STA73139

Volvo Express kølebil, nr. 457

Skrevet d. 14. jul, 2020 af in Lastbiler, Udvalgte biler

Volvo Express kølebil

nr. 457

(1961-1965)

Dansk Dybfrost: 1961-1965

Tretorn: 1961-1965

Elias B. Muus: 1964-1965

Fortalt af Peter Frandsen

Kølebilen var den tredie i rækken i serien af Volvo Express lastbiler. Der er ikke den store forskel på Volvo Express lastbilerne andet end der blev ændret lidt på grundmodellen. Det var Tekno rigtig gode til at blot arbejde videre med en model, så der fremkom en serie af forskellige biler og tilsat forskellige firmanavne virkede det som om, der var mange forskellige bilmodeller, hvilket der jo ikke var. Men det er godt for samlere at have noget at stræbe efter.

En del af denne artikel vil være næsten identisk med artiklerne om lad- og presenningbilen. Jeg vil derfor henvise til at læse artiklerne om netop disse biler.

Volvo Express kølebilens historie:

Volvo Express kølebil eller hvad skal man kalde den. Tekno brugte ikke udtrykket “kølebil”, men i stedet blot “Volvo Express Dansk Dybfrost eller Volvo Express Muus”.

Jeg ved ikke hvorfor, men måske kan det skyldes, at Tekno i forvejen havde Scania Vabis nr. 448 i Cold O Matic udgaven, som de kaldte en kølebil. Men for overskuelighedens skyld kalder jeg modellen for en kølebil.

Det ældste materiale, som jeg har omkring kølebilen er en annonce i Politken fra d. 12. november 1960 til 12,50 kr.

I Teknos prisliste fra juni 1961 kostede “Dybfrost og Tretorn” 13,50 kr. Det var noget mere end ladbilen til 7,25 og presenningbilen til 8,85 og kan måske være en af årsagerne til at bilmodellen ikke solgte så godt.

Som som ofte før kan man hente mere præcis viden hos den svenske agent Berico, som nævnte modellen som kommende nyhed i en notits i “Leksaklandet” i juli 1961. Berico fremhæver endda, at det kun er varianten Tretorn, der kommer til Sverige. Det kan selvfølgelig have ændret sig, men det giver god mening, da Tretorn var et svensk firma.

Notits fra Berico, som dog nævner at der er tale om en kølebil.

Det er til gengæld det eneste materiale, som jeg har omkring Tretorn bilen, men mit gæt er at den fortsat er udkommet indtil 1965, hvor de alle kølebilerne udgik.

I de danske prislister fortsætter Dansk Dybfrost indtil juli 1965, hvor modellen sidste gang er nævnt i danske prislister.

Modellen Elias B. Muus kommer ind i prislisterne i juli 1964 og er med sidste gang i juli 1965 i det materiale, som jeg har, så den er formentlig også udgået med de øvrige med kun et år på markedet.

Bilen optrådte også i Teknos egne kataloger.

Ovenfor Teknos katalog fra 1963
Ovenfor Teknos katalog fra 1965/66, hvor det er en mærkelig tegning af en neutral bil som er vist.

Det var kun Carlsberg sættebilen, som blev nævnt i 1961 kataloget.

Legetøjstidende bragte en annonce i oktober 1964, hvor de viste bilen fra U.N.

Men allerede i september 1964 bragte Legetøjstidende en særskilt annonce med U.N. bilerne.

Flotte modeller som helt sikkert har solgt godt. De skulle også være blevet forhandlet på Cypern.

Bilerne blev også eksporteret til udlandet, hvor de er nævnt i reklamer og lister i fx i Belgien, Holland og Frankrig.

Kølebilen som model fik dermed kun ca. 4 år på markedet, hvilket er meget lidt for en Teknobil, som gennemsnitligt vel havde omkring otte år på markedet. I følge salgschefen på Tekno Poul Fjeldgaard solgte Expressen ikke godt og navnlig kølebilen havde ikke rigtig fat i publikum. Derfor valgte Tekno at lade den udgå og erstatte den med brandsprøjten.

Men der er faktisk en del kølebiler – den er ikke sjælden, men der er heller ikke mange af dem.

Tekno gav ladbilen nr. 455, presenningbilen nr. 456, kølebilen nr. 457, sættebilen nr. 458 og brandsprøjten nr. 459 i serien.

Modellens detaljer:

Kølebilen er bygget over grundbilen, hvor alt er genbrug på nær laddet med kølekassen.

Laddet består af to dele. En underdel, som også udgør chassisrammen og bladfjedrerne, som holder baghjulene. Til forskel fra andre modeller valgte Tekno en løsning, hvor baghjulene blev holdt fast af en metalbøjle. Det har været vanskeligt at sætte hjulene fast på andre måder.

Underdelen af laddet er ret simpel – der er markeret for bagskærmene og baglygterne og der er markeret for bund, ellers er der ikke gjort meget ud af den. Selve kølekassen er monteret ovenpå på laddet med fire nitter. Den har til forskel fra brandsprøjten ingen graveringer til sidedørene.

Den har bagdør, som kan åbnes og lukkes, som var lidt usædvanligt for Tekno i 1961. Det var ganske få af Teknos produkter, der på det tidspunkt havde funktioner som døre, der kunne åbne. Mange havde funktioner med stiger o.s.v., med ellers var det kun autotraileren, ruderammen på Willis jeep og dørene i traileren som kunne åbne og lukke.

Bagdøren har et lille håndtag til at åbne og lukke med.

Kølebilen består kun af 28 dele. Den nåede ikke at få interiør og rat og er også kun lavet med transparente forlygter.

Langt de fleste kølebiler havde hjul af typen med 10 hjulmøtrikker, men der findes også biler med hjul af typen med 6 møtrikker, som løber rundt på akslen.

Bilen har et forbillede, da der findes billeder af den på Internettet, som ligner ret godt. De er dog længere end Teknos model.

Teknos kølebil er kun 135 mm lang, som også er kortere end ladbilen som er 141 mm lang.

Alt i alt en simpel konstruktion men en fin Teknobil, som altid tiltrækker samlere.

Volvo Express presenningbilens værdi:

Værdien på modellen afhænger meget af hvilken variant, der er tale om. Der er klart flest af Dansk Dybfrost, som har den laveste værdi og klart færrest af den svenske ICA, som har den højeste værdi. Volvo Express kølebiler vurderes til at være over gennemsnittet for Teknobiler, dog uden at de opnår imponerende høje priser sammenlignet med hvor få af dem der er på markedet.

Er der noget jeg skal passe på?

Bagdøren kan gå i stykker ellers er det en stærk konstruktion. Der restaureres flittigt, når vi taler om Volvo Express, så man skal kigge sig godt for, hvis man vil sikre sig en original bil – især de sjældne af slagsen.

Ruder:Ja 
Affjedring:Nej 
Styretøj:Nej 
Interiør:Nej 
Løse lygterJa 
Løse kofangereNej 
Bevægelige dele:Ja Bagdør
Blink:Nej 
Decaler:Ja På firmabiler
Samlet med: Nitter 
TofarvetNej 
Blist-car modelNej 

Decaler: 

Kølebilen er kun lavet med decaler som reklamer for firmaer. Der er ingen standard decaler.

Æskerne:

Kølebilen udkom som de øvrige i serien i en flot papæske, med en illustration på to sider af kølebilen tegnet med to biler og Volvo logo og illustrationer af dels en Volvo 544 og en Volvo Amazon på de andre sider. Endeflapperne ligner mange andre æsker med firmanavnet og produktionsnummer 457 påført.

Modellerne:

Der blev som nævnt ikke fremstillet ret mange varianter af kølebilen. Jeg tror egentlig ikke, at der findes andre end de allerede kendte biler. Det var ikke en model, der appellerede til hverken Tekno eller firmaer. Der var sjovere modeller at kaste sig over.

Nr. 457, Dansk Dybfrost, med tekst “Dansk Dybfrost A/S” på bagdøren:

Dybfrostbilen er fremstillet med to forskellige decaler på bagdøren, ellers er bilerne ens.

Nr. 457, Dansk Dybfrost, med tekst “Dansk Dybfrost” og logo på bagdøren:

Nr. 457, Tretorn Helsingør:

Tretorn var en svensk virksomhed som lå i Helsingborg. De fremstillede hovedsaglig galocher, sko og gummibolde. Den hed oprindelig “Helsingborg Gummifabrik”, men fik i starten af 1930.erne etableret en fabrik i Helsingør. fabrikken lukkede i 1973. Det må jo være Tretorn i Helsingør, der har bestilt bilen hos Tekno – eftersom der står Tretorn/Helsingør på bagdøren.

Nr. 457, Elias B. Muus:

Der var tale om en fabrik, der lå i Odense og som fremstillede korn og foderstoffer.

Billederne nedenfor viser en bil, som blev solgt på auktion i 2019. Det er en forsendelse fra Elias B. Muus til en forretningsforbindelse. Bilen er imidlertid aldrig pakket ud før nu.

Nr. 457, ICA (S):

Bilen på billedet nedenfor er restaureret. Den originale bil har interiør og faktisk også diamantlygter, så det må være en sent fremstillet udgave af kølebilen. Den er sjælden.

3 Tilbagemeldinger til Volvo Express kølebil, nr. 457

  1. Thomas Claesson

    15. jul, 2020

    Hej!

    Jag sålde i september 1994 en Tekno 457, “ICA”-bil till Espinasse i Paris. Den bilen hade inte någon interiör.

    M v h

    Thomas

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      15. jul, 2020

      Hej Thomas
      Enig – det fortæller bare at den er før interiøret blev lavet. Du kan sikkert også finde de andre med interiør.
      peter

      Reply to this comment
  2. Thomas Claesson

    15. jul, 2020

    Ja, det stämmer säkert.

    Thomas

    Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding