Arbejdsdreng og maler hos Lange og Kirk

Fortalt af Peter Frandsen

10. oktober 2011

Jeg blev ansat som arbejdsdreng hos Langes Legetøj, Nyrnberggade 19 på Amager i 1967 som arbejdsdreng. Jeg arbejdede i metalstøberiet i kælderen, hvor jeg sad og brækkede de støbte dele af og fordelte den i kasser med ens emner. Når emnerne kom ned til mig, var der ligesom en lang pind hvor metallet løb ind i formen, hvor døre, bagklapper o.s.v blev støbt i en arbejdsgang.

Det overskydende materiale smed jeg i en kasse til omstøbning.

Når emnerne var skilt ad og sorteret blev de tromleafgratet i en blanding af vand og fint sand.

Tromleafgrater

Herefter blev emnerne sendt ud til Kirkebjerg Alle 88, hvor de den fortsatte produktion lå. I kælderen havde vi 3 støbemaskiner og en 3 – 4 arbejdsdrenge, det var det eneste der foregik i kælderen på det tidspunkt. Jeg mener de 2 der støbte hed Otto og Jørgen og forvalteren derude hed N.C. Nielsen, men jeg er ikke sikker.

I en anden bygning blev der støbt plastikdele, men vi havde ikke kontakt med dem derovre. Der var en del damer, der var beskæftiget med det.

Efter ca. et år altså i 1968 flyttede metalstøberiet til Kirkebjerg Alle 86 i Glostrup. Alle medarbejderne fulgte med undtagen plaststøbeafdelingen. Underligt nok kaldte vi virksomheden for Langes Legetøj og ikke Krik i daglig tale.
Der var mange flere ansatte i Glostrup og det passede mig fint, at der var ret mange piger derude. Jeg var mere interesseret i dem end i bilerne. Faktisk interesserede jeg mig ikke for bilerne, men jeg synes det var sjov at tage nogle stumper med hjem og sidde og samle. Jeg synes det var udfordrende at samle bilerne, som jeg efterfølgende gav til min lillebror.

Støberiet var jo fulgt med, så jeg fortsatte med mit gamle arbejde, men efterhånden fik jeg også andre opgaver. Efter et stykke tid blev jeg flyttet over i malerafdelingen. Inden emnerne blev malet blev de renset i trichlorethylen (affedtningsmiddel). Herefter blev de placeret på nogle bakker og kørt ind i malerkabinen. I en af kabinerne foregik processen automatisk mens andre emner blev malet på traditionel vis. Når emnerne var malet blev de tørret og kontrolleret. Ofte var der emner der var ru eller lidt matte. De blev slebet og malet igen. Der skulle ikke så meget til, fx lidt støv så blev overfladen ujævn. Ud over mig var der 2 faglærte malere i afdelingen – jeg kan huske den ene hed Kaj. Det gik fint og jeg kunne godt lide at være i malerafdelingen og jeg nåede at komme i lære, men desværre lukkede fabrikken inden jeg blev udlært.

På fabrikken var der 2 samleborde, som pigerne samlede bilerne ved. De sad en 8 – 10 stykker ved hvert bord. Hvis de havde særligt travlt hjalp jeg somme tider til ved samlebordet. Al montage blev lavet ved disse borde og det sluttede med at bilerne fik cellofan omkring og blev puttet i æsker. Herefter blev de samlet med 5 – 10 stykker af gangen og pakket ind i klar cellofan.

En sjov ting jeg kan huske er, at det var en særlig udfordring at sætte de små prismelygter fast. Der brugte vi en pind omrullet med tape som vi rullede i lygterne. Når de så sad fast blev de duppet med lidt lim og det var herefter rimeligt hurtigt at sætte dem på bilerne.

Plastikstøbningen lavede vi ikke – den fortsatte de med i Nyrnberggade. Der blev hele tiden leveret stumper i store trækasser.

Jeg kan huske en dag vi havde fået en ny støbemaskine fra Tyskland og vores “ekspert” som jeg mener hed Jørgen var ved at gøre klar til en ny støbning. Han havde monteret værktøjet og havde formentlig blokeret den kontakt, der skulle forhindre maskinen i at starte, fordi lige pludselig lukkede værktøjet og Jørgen fik fingrene i klemme og faktisk blev de næsten klemt af. Han røg på sygehuset, men kom tilbage efter et stykke tid, hvor de havde sat hans fingre på igen. Det var ham der havde ansvaret for støbningen og han var virkelig dygtig. Det var sådan en lang tynd mørkhåret mand i brun kittel.

Jeg kan også huske en anden episode, hvor svensk fjernsyn var på besøg på fabrikken. Det var en kendt TV vært som hed Lasse Holmqvist som lavede et indslag om bilproduktion i Danmark. De var der i lang tid og gik rundt og filmede arbejdsprocesserne. Lasse Holmkvist var sådan en Otte Leisner på svensk. Jeg har dog aldrig set, hvad der blev ud af optagelserne.

Hvilke biler lavede vi på det tidspunkt – jeg kan særligt huske Ford D 800, dem blev der lavet rigtigt mange af i forskellige udgaver. Jeg kan også Chevrolet Monza, navnlig fordi der blev lavet en forkromet udgave. Vi lavede ikke krom hos Langes, så karosserierne blev sendt ud i byen og forkromet. Ellers lavede vi Mercedes Benz 230 i rød og hvid og i forskellige politiudgaver, Oldsmobile Toronado og jeg mener også vi lavede Toyota 2000, og Jaguar E kan jeg også godt huske. Bilerne blev lavet både med Tekno og Kirk bundplade. Jeg kan ikke mindes, at vi lavede Mercedes bussen, Mercedes lastbiler eller flyvemaskiner – Porsche 911 siger mig heller ikke noget.

Der var faktisk 2 fabrikker/virksomheder ude på Kirkebjerg Alle – vi holdt til i nr. 86 mens værktøjsfirmaet A/S BALEWA, der lavede støbeværktøjerne holdt til i nr. 86b. Officielt havde vi ikke noget med hinanden at gøre, men begge virksomheder var ejet af KIRK. Jeg har engang set en bilmodel i størrelsesforholdet 1:24 eller 1:18 fremstillet i balton træ – der er noget meget let træ.

Det var et godt sted at arbejde ude hos KIRK. Vi havde det rigtigt godt sammenlignet med andre arbejdspladser. Da de fleste af medarbejderne boede på Amager blev der arrangeret bustransport frem og tilbage og der var en god stemning i hverdagen. Det var ligesom en stor familie som passede på hinanden. Der var en halvskør direktør, der altid var i godt humør og godt kunne lide at tage lidt gas på det hele.

Inden fabrikken lukkede fornemmede vi jo godt, at det gik dårligt, navnlig fordi fagforeningsfolkene kontaktede os for at få os meldt ind, men lukningen kom alligevel som en stor overraskelse. Jeg har stadig 3 måneders løn til gode derudefra, som jeg jo nok aldrig får.

Skriv en kommentar