STA75011

Super Sabre F100 nr. 787

Skrevet d. 19. feb, 2021 af in Fly

Super Sabre F100 nr. 787 (august 1956-1969)

Midt i 1950.erne gik Teknos samarbejdspartner Termax ind i modelflyproduktionen.

De havde allerede i 1955 udviklet Hawker Hunter og MIG 15, næsten som et par. Nu kom næste trin på stigen, som også var to jagermaskiner, nemlig amerikanske Super Sabre F100 og franske Super Mystére.

Da historierne om jagermaskinerne ligner hinanden meget, vil jeg henvise til artiklerne med Hawker Hunter og MIG 15 for en mere generel beskrivelse af jagerserien.

Super Sabre F100´s historie:

Super Sabre F100 var en amerikansk jetjager og den kom lige i hælene på Hawker Hunter og MIG 15. Hvor den britiske jager og den russiske maskine udkom i 1955, kom Super Sabre på markedet i 1956. Den optræder ikke i prislister, annoncer eller lignende i det materiale, som jeg har før i 1956.

I legetøjstidende fra januar 1956 præsenteres Super Sabre som nyhed lige i hælene af de to øvrige maskiner.

Notits fra Legetøjstidende fra januar 1956.

Den blev også taget med i en annonce i Legetøjstidende fra august 1956. Maskinen er sikkert udkommet henover sommeren i 1956.

Herfra blev Super Sabre nævnt i alle prislister og kataloger fremover som en fast del af Teknos sortiment. Den kostede 4,75 kr.

Forhandler kataloget fra 1956, hvor flyverne blev kaldt Jetflyvemaskiner.
Annonce fra Illums fra 1956, hvor Super Sabre også er udkommet.

Flyvemaskinen blev selvfølgelig også eksporteret til mange lande herunder Sverige, hvor prisen var 3,85 skr. for Super Sabre i 1956.

Flyvemaskinerne var også med i Teknos store katalog fra 1958.

Teknos store forhandlerkatalog fra 1958.
Tekno brochure fra 1958, hvor Super Mystére også vises.
Brochure fra Tekno fra 1958.

I 1960 var prisen steget til 5 kr.

Berico udgav en lille brochure i 1960 med blandt andet flyvemaskiner. Caravellen er ikke nævnt, fordi den ikke var udkommet endnu.

Brochure fra Berico fra 1960.

Hele flyserien er intakt i Teknos kataloger fra 1961/62, 1963/64 og fra 1965/66.

1961-62
1965-66.

Jeg har en prisliste fra juli 1967, hvor jeg med sikkerhed kan sige, at alle seks flyvemaskiner i serien stadig er samlet. Hawker Hunter, MIG, Super Sabre og Super Mystére, havde fået samme pris nemlig 7,25 kr. DC kostede 14,50 kr., og Caravellen 16,50 kr. Jeg har ikke en liste fra Tekno fra 1968, men jeg har en svensk liste, hvor det nu kun er Super Sabre/Mystere og Caravellen, som blev udbudt.

I Teknos katalog fra 1968/69 er det også kun disse tre fly, som var taget med.

1968/69.

Rigtig mange af Teknos produkter udgik i 1969 og produkterne fra KIRK havde Tekno ikke mere rettighederne til, så de udgik helt sikkert senest i 1969.

På den baggrund må jeg konkludere, at Super Sabre, Super Mystére og Caravellen udgik i 1968 eller senest i 1969.

Der har sikkert været behov for at slanke produkterne og derfor har Tekno valgt kun er fortsætte med tre af maskinerne fra 1967 – 1969, hvor det så var slut med flyvemaskinehandel fra Tekno.

En lang og flot karriere på 13 år for Super Sabre er vel også ok. Der er stadig masser af dem, også i flot stand.

Super Sabre´s detaljer:

Jeg finder, at Super Sabre er klart den mest interessante jager. Det er en flot jagermaskine og de store bomber og den forsænkede halevinge, får den til at se frygtindgydende ud.

Jeg har læst på Internettet, at den russiske MIG 15 og amerikanske Super Sabre kæmpede mod hinanden i Koreakrigen. Der virker Super Sabre som den flotteste maskine uden dog, at jeg skal kloge mig på deres formåen i det virkelige liv.

Det er utvivlsomt førstesvenden på Termax, Christian Andersen, der fortsatte udviklingen af flyvemaskinerne. Han havde en evne til hele tiden at bygge ovenpå. Han udnyttede den erfaring, han fik fra de tidligere produkter til at lave modellerne stærkere og udvikle dem, så de kunne noget ekstra.

Det er det stof en dygtig udvikler er gjort af – aldrig at være tilfreds og aldrig at give op.

Hvor Hawker Hunter, som var den første maskine, var fremstillet i tre hoveddele, blev Super Sabre fremstillet i to hoveddele – en krop med vinger og et haleparti, hvor kropsdelen var gjort betydelig stærkere end forgængerne.

På kroppen kan man tydeligt se centerlinjen lige nøjagtig på linje med vingerne. Der er hul til cockpittet og huller til hjulkasser og skroget er hult næsten hele vejen igennem. Indsugningshullet er ret dybt, hvilket tilsammen gør maskinen meget let.

Flyvet har ingen graveringer udover “Super Sabre F 100” og “Tekno Denmark”.

Hjulene er sat fast, som på alle de øvrige jagermaskiner, ved hjælp af en lille bladfjeder, som var nittet fast på undersiden af vingen. I dette tilfælde holder nitten de to bomber også. De to landingshjul har løse hjul, som kan dreje rundt. Det fungerer fint og undgår man vold går hjulene ikke i stykker.

Der er naturligvis også et lille næsehjul, som kan svinges op i skroget. Der er gjort lidt mere ud af landingshjulene, som har form som de rigtige hjul. Næsehjulet blev forstærket og fastgjort med en kraftigere klods, men virker på samme måde som forgængerne med en lille fjeder, som holder hjulophænget fast.

Halepartiet er ligeledes hult med hul igennem. Halevingen sidder løst og er monteret under maskinen. Øverst på haleroret i hver side ses en vandret streg, som jeg ikke ved hvad er.

Cockpittet er fremstillet i transparent plastik og er den eneste plastikdel på jageren.

Tekno opgiver selv størrelsesforholdet til 1:125. Den består af 16 løsdele.

En rigtig flot flyvemaskine, som er virkelig velkonstrueret. Prøv at søge billeder frem på Internettet og se, hvor flot den er og hvor nøjagtig Termax har ramt originalen.

Modellens værdi:

Jagermaskinerne er ikke i høj kurs og det gælder også Super Sabre. Der er få varianter og det gør dem mindre interessant for samlere. Maskiner med mangler eller som er slidte, koster næsten ingenting.

Hvad skal jeg passe på?

Restaureringer er ikke noget problem – det kan ikke betale sig. Flyet har den udfordring, at den nemt taber halevingen og skader på hjulophæng er almindeligt.

Særlige decaler:

Varianterne er beskrevet under afsnittet om modellerne.

Æskerne:

Jeg vil henvise til artiklerne om Hawker Hunker eller MIG 15 for nærmere beskrivelse af æskerne.

Ovenstående æske er med tysk label. Hvor mange sprog Tekno har brugt ved jeg ikke, men det gælder sikkert for alle varianter af jagerserien af de har labels på fremmedsprog.

Modellerne:

Der findes kun to kendte varianter og det er den amerikanske og den danske udgave. Om der er lavet andre er ikke sandsynligt, men man ved aldrig med Tekno.

Nr. 787-1, Super Sabre U.S. Air Force:

Nr. 787-2, Super Sabre Dansk luftvånen:

Jagermaskinen var tilknyttet det danske forsvar, så det var naturligt at Teknomaskinen også fik danske kendingsmærker. Den kom først til Forsvaret i 1959, så det er formentlig herefter de danske mærker er kommet på. Der er derfor langt færre Tekno maskiner i den danske udgave, som ikke var på markedet så længe.

Mecline:

Super Sabre og i øvrigt også de andre fly i serien, blev også fremstillet på licens i Norge under navnet Mecline. Jeg er dog usikker på om det også gjaldt for Caravellen. De har samme farve, decaler som Teknomodellen, blot med logoet Mecline i bunden. Selv æsken er fuldstændig magen til bortset fra et Mecline mærke på låget.

Ingen kommentarer.

Skriv en tilbagemelding