VW 1200 nr. 805

VW 1200 nr. 805

(1954 -1958)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

VW 1200 nr. 805 er en sej lille bil. Den var lidt forud for sin tid da den udkom. De fleste små støbte biler var mere primitive, hvor VW.en dels var forud for sin tid med ruder og løse kofangere, samt at den var meget detaljeret. Til historien hører også, at VW 1200 som rigtig bil var rasende populær også i 1950.erne. Selv det at skrive om Teknos udgaver af VW 1200 er lidt kompliceret, da der egentlig er 3 udgaver af grundbilerne. Først og fremmest VW 1200 nr. 805, som denne artikel handler om og dels nr. 819 i den første udgave uden affjedring, afviserblink o.s.v. som kommer senere i en særskilt artikel og endelig nr. 819 i den sidste udgave med affjedring, afviserblink og i en mere tidssvarende 1960.er model. Den sidste model vil også blive særskilt beskrevet i sin egen artikel. Men jeg starter her med nr. 805.

VW 1200 nr. 805 historie

Tekno startede med at støbe modelbiler i 1940 og indtil ca. 1950 støbte Tekno navnlig små lastbiler som Ford V8 og amerikanske biler som Ford Taxa, Ford Mercury, Packard o.s.v. De lavede ikke egentlige biler, som familien Danmark kørte rundt i eller kunne identificere sig med. Langes Legetøj startede ligeledes op med at lave støbte biler for Tekno i slutningen af 1940.erne og kom med Buick ambulance, Dodge lastbilen, minidodge o.s.v. indtil de også på et tidspunkt i 1950.erne også vendte sig mod europæiske bilmodeller.

Tekno benyttede sig hovedsaglig af nummerserien 400, hvor Langes biler benyttede 700 og 900 nummerserien. Det fortsatte Lange i øvrigt med resten af Teknos levetid. Tekno valgte at starte en helt ny nummerserie nemlig 800 serien til de nyere ændrede personbilsmodeller.

Erik Spon, der blev ansat som konstruktør på Tekno i 1952 fik til opgave at lave moderne modelbiler, som børnene ville kunne lide. E. Spon startede med MG-TD nr. 804 og Porsche 356 nr. 803. Enhver kan se, at der var tale om et paradigmeskifte i forhold til de tidligere bilmodeller. MG.en er bare utrolig smuk og Porsche 356 fra 1952, var den første modelbil fra Tekno med rude. Det var en revolution. Corgi kom først på markedet i 1956, hvor alle deres modeller havde rude. Det havde alle nye modeller fra Tekno nu også efter S. Spon kom til.

Det er i det lys vi skal se VW 1200 nr. 805. En nyskabelse og en moderne udvikling i modelbilsfabrikationen. Jeg tror alle faldt pladask for den nye elev i klassen og faktisk åbnede den helt nye muligheder, for at udnytte modelbiler i kommerciel markedsføring. VW fik bilen malet i deres egne farver og brugte den som reklame i salgsøjemed. Selvom sportsvognene og Porsche 356 var fine biler, var det ikke biler som den almindelige dansker havde en chance for at opnå – det var derimod VW 1200.

Det var en bil for “folket”. Stort set alle os fra den tid har en historie om en folkevogn. Enten havde man selv en, far og mor kørte i en – eller i det mindste kendte man nogen der havde en folkevogn. I 1950.erne var det en drøm for mange og derfor blev den hurtigt en cultbil og det smittede selvfølgelig af på Teknos lille charmerende VW 1200 nr. 805.

Hvis vi kigger lidt på, hvornår VW 1200 nr. 805 fra Tekno så kom på markedet, hævder Samlerbørsen i bogen Tekno Samlerkatalog fra 2007, at det var i 1953, hvilket jeg mener er forkert. Den bliver første gang præsenteret i legetøjstidende som nyhed i december 1954 i øvrigt sammen med de små Ho-plastikbiler.

Når den kommer ud i december kan det kun være fordi Tekno ikke fik bilen færdig til tiden op til Jul. Legetøjsbutikkerne kunne jo dårligt nå at bestille den og få den leveret op til Jul. Bilen kostede ved introduktionen 3,50 kr. Det vil sige, at den først har været til rådighed i butikkerne i starten af 1955. Men det er rigtigt at modellen er fra 1953, hvor VW udskiftede den kendte “brille” bagrude med en oval bagrude.

 

Annonce fra Legetøjstidende fra december 1954 til venstre og en annonce for Thorngren Legetøj fra 12. december 1953 til højre, hvor bilen også præsenteres som nyhed.

Ellers er VW 1200 nr. 805 med i prislister og reklamer op gennem 1950.erne. I 1957 er den steget til 3,95. I Sverige kommer den formentlig først på markedet i 1956 til en pris af 3,25 sek. Den eksporteres også til andre lande blandt andet til Tyskland.

Ovenstående er annoncer fra januar og februar 1955 med reklame for bilen.  Den Nytårshilsen som Tekno bringer omfatter de nye modeller i 800 serien. 

VW 1200 nr. 805 udgik i 1958, hvor den er nævnt i Teknos store nye katalog, men hvor den nye VW 1200 nr. 819 også er nævnt som kommende nyhed. Derfor er det ret sikkert, at nr. 805 forsvandt ud af produktionen, da nr. 819 var klar, og det har været i starten af, eller i første halvdel af 1959. Nr. 805 var ikke med i Bericos prisliste for 1959 – det var nr. 819 i øvrigt heller ikke. I en annonce fra legetøjstidende bringes en Nytårshilsen, hvor det annonceres at en ny model (nr. 819) er på vej. I Teknos prisliste fra 1959 er nr. 805 udgået og nr. 819 er medtaget til 4,50 kr.

Tekno brochure fra 1958, hvor den lille VW også boltre sig.

VW 1200 nr. 805 fik således kun ca. 4 år på markedet, hvilket i Tekno sammenhæng er meget lidt.

Men den havde fine salgstal – ingen tvivl om det – der findes rigtig mange af dem og de bliver mere og mere eftertragtede. Priserne på den lille VW er steget en del de seneste år, hvor mange andre Teknomodeller er gået den modsatte vej.

VW.en måtte jo vige for noget bedre – som var den nye nr. 819, som også udkom nogenlunde samtidig med den nye VW varebil nr. 405. Det har sikkert vægtet en hel del at VW 1200 nr. 805 har et andet størrelsesforhold i forhold til 1:43½, som Tekno ellers benyttede. Mere om det i næste afsnit.

Modellens detaljer:

Hvis vi bliver hængende lidt ved størrelsesforholdet, er det ikke angivet nogen steder i det materiale jeg har, men det er tydeligt, at det ikke er 1:43½. Bilens oprindelige længde er opgivet til 407 cm og Teknos udgave er den 8.5 cm lang hvilket giver et størrelsesforhold meget tæt på 1:48.  Det er tydeligt, at modellen ligner en rigtig VW fra 1953, med den sjove udelte lille bagrude og de lavt siddende baglygter.

Den har ingen funktioner udover at hjulene kan dreje rundt. Den består af kun 17 dele, hvis det hele tages med, eller kun 11 hoveddele. Det er en stærk lille bil, som levede op til Teknos høje kvalitetskrav. Den har fine løse blanke kofangere, som faktisk er nittet uden på bunden, hvilket er ret usædvanligt. Ruden passer perfekt og den har også fine tranparente “folkevogns” forlygter. Der er gjort rigtigt meget ud af bilens ydre detaljer. Den er smukt lavet med den karakteristiske fronthjelm og bagklap.

Der er graveringer til døre, men ikke til håndtag, der er flotte graveringer af luftindtaget under bagruden, bagklappen og til nummerpladebelysningen, som er malet gul og til baglygterne, som er malet røde. Fronthjelmen, bagklappen og niveau forskydningen på siderne har Spon ramt superflot.

Bunden er støbt i zink og der er Tekno Denmark logo, samt VW logo indgraveret og en antydning af kardantunnellen. Langt de fleste biler har mørkegrå hammerlakeret bund, men den er også lavet med sølvgrå bund, som formentlig er det senere udgaver. Hjulene er standardhjul, som blev brugt til mange af bilerne på det tidspunkt. De er dog blanke, hvilket er et kvalitetsløft i forhold til fx VW van nr. 413, som oftes havde umalede hjul. Hjulene er trykket fast på akslerne.

For mig ser det ud til, at VW 1200 nr. 805 blev malet i VW´s egne farver. Om det gælder dem alle ved jeg ikke.

Hvilke farver, der kom først ved jeg ikke. Bilen var jo kun på markedet i 4 år og i den tid var der ingen ændringer på den. Jeg tror den rødbronze (rustrøde) model er kommet til senere. Den har sølvlakeret bund og ofte hjul med VW logo, som også kom til lidt senere.

Modellens værdi:

Den er lidt svær at prissætte. Det er ikke en dyr bil, men det er en model der er gået mod strømmen og er blevet dyrere de seneste år, navnlig hvis der er tale om biler i æsker. Af en eller anden grund, er der ikke så mange af dem i æsker.

Hvad skal jeg passe på?

Der er en del restaurerede modeller på markedet, men det er ikke det store problem. Ellers er kofangerne det svage led. De kan være limede. Taget kan også havde fået et lille tryk, som beskadiger ruden. Lygterne har ofte skader. Der ikke så meget, der kan gå i stykker på modellen, som man ikke kan se.

Tekniske data:

Ruderja
AffjedringNej
StyretøjNej
InteriørNej
Løse lygterja
Løse kofangereja
Bevægelige deleNej
BlinkNej
DecalerNej
Samlet medNitter
TofarvetNej
Blist-car modelNej

Særlige decaler

Ingen decaler på VW 1200 nr. 805 ud over special modellerne Polizei og PTT.

Æsker:

Modellerne er kun leveret i de velkendte papæsker med VW motiver. Der er flere udgaver af æsken og jeg har set mindst tre versioner.

Ovenfor og nedenfor kombinationsæsker, som blev brugt blandt andet sammen med MG-TD og Porsche 356 og til Opel Rekord Olympia.

Nedenfor en æske udelukkende til VW 1200 nr. 805.

Modellerne:

Der kan være andre farver, som jeg ikke er opmærksom på, men jeg tror jeg er meget godt dækket ind lige netop med denne bil. Ofte kan den samme farve have forskellige nuancer eller et billede kan snyde på grund af lysforholdene. Hvis der er læsere, der kender de rigtige farvebetegnelser, er I meget velkommen til at skrive det i kommentarfeltet, da jeg er noget usikker på om jeg navngiver farverne rigtigt.

Beige:

 

Grøn:

Sort:

Metalblå:

 

Rødbronze:

Guldbronze:

Diamond Green:

Polizei:

Polizei er sjælden. Jeg har kun set den nogle ganske få gange.

PTT:

Igen en sjælden farve – dog har jeg set den nogle gange. Den er gul med sorte skærme og PTT logo på dørene.

Billedet mangler.

7 kommentarer til “VW 1200 nr. 805”

  1. Det var en god historie — troede faktisk at Polizei moellerne og dem med VW hjul var hjemme fusk 😉

    Den første box der vises ligner den der også blev brugt til de første 819 modeller ?

    Kan tilføje at brille ruden blev oval til marts 1953 hos VW. De Engelske besættelses styrker var lidt konservative, så de ville ha´ brillen der fortsatte til dem, men med det “nye” instrument bord. Modellen kaldes zwitter.

    Svar
  2. Super dejlig læsning for en VW nørd som mig 👍🤪
    Jeg har selv nogle stykker af 805 der i blandt en Polizei i rimelig god stand jeg skal nok sætte billeder op på et tidspunkt af den
    Den er hel original ikke renoveret det jeg kan se
    Mvh
    Flemming

    Svar
    • Hej Flemming
      Dejlig tilbagemelding – rart at nogen synes om artiklerne. Jeg er i gang med de to sidste bobler. mvh Peter

      Svar
  3. Kasser til 805 — der er 7 vil jeg tro… Du viser selv 4… og der er en til, og jeg har nys fået at vide at der også er en for PTT modellen, og måske er der så også en for Polizei modellen.
    Den kom i samme æsker som mg, opel, healey, triumph, porsche– det giver 4 + en tidlig med en beskrivelse på den ene side så er der 5… OG så den med mennesker på fødder så har vi 6 og en ptt.. det er 7 og kom der så en for Polizei lander vi på 8 æsker til den ene bil… Men lad os se… Jeg søger vidre…

    Svar

Skriv en kommentar