i de ældste.

Ovenfor de ældste æsker.

Nedenfor de nyeste æsker.

Modellerne:

Porsche 356 gennemgik ikke ændringer i konstruktionen i hele sin levetid. Den er fremstillet i seks kendte farver, men der kan sagtens være andre ukendte farvevarianter.

1: Rød:

Sjælden farve.

2: Bordeauxrød

En meget almindelig farve. Dem er der mange af.

3: Gråblå

Det er en svær farve. Den har forskellige nuancer og er formentlig malet med polycromat (metallak). Klart den mest almindelige farve til en Porsche.

Som det fremgår af ovenstående billeder er der forskel i farven, men om det er bevidst eller tilfældigt fra Teknos side ved jeg ikke.

4: Gul:

5: Sølvgrå:

6: Orange:

Også en sjælden farve.

 

 

3 kommentarer til “Porsche 356 nr. 803”

  1. Den er flot lavet og en gul eller orange måtte gerne stå i min samling. Den ligner også godt den rigtige bil.

    Svar
  2. Lige et spørgsmål? Nogle af bilerne har sorte dæk andre har hvide. Hvorfor det? Og er de hvide dæk mere sarte eller skrøbelige?

    Svar
    • Det mest almindelige er nok de hvide dæk, men det er rigtigt at nogle også har sorte. De hvide er klart mere skrøbelige og det gælder for alle Teknobilerne. Derfor har de fleste Porsche 356 og fx Mercury ofte fået nye dæk.

      mvh

      Peter

      Svar

Skriv en kommentar