stige 2 (2)

VW type II stigebil nr. 404

Skrevet d. 05. mar, 2020 af in Udvalgte biler, Varebiler

VW type II stigebil

nr. 404

(1960-1967)

 

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Tekno var under et enormt stort pres lige nøjagtig omkring 1960. De høje toldsatser på importeret legetøj blev ophævet og de strømmede ind med udenlandske modelbiler i god kvalitet. Det var Tekno slet ikke vant til, så de har følt sig presset til at frembringe nye modeller hurtigt.

Under mine interviews med Tekno´s salgchef fra 1958 – 1966 Poul Fjeldgaard var det også lige nøjagtigt, hvad han fortalte. Dels omkring den øgede konkurrence, men navnlig Tekno´s manglende kapacitet til at frembringe nye modeller tilstrækkeligt hurtigt og navnlig modeller, der var moderne for tiden.

Fjeldgaard berettede, at folkene på Tekno gennemgik deres sortiment for at finde “lette løsninger“. Derfor opstod modeller som VW stigebil. Tekno havde bilen og stigen fra Triangel, så det krævede ikke meget fantasi at sætte dem sammen. Det krævede blot en klods til at fastgøre konsollet og et hul i bunden.

Men som Tekno havde for vane slap de godt fra det. Stigebilen tiltalte børnene og der blev solgt masser af dem. Nogle gange er det enkle tilstrækkeligt og værd at forsøge sig med.

Stigebilens historie:

Stigebilen var lige i hælene på pick-up, kleinbus og varebil som udkom i 1959. Den fik produktionsnummeret 404 – hvorfor den fik et lavere nr. ved jeg ikke, men det gjorde den altså.

Det ældste jeg har fundet på stigebilen er fra en Berico brochure fra 1960, hvor den præsenteres som en brandbil og “Elverk” til en pris af 5,50 skr. og i en annonce i Politiken fra 5. marts 1960. Den er også med i Teknos eget katalog fra 1961/62, men den er ikke med i prislisten fra 1959, så den må være kommet i 1960. Jeg har en hollandsk prisliste fra 1961, hvor modellen også er nævnt, så den var hurtigt ude på eksportmarkedet.

Ovenfor brochure fra Berico fra 1960 og nedenfor annonce i Politiken fra 5. marts 1960, hvor stigebilen præsenteres som nyhed i farverne rød eller grøn.

Stigebilen er herefter som resten af serien repræsenteret fremover i kataloger og prislister, men jeg har ikke fundet særskilte annoncer for modellen.

Bilen optrådte fremover i Teknos egne kataloger.

  

Fra venstre kataloget fra 1961/1962, hvor stigebilen også har haft debut. I midten fra 1963/64, og til højre kataloget fra 1965/65.

I 1963 kostede stigebilen 8,20 kr., som var næsten det dobbelte af hvad en varebil kostede.

Ovenfor annonce i Legetøjstidende fra marts 1965.

Jeg har ingen præcis viden om, hvornår stigebilen udgik, men den er med i min prisliste fra juni 1967, men ikke med i Tekno`s katalog fra 1968/69, så den er formentlig udgået sidst i 1967, hvor den kostede 11,50 kr.

Stigebilen kom ind som en slags reserve og den gjorde det godt i den tid den var på banen. Der er solgt mange af dem og selvom den er en kloning af flere forskellige biler, var børnene ligeglade – den har været sjov at lege med.

Billedet ovenfor viser salgchef Poul Fjeldgaard foran det udstillingsskab, som fandtes på Tekno på Rentemestervej og hvor der er også er udstillet VW type II – herunder også en stigebil.

Modellens detaljer:

For en gangs skyld er der ikke så meget at berette om. Bilen er som en pick-up og stigen magen til den stige, som sidder på en Triangel.

Selve stigekonsollet består af en drejefod, der er fastgjort indvendig i bilen med en skive og en 1/8 tomme skrue. Drejefoden holder mellemkonsollet, hvor stigen er punktsvejst fast til mellemkonsollet. Drejefod og konsol sidder sammen med en lille stift. Stigen kan holde sig oprejst ved hjælp af et lille stykke blik, der kan låses i en lille tap på drejefoden, så den står oprejst. Til forskel fra Tringel er stige og konsol som hovedregel ikke malet.

Stigebilens værdi:

Det er ikke en dyr bil sammenlignet med de øvrige VW type II. Standardudgaven i rød ligger vel og svinger omkring de 1000,- kr. hvis den er mint med et tillæg for æske og et fradrag for fejl. Men en populær ting, som der altid er købere til.

Elværket og den svenske Elverket er sjældne og kan opnå betydelig højere pris for en mint udgave og de få andre sjældne modeller der findes, sælges stort set aldrig.

Er der noget jeg skal passe på?

Revnede ruder og defekte plastikhjul er den største udfordring. Der kan også være brud eller reparationer på stigekonsollet og vinduessprodser.

 

Ruder: Ja
Affjedring: Nej
Styretøj: Nej
Interiør: Nej
Løse lygter Ja
Løse kofangere Nej
Bevægelige dele: Ja  Stigekonsol
Blink: Nej
Decaler: Ja  På få udvalgte biler
Samlet med:  Nitter
Tofarvet Nej
Blist-car model Nej

Decaler: 

Decalerne beskrives nærmere under afsnittet om modellerne.

Æskerne:

Tekno lavede nye æsker til stigebilerne og det er en flot æske, som blev brugt som standardæske til alle bilerne. Illustrationerne viser modellerne i serien i flotte farver. Endeflapperne har nr. 404 og det danske “Stigebil” i den ene ende og “det svenske “Stegbil” i den anden enden. Der er flere tydelige VW logoer på æsken, som understreger det tætte forhold til SMC.

Modellerne:

Der er ikke tale om sjældne biler. Den røde udgave findes i stort et stort antal og der er mange i æsker. Specielmodellerne derimod er sjældne. Jeg har flere gange set røde stigebiler med Falck-Zonen logo, men jeg er usikker på, om de er originale.

Nr. 404, rød:

Jeg tror 98 % af stigebilerne er røde uden decaler – der er ingen nr. pl. på bilen heller, men den har dog VW frontlogoet.

Nr. 404, VW viser varevogne, rød:

Modellen er ekstremt sjælden. Jeg har set den ganske få gange og kun i den røde udgave. Den kan lige skimtes på billede, som jeg har taget på et gennemsyn hos Frederiksberg Auktionshus, hvor jeg først efterfølgende opdagede, at der var tale om original “VW viser varevogne”.

Nr. 404, Elværket, grøn:

Nr. 404, Elverket, grøn (S):

Nøjagtig magen til Elværket kun med stavemåden som forskel.

Intet billede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer.

Skriv en tilbagemelding