Volvo Viking blokvogn nr. 861

Volvo Viking blokvogn

nr. 861

(1966 – 1972)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større

Vedrørende beskrivelsen af bilen se artiklen med Volvo Viking grundbil trækker.

Blokvognen med en Åkerman gravko på laddet eller en Møbeltransport Danmark med en truck på laddet findes ikke bedre i en drengs fantasi. Tænk at have fået sådan en i Julegave som dreng – det fik jeg desværre aldrig, men bare at se et billede af den kribler det allerede i fingrene.

Volvo blokvognens historie:

Tekno var ikke særlig præcise med at oplyse et modelskift i deres prislister. Overgangen fra Scania til Volvo blev ikke nævnt, der står bare “blokvogn” så jeg formoder, at forhandlerne har fået besked i et nyhedsbrev eller lignende.

Det ældste jeg kan finde på Volvo blokvognen er fra Den præsenteres som nyhed i en annonce i Politiken fra den 17. september 1966. Annoncen er vist nedenfor.

Jeg formoder derfor, at Volvo blokvognen er udkommet i 1966 op til Jul, hvor Scania blokvognen ligeledes er udgået. En blokvogn kostede 16,25 kr. og gravemaskinen 19 kr., så den pris på 35,25 kr. forklarer vel egentlig meget godt, hvorfor jeg ikke fik det sæt i Julegave.

Tekno indrykkede en annonce i Legetøjstidende i september 1967 med en fin annonce, hvor der er en illustration af en Scania blokvogn, men teksten fortæller, at der er tale om en Volvo. Det fortæller jo os, at Tekno nu solgte Volvo og ikke Scania, men det fortæller også, at Teknos reklamefolk ikke kunne følge med. Det er ikke særligt professionelt, det kan alle blive enige om.

Ovenfor annonce fra september 1967 i Legetøjstidende.

Så sker der lidt igen i december 1969, hvor Tekno indrykkede en annonce i Legetøjstidende med nyheder i gavesæt, hvorunder Volvo blokvogn og en Åkerman gravemaskine. Tekno nævner selv “gavesættene” sælger sig selv, hvilket jeg tror de havde ret i, hvis ellers kunderne havde penge at købe for.

Nedenfor annonce i Legetøjstidende fra december 1969. 

Nedenstående er fra Teknokataloget fra 1970-71, hvor den er nævnt i prislisten fra januar. Prisen var 42,75 kr. for hele sættet med gravko. 

  

Tekno fik pustet nyt liv i entreprenørserien sidst i 1960.erne dels med en Volvo med interiør og de nye gaveæsker, men de bevarede de samme numre nemlig nr. 860/861 ligesom 862 (tipbilen) er det samme for både Volvo og Scania.

Ellers må man bare sige, at der blev ikke reklameret ret meget for Volvo blokvognen, så Tekno var af den opfattelse, at den solgte sig selv. De havde jo salgstallene. Den var fx ikke medtaget i reklamerne i Anders And bladet.

Man kan vel også blive enige om, at det er et utroligt flot sæt, som der trods den korte tid den var på markedet er der solgt fantastisk mange af.

Blokvognens detaljer:

Beskrivelsen af bilen findes andet sted, så jeg vil koncentrere mig om traileren. Trækkeren til blokvognen er i øvrigt kun lavet i den seneste udgave med hjul med gennemgående aksler, interiør og prismelygter.

Traileren er godt fundet på – der er tale om ren genbrug af Scania modellen fra 1960. Den blev konstrueret af Erik Spon, der var konstruktør på Tekno indtil 1960.

Selve blokvognen er støbt i et stykke med en løs bagklap og 4 sæt dobbelthjul. Den monteres på bilen med en 1/8 tomme skrue og en skive, som var standard på sættebilerne. Grundkonstruktionen er stærk med flere indlagte støbninger som tjener som forstærkning, så den ikke brækker over på midten. Der er graveringer på siderne og på kørefladerne.

Bagklappen monteres ved hjælp af en lang aksel, således at bagklappen løftes op og sænkes ned med hånden.

Ovenfor bagklap, hvor man kan se det aflange hul, som gør det muligt at løfte bagklappen og lægge den ned.

Hjulene på blokvognen er fremstillet specielt til denne bil – de ses ikke andre steder. Dækkene derimod er standarddæk som blev brugt på personbilerne.

Tekno løb formentlig tør for disse specialhjul på et tidspunkt og satte i stedet “Volvo” hjul på traileren.

Ovenfor trailer med “Volvo” hjul.

Men en fin bil, der har ramt børnene og sikkert også de voksne lige i legegenet.

Traileren blev også fremstillet af Tekno Holland i de gamle originale Tekno forme, men med Tekno Holland logo i bunden og hollænderne brugte også Volvo personbilsfælge, men da de aldrig fik personbilsdækkene brugte de dæk fra Chevrolet Monza. Den hollandske udgave er kun lavet i Scania udgaven.

Modellens værdi:

Der er mange af dem og de er overraskende billige sammenlignet med andet Tekno, selv i æsker er de overskuelige. Særudgaven i Dansk Møbeltransport er dog i en helt anden prisklasse.

Hvad skal jeg passe på:

Den er meget svag ved bagklappen, som kan ”låse” i en bestemt position og man derved kan brække lidt for hårdt og den bageste del af traileren falder af. Så kig om den har skader eller er bukket ved akslen til bagklappen. Vær på vagt for restaurerede modeller – navnlig fra Dansk Møbeltransport, idet bilen er utrolig sjælden.

Nedenfor ses ganske tydeligt hvordan det kan gå, hvis man brækker for hårdt i bagklappen. På billedet til venstre er hele fæstnet væk på den gule trailer, hvorimod den lyse trailer i intakt.

Skema

Ruder:Ja
Affjedring:Nej
Styretøj:Nej
Interiør:Ja
Løse lygterJa
Løse kofangere:Nej
Bevægelige dele:JaBagklappen
Blink:Nej
Decaler:Ja
Samlet med:Nitter
Flerfarvet:Ja
Blist-car model:Nej
Fremstillet af:Tekno Danmark

Æskerne:

Volvo blokvognen har sin egen papæske, som adskiller sig fra fx Scania blokvognen. Den har Volvo logoer og illustrationer af blokvognen og gravkoen.

Modellerne:

Langt de fleste modeller er lavet i Åkerman udgaven med en decal på bagklappen, men nogle af de sidste modeller havde ikke denne decal og de allersidste udgaver er i meget ringe kvalitet – dårlig lakering og finish med grater o.s.v. Disse dårlige biler har som regel en selvskærende skrue, der hvor førerhuset sættes fast på chassisrammen, hvor de gode modeller har en kobbernitte. De kan være lavet på Tekno, men de kan også være eftersamlede.

861-1: Åkerman


861-02, Møbeltransport Danmark:

Meget sjælden model, som kun findes i begrænset antal. Bilen er leveret i papæske. Den er formentlig leveret både med grøn og orange bagklap.

Volvo og Scania udgaverne:

Bilerne er stort set ens malet i de samme farver og de samme type decaler er anvendt. Man kan se det lille dørmærke på Volvo.en ovenfor til højre, som er det samme på Scania bilen. Jeg er af den opfattelse, at de store dørmærker på Volvo bilen nedenfor til venstre er fra en sættebil. Jeg formoder bilen er taget fra en sættebil og sat på blokvognen. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men så skulle bilen være meget ældre henset til pladehjulene.

Andet:

Billedet nedenfor er et originalt billede som sælgerne brugte, når de præsenterede biler ude i legetøjsbutikkerne.

3 kommentarer til “Volvo Viking blokvogn nr. 861”

  1. Hej, hvad er værdien af dennne model, uden gravemaskine og uden baklap, med patina efter leg ?bare sådan ca ?

    Svar

Skriv en kommentar