Salgschefens beretning

Skrevet d. 17. nov, 2012 af in Historier fra Tekno

Fortalt af Peter Frandsen

10. august 2009

Indledning:

Der er ikke mange af de gamle medarbejdere tilbage fra Teknodagene. Men jeg fik på et tidspunkt kontakt til Poul Fjeldgaard (PF), der var ansat på Tekno som salgschef /prokurist fra 1956 – 1966.

Poul Fjeldgaard var på fabrikken i en ret lang periode og kan fortælle en rigtig spændende historie fra Tekno. Hans beretning ligner meget den som E. Spon har berettet i en anden artikel på www.teknosamleren.dk. De beskriver begge Tekno som en spændende arbejdsplads, men også at det var en meget stor udfordring at samarbejde med fabrikant Siegumfeldt, der til tider var direkte hæmmede for virksomhedens udvikling. Hvor Spons beretning er mere teknisk omkring fremstillingen af modellerne er Fjeldgaards mere udadvendt mod den sælgende del.

Poul Fjeldgaard er i skrivende stund desværre uhelbredelig syg og jeg er derfor meget taknemmelig for, at han har ofret tid og kræfter på at fortælle sin historie fra Tekno til glæde for alle os, der har interesse i de små historier fra fabrikken. PF er en fantastisk fortæller og har været brugt i TV udsendelsen ST. 2 på TV 2, hvor han har fortalt spændende historier fra Politihistorisk Museum i København om det ”borende X” med videre. Han har også stillet op til foredrag og mange har haft glæde af hans medlevende måde at fortælle på.

Beretningen er fortalt af Poul Fjeldgaard og er en sammenskrivning af hans egne beretning og de spørgsmål som jeg har stillet ham.

Her er så Poul Fjeldgaards beretning:

Ansættelse:

Jeg var ansat i politiet og var tjenestegørende i Rådet For Større Færdselssikkerhed, der dengang som nu bl.a. laver kampagner for trafiksikkerhed. I den forbindelse havde jeg jævnligt kontakt til Tekno på Rentemestervej, hvor jeg købte biler og andet færdselsudstyr til brug i undervisning, reklamemateriale mv.

STA79872 STA79873

Tekno VW type I med reklame “Større Færdselssikkerhed”.

Jeg havde navnlig kontakt til salgschefen John Hansen, men også til Siegumfeldts datter Esther Siegumfeldt. Jeg havde et godt og solidt job hos ”Rådet” og var glad for mit arbejde, der var meget udadvendt. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at jeg kunne arbejde på Tekno.

Men på et tidspunkt blev jeg kontaktet af datteren, Esther Siegumfeldt der tilbød mig en stilling som salgschef på Tekno. Jeg var meget forbeholden og afslog faktisk tilbuddet i første omgang, men Esther blev ved med at presse på.

Jeg tog imod en samtale sammen med Esther og fabrikanten selv på hans kontor på fabrikken. Siegumfeldts kontor var mørkt og lidt dystert med disse store tunge lædermøbler med brede armlæn, som var så almindelige dengang hos direktører og fabrikanter.

Siegumfeldt sagde ikke ret meget og jeg kan huske jeg bemærkede, at han sad og vippe nervøst med foden, det var sådan en vane han havde. Esther, som jeg på det tidspunkt have et godt samarbejde med ville have mig som salgschef og det samme ville fabrikanten. Jeg havde fortsat mine betænkeligheder, også fordi jobbet var mig uvant, men jeg indrømmer, at jeg synes det var lidt spændende og jeg var også smigret over interessen.

Da fabrikanten så fremlagde et meget fordelagtigt løn tilbud og derudover tilbød mig en kontrakt med 5 års opsigelse med fuld løn var det ikke mere muligt for mig at afslå tilbuddet og jeg startede på Tekno i 1956. 5 års opsigelse var helt uhørt på det tidspunkt og det er det stadig. Jeg blev godt nok advaret af min forgænger John Hansen mod at arbejde på Tekno, men det overhørte jeg, men senere måtte jeg sande, at Tekno var et meget særpræget sted at arbejde.

Jeg fik i begyndelsen meget fordelagtige vilkår. Jeg fik et stort nyindrettet kontor med egen sekretær overfor Siegumfeldts kontor. Jeg havde 4 forskellige sekretærer i min tid på Tekno, hvoraf navnlig en – Bodil Mosbeck var helt fantastisk. Hun var ganske ung og ankommet fra Sønderjylland.

Udlandet:

En af de ting jeg håbede jeg kunne drage nytte af var mine mange kontakter fra ”Rådet” navnlig mine kontakter i udlandet. Tekno havde på det tidspunkt ikke meget eksport og den eksport der var, gik navnlig til Sverige. Jeg var faktisk så naiv, at jeg troede Siegumfeldt ville være glad og tilfreds, hvis vi kunne sælge mange flere produkter i udlandet, men jeg opdagede, at det faktisk ikke var tilfældet. I Sverige benyttede Tekno en agent der hed Falk. Jeg fandt hurtigt ud af, at Falk nok mest plejede sine egne interesser og han gjorde efter min opfattelse ikke gjorde nok for at udbrede salget af Tekno i Sverige.

Jeg pressede på hos Siegumfeldt for at udvide vores salg til mange flere markeder, men Siegumfeldt var notorisk mod alt der var nyt og navnlig hvis ideerne ikke kom fra ham selv. Han sagde direkte, at han var imod eksport, det havde ingen fremtid, det var hjemmemarkedet der var vigtigt. Tekno havde dog en betydelig eksport til flere lande, men jeg følte vi kunne sælge meget mere, hvilket vi da også kom til. Men vores salg kom aldrig i nærheden af fx engelske Corgi.

Det er klart, at Tekno havde en flot andel af markedet i Danmark men der lå et gigantisk marked og ventede ude i verdenen og først og fremmest i Europa.

Problemet med Sverige løste sig selv da det svenske skattevæsen rejste en sag mod Falk og han faldt i unåde hos Siegumfeldt, der vandt den efterfølgende retssag. Falk havde et udestående med skattevæsenet på 250.000 sek., der dengang var rigtig mange penge og navnlig når man tænker på at en svensk krone dengang kostede ca. 1,40 d.kr.

Jeg rejste en del til Sverige og under en tur hjem med færgen mødte jeg sønnen (Peter) fra Reisler, der fremstillede små legetøjsfigurer. Han fortalte, at de havde en agent i Malmø, som de var umådelig godt tilfredse med.

Da jeg var på udkig efter en ny agent i Sverige tog jeg faktisk med samme færge tilbage til Sverige og opsøgte agenten, der hed Anderson i Malmø. Anderson havde forretningssans og var en mand, der var til at stole på. Andersons firma hed BERICO og det var herfra bilerne og legetøjet fra Tekno blev forhandlet fra. BERICO gjorde mange rigtige ting i Sverige og eksporten nærmest eksploderede i årerne fremover.

 

Jeg var i Malmø engang om ugen og købte et 10-turskort af SAS. Når jeg mødtes med Anderson holdt vi møde i en kantine hos et tilfældigt firma. Dengang var der en ordning i Sverige, hvor forretningsfolk kunne benytte firmaers kantiner til møder og forretningsfrokoster. En god og billig måde at afholde et møde på. Sverige blev vores vigtigste eksportmarked og salget oversteg alle forventninger takket være samarbejdet mellem Anderson og jeg selv. Anderson var god til at finde firmaer til vores reklameprogram og der blev fremstillet mange biler med særlige svenske reklamer.

Siegumfeldt nævnte aldrig succesen med et ord. Han virkede nærmest lidt fornærmet og jeg mindes ikke, at han nogensinde besøgte BERICO.

Engang da jeg fløj fra Malmø til København og vi var under indflyvning til lufthavnen, bemærkede jeg en transportmaskine, der havde kurs mod os. Jeg tænke, at den havde piloterne nok set men den kom nærmere og nærmere og pludselig kunne jeg ikke se den mere, men kort tid efter foretog flyet en kraftig drejning og alt væltede på gulvet. Senere fandt jeg ud af, at det havde været meget tæt på at gå galt.

Jeg kiggede konstant efter kontakter ude i Europa og anden rigtig god samarbejdspartner var Rudi Stick i Schweiz, der var legetøjsgrossist. Han solgte mange biler dernede. Det var indirekte en kontakt til Rudi, der stoppede mit arrangement med Tekno, men det vender jeg tilbage til. Jeg fandt også agenter i Tyskland og Holland, hvor navnlig Holland var et godt marked, men også i Frankrig og mange andre steder. I Frankrig startede vi et samarbejde med SOLIDO. Det var en kvinde der havde kontakten til Tekno, men jeg kan ikke rigtig huske detaljer fra aftalen.

Tekno forhandlede biler fra SOLIDO i Danmark, men bilerne kom som færdigsamlede. Hvorfor de har denne særlige etiket på enden af æsken ved jeg ikke (TEKNO SOLIDO i samarbejde), eller hvorfor bilerne har hammerlakeret bund. Det var en rigtig god aftale for begge parter.

 

 

(Bemærk Teknologoet er anderledes end det vi kender fra Tekno)

Hvert år blev der i Nürnberg i Tyskland afholdt legetøjsmasse og der var Tekno selvfølgelig også med. På denne messe træf jeg en finne, der solgte nogle fodboldspil og jeg fik den ide, at han kunne sælge Teknobiler i Finland, hvilket han synes var en god ide. Så kunne vi prøve at sælge fodboldspil i Danmark via Tekno.

Desværre kørte manden galt på vej hjem fra Tyskland og blev dræbt, så der blev ikke mere ud af den aftale.

I Tyskland henvendte jeg mig hos VIKING for at starte et samarbejde op. Jeg fremlagde mine planer for tyskerne og håbede på, at vi kunne lave en aftale som den vi havde med fx SOLIDO. Fordelen med disse aftaler var navnlig, at vi kunne undgå priskrige på bilerne, hvilket var i alles interesse.

Tyskerne var i midlertidig meget arrogante og deres eneste kommentar var faktisk ”hvem er Tekno, vi har aldrig hørt om firmaet”. Da jeg tilbød dem en prøveserie på 5.000 biler grinede de nærmest af mig. Lidt flot holdning fra nogle mennesker, der lige havde tabt en verdenskrig, synes jeg. Men jeg fandt en anden agent dernede.

Jeg synes egentlig det gik godt. Næsten fra begyndelsen af, hvor jeg startede steg salget meget kraftigt og vi var i slutningen af 1950.erne oppe på en månedsproduktion på ca. 80.000 biler, hvoraf mange gik til eksport. Succesen kom ikke af sig selv, det var hårdt arbejde. Konkurrencen fra navnlig de engelske mærker var meget hård.

Selvfølgelig var der optur fra sidst i 1950.erne og op gennem 1960.erne, hvor folk fik flere penge og virkelig havde lyst til at bruge pengene på børnene. For drengene var det bilerne der var i højsædet og interessen var enorm.

Selvom Tekno gennem tiderne har forhandlet meget forskelligt legetøj har det altid været modelbilerne og ingeniørsættene der har tjent penge ind til firmaet. Trælegetøjet, trægarager og de fleste af de andre ting har kun været en underskudsforretning. Udover vores egne ting, fik Tekno også ting ind fra andre fabrikanter som blev solgt via Tekno, som var en forholdsvis stor grossist.

Decaler og æsker:

Jeg gjorde meget ud af at forbedre vores salgsmateriale som fx æskerne til bilerne. Jeg synes de æsker vi og Lange brugte var for kedelige og for dårlige. Jeg var uddannet tegner og begyndte at designe æskerne så de blev mere spændende. Jeg gjorde meget ud af at hele æsken blev udnyttet og benyttede lejligheden til at tydeliggøre, at det var Teknobiler der var i æskerne.

 

Det samme var med Tekno logoet. Det tegnede jeg også op af flere omgange, så det blev mere tydeligt på vores produkter.

 

Decalerne var en Tekno specialitet. Jeg samarbejdede med en mand der hed ”Reschlag” . Han var invalid men havde sit eget trykkeri. Han havde helt fantastiske evner med at trykke disse decaler, som vel nok er Teknos væsentligste varemærke. Ingen andre modelbilfabrikanter kommer i nærheden af Teknos decalserie.

 

Reschlags hemmelighed var en specialmaskine som han købte i Italien. Med Reschlags særlige talent lykkedes det ham at fremstille decaler med tryk på under 1 mm´s nøjagtighed og i svære farver, som ingen andre før ham havde præsteret. Man må tænke på, at den gang var der ikke noget der hed computer og nemme løsninger, det var rent håndværk det hele.

 

Direktøren fra det italienske firma, der havde leveret maskinen rejste selv til Danmark, fordi han var overrasket over hvad hans maskine i virkeligheden var i stand til at producere.

Decalerne blev en guldgruppe for Tekno. Jeg fik ideerne og skaffede kunderne og Reschlag leverede produktet.

Nu var det jo ikke sådan af nye bilmodeller sprøjtede ud fra Tekno, så vi måtte i høj grad finde på nye ideer med de modeller vi nu en gang havde. Derfor blev der produceret Teknobiler med så mange forskellige reklamer på. Det gjaldt varebilerne, men også tankbilerne og næsten alle lastbilerne.

Det foregik på den måde, at jeg henvendte mig til firmaerne og tilbød dem at få deres reklame på bilerne. Betingelsen var, at de skulle betale 25 øre pr. decal og de skulle acceptere 5.000 biler af gangen. De store firmaer var ikke noget problem og navnlig olieselskaberne var ved at falde over hinanden for at få biler med deres reklamer på. Hvis fx jeg fortalte hos Shell at BP havde bestilt 2 modeller ville Shell have 3. De var rigtig gode kunder og bilerne solgte utroligt godt.

Jeg kan huske engang jeg sad ude på Toms Chokoladefabrik og talte med slagschefen. Jeg havde i forvejen sendt en bil til ham malet i samme farve som deres varebiler, som han sad og kørte med på skrivebordet under samtalen. Han var lidt skeptisk overfor ideen, men jeg henviste til, at han selv ubevist ikke kunne slippe bilen foran sig og det var nok det, der fik aftalen til at glide ned. Vi solgte i øvrigt rigtig mange af VW type II bilerne fra Toms og han blev meget tilfreds med aftalen. Det var blot at ringe til ham og han bestilte 5.000 decaler mere. Det var en god ide at sende bilerne i forvejen, de stod næsten altid på skrivebordet når jeg kom og direktører eller salgschefen havde ligesom vænnet sig til dem. Under samtalen fandt vi ud af hvordan decalen skulle se ud.

På den måde tjente vi penge på decalerne og bilerne gik som varmt brød. Jeg vil påstå, at jeg tjente min løn ind mange gange blot på decalerne.

Efterhånden som tiden gik pressede flere kunder på for at få nye modeller for den lille folkevogn type I, og det lykkedes da også at få fremstillet en VW type II og en Taunus 1000. VW type II var klart den bedste. Jeg kan huske ”tæppebilen” blev lavet som begge modeller. De blev kaldt 4 kroners bilerne, fordi en VW kostede 4 kroner.

Jeg havde mit eget regnskabssystem med hensyn til decalerne og bilerne. Jeg førte min egen sorte bog, hvor jeg skrev ned, hvem og hvor mange der købte decaler og samtidig fik jeg oplysninger fra salgsafdelingen om hvilke biler der solgte godt og hvilke der ikke solgte så godt. Vi prøvede så at få gang i de biler, der ikke var så meget salg i ved at udvikle modellen eller sælge nye reklamer.

Den sorte bog kom Tekno til gavn da skattevæsenet engang dukkede op og krævede regnskabsbøgerne udleveret. De ville have ”OMS” (forløberen for moms) af fortjenesten, men Siegumfeldt nægtede at udlevere sine regnskabsbøger. Det var nok også et problem, at vi ikke havde helt styr på salget af decalerne andre steder end i min sorte bog.

Men jeg foreslog at skattevæsenet fik min sorte bog og det kunne Siegumfeldt godt gå med til. Skattevæsenet frafaldt senere kravet om OMS.

Nye modeller:

Fordi det var så svært at få Siegumfeldt med på nye ideer udviklede vi på de gamle. Jeg husker at jeg på en rejse til Sverige så en Volvo Express brandsprøjte, med stige, slanger, pumper og det hele. Da jeg vidste, at vi havde den bil kontaktede jeg vores værkfører, der med få ændringer kunne lave en brandbil magen til. Stigen havde vi helt tilbage fra Triangel modellen og i øvrigt fra VW type II stigebilen og slangerullen brugte vi i forvejen til Scania stigebilen.

 

 

Jeg indhentede faktisk tilladelse fra det svenske firma, der havde lavet pumpen og gitrene for at få tegninger til bilen og tilladelse til at bruge den og pumpen. Brandbilen var et godt eksempel på, hvordan vi udviklede på en ikke så god bil og skabte en rigtig sællert i stedet. Disse udviklinger lavede vi uden at spørge Siegumfeldt. VW type II slangebil og Firestone modellerne er gode eksempler på genbrug af modellerne uden at det kostede ret meget.

Volvo Express lastbilerne solgte i øvrigt ikke ret godt på nær brandsprøjten.

Brand og udrykningsbiler solgte rigtigt godt. Siegumfeldt havde nogle aftaler med Falck om ikke at lave Zonen biler, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad det gik ud på. Det gav lidt fnidder men problemet løste sig da også, da Falck købte Zonen.

Vores Volvo bus var af en eller anden grund også populær. Bilen er lidt kedelig men de rigtige reklamer var det en meget sælgende bil. En dag så jeg en eller anden tilfældig ting, der blev brugt som sparebøsse, og fik så den ide at lave Volvobussen til en sparebøsse. Det var den eneste bil, der var egnet i Teknos program.

Vi startede med at skære hullerne og indkøbschefen, Nielsen skaffede en gummiprop til at lukke hullet i bunden. Jeg tog ud til nogle banker, der var begejstrede for ideen, men de ville have en lås med en nøgle til. Den klarede indkøbschefen, og jeg må sige at salget af bussen eksploderede. Den er solgt til næsten hver lille bank eller sparekasse i Danmark og også til mange i Sverige og Norge.

 

 

Hver lille by havde jo sit eget pengeinstitut dengang, så det blev til mange forskellige decaler. Ingen har overblik over hvor de er leveret hen og til hvor mange.

Mercedes Benz LP 0322 grisebilen var også min ide. Jeg var en dag hos Reisler og så deres bondegårdsgrise. Jeg fik nogle med, da jeg kom til at tænke på Kosangasbilen og det fine rækværk på denne bil. Efter en samtale med Lange, der havde rettighederne til bilen lavede han en grisebil med Reislergrise.

 

 

Tekno gik for øvrigt ikke meget op i figurerne, men det fleste af dem vi brugte kom fra Reisler.

Jeg husker ikke Mercedes Benz PAGE modellen, men selvfølgelig er den lavet på Tekno, men da det er en Langebil, har jeg sikkert fået ham til at lave den, navnlig da der var tale om så få modeller. Normalt ville vi ikke lave under 5000 stk., men Lange har sikkert gjort det.

Ford Lincoln Continentel fik på et tidspunkt et reservehjul. Det havde de første modeller ikke. Det var min ide, at hjulene skulle sidde fast på bagklappen, ligesom på de rigtige biler og hvorfor det ikke er sket ved jeg ikke. Tekno må have lavet om på ideen efter jeg rejste, hvis det ligger løst i bagagerummet, og jeg forstår slet ikke, at det ligger løst, fordi børnene så kan sluge det. Der er nok en eller anden der har spurgt Siegumfeldt, som så har besluttet, at det skulle være sådan.

  

 

Vi havde nemlig det problem, at vores hjul var presset fast på akslerne og navnlig på lastbilerne faldt de for nemt af. Jeg fik mange klager fra børnehaver og vi fik rigtig mange biler retur fra legetøjsforretningerne til reparation. Dengang sendte man tingene tilbage og de blev repareret og returneret igen.

Derfor ændrede vi den måde hjulene blev sat fast på, således at de ikke kunne falde af akslerne.

Det skete, at der kom biler tilbage og engang fik vi en kasse Volvo busser retur fra Japan, hvor ruderne havde fået varmeskader under transporten. De havde ikke været pakket ud og konstruktør Spon fandt aldrig ud af hvad der var sket. Det skete hverken før eller siden og mysteriet forblev uopklaret.

 

 

”Onkel Tekno”
På Tekno udgav vi ikke egentlige kataloger hvert år. Vi havde et forhandlerkatalog som legetøjshandlerne kunne bestille ud fra. Men et egentligt katalog til børnene, det havde vi ikke indtil 1958, hvor vi udgav et op til jul.

Jeg fik den ide at opfinde et begreb der hed ”Onkel Tekno”. Det var min sekretær Bodil Mosbech der administrerede ordningen. Det gik ud på, at børnene kunne skrive til Onkel Tekno med de emner det de nu engang følte de ville fortælle os. De kunne komme med forslag til nye modeller eller forbedringer af dem vi havde. I kataloget fandtes nogle små blanketter, som børnene kunne udfylde med deres ønsker om biler og aflevere til forældrene, som så kunne gå direkte ned i butikken og købe bilen.

Onkel tekno

 

Onkel tekno

 

Jeg har senere hørt, at jeg blev kaldt ”Onkel Tekno” ude omkring.

”Juliatoren”

Til at styre vores salg opfandt Bodil Mosbeck og jeg en ”Juliator” som hang på væggen. Langt de meste af Teknos salg skete i månederne op til jul. Juliatoren var indrettet således, at vi kunne styre bestillingerne og i god tid aflevere dem til Jørgensen, der var værkfører i produktionen. Det var et stort problem hos Tekno, at vi havde svært ved at levere biler til tiden, men det sikrede Juliatoren.

Den inddelte produkterne i 5 kategorier fra 1 – 5, hvor 1 var det de mest sælgende modeller og 5 de dårligste. Et simpelt men effektivt værktøj før computeren blev opfundet.

Der blev ikke gjort meget ud af at føre statistik over hvilke biler der solgte mest og hvor mange der blev fremstillet af hver model. Der findes ingen tal over det. Vi havde heller ikke en samling over de biler eller produkter vi havde lavet gennem tiderne, det kunne ellers være sjovt, men det havde vi bare ikke på Tekno.

Jeg var meget glad for Bodil Mosbech, der havde en meget høj grad af selvstændighed. Hun sørgede for at en masse ting blev gjort og kunne sagtens finde ud at bruge sin tid fornuftigt. Andre sekretærer på den tid skulle man hele tiden være efter med arbejdsopgaver. Når de var færdige med en opgave, sad de og trillede tommelfinger indtil de fik en ny. Jeg mener Bodil blev gift med en ingeniør og flyttede til Vestjylland og jeg har ikke rigtig haft kontakt med hende siden Teknodagene. På et tidspunkt talte jeg med en der havde været værkfører på Tekno, og han overbragte en hilsen fra Bodil, som han helt tilfældigt havde mødt på gaden i Jylland.

 

 

Tekno:

Det gjaldt for mig om hele tiden at få Teknonavnet bredt ud. Jeg kan huske jeg til en messe i Forum fik lavet nogle kæmpe reklameskilte som kunne hænge derude. Jeg kørte lige derud inden udstillingen skulle åbne og opdagede til min skræk, at håndværkerne havde samlet skiltene forkert, så der var nogen der fik travlt med at få det i orden.

Jeg ville gerne udvikle modeller som gaveæsker, men vi havde ikke rigtigt modeller på Tekno der var egnet, så jeg henvendte mig hos Lange, hvor vi fik lavet Mercedes Benz 230 i en gaveæske med en samlet og en usamlet model. Lange fremstillede på det tidspunkt først i 1960.erne biler af bedre kvalitet end Tekno var i stand til.

  

 

Tekno samarbejdede med Lange om salg af biler. Lange var den eneste samarbejdspartner Tekno havde. Samarbejdet med betød, at vi kunne levere flere forskellige modeller i konkurrencen med de engelske mærker Corgi og Dinky, der trængte sig på. Navnlig Corgi var meget aggressiv på markedet. En dag opdagede jeg Corgi`s agent, han hed Cash på Tekno. En eller anden havde lukket ham ind, hvilket han aldrig skulle have været, fordi han jo kun var interesseret i at stjæle ideer.

Ved den lejlighed opdagede han en Tekno nyhed, nemlig prismelygterne. Det var min ide, da jeg havde set min kone havde sådan nogle prismer syet på noget tøj hun havde købt og det var oplagt at sætte dem på bilerne. Indkøbschefen købte perlerne i Tyskland og vi begyndte at sætte dem på bilerne, jeg husker ikke hvilken model (formentlig Volvo P 1800, 1960).

Hurtigere end vi kunne blinke med øjnene havde Corgi lavet biler med disse lygter, dog i en plastikindfatning. Det var meget uprofessionelt at lukke en konkurrent ind på fabrikken.

Men det var i øvrigt helt almindeligt dengang, at man hente inspiration hos hinanden og Tekno´s ingeniørsæt er inspireret af Meccano og motoren en kopi af TRIX, hvilket Siegumfeldt da heller ikke lagde skjul på. Jeg er ikke bekendt med at Tekno havde en aftale med TRIX. Det var dyrt og besværligt med patenter dengang og en konkurrent kunne sælge en bil på ukendte markeder dengang, uden at det nogensinde blev opdaget.

Corgi havde selvfølgelig opdaget prismelygterne alligevel, men det havde været rart at havde været ude i butikkerne med vores biler inden.

Der var selvfølgelig også biler der udgik af produktionen, men jeg ved ikke hvad der blev af formene. På et tidspunkt havde en amerikaner, der hed Joe fået lov at købe nogle forme til en produktion i Canada. Han havde det problem, at hans virksomhed var brændt og han ville ikke have formene inden han havde en aftale med sit forsikringsselskab. Hvorfor ved jeg ikke, men formene blev pakket og var klar. En dag opdagede jeg, at Siegumfeldt havde beordret dem sendt, hvilket Joe ikke var så tilfreds med. Men om der nogensinde blev lavet bilerne i formene eller hvilke modeller der var tale om, ved jeg ikke. Jeg mener det var vores konstruktør E. Spon, der sendte dem, så det må være fra før 1960.

Jeg havde som sådan ikke noget med produktionen at gøre og engang kom jeg ind på fabrikken om aftenen og troede at der var brand, men det viste sig, at det var dampe fra de biler der var blevet malet, der stod og dampede af. Det har sikkert været noget giftigt noget, men folkene i produktionen morede sig længe over min uvidenhed.

TV på besøg:

Jeg kan huske en rigtig sjov historie fra omkring 1960. Der var en fjernsynsudsendelse med den berømte Svend Petersen som vært. Udsendelsen hed ”Fem På Stribe”, og deltagerne kunne få et ønske opfyldt. Drengen der vandt, var vel en 7 – 8 år og da han for åben TV skærm blev spurgt, hvad hans ønske var, ville han gerne se en rigtig legetøjsfabrik. Jeg ringede straks til Danmarks Radio under udsendelsen og allerede under udsendelsen blev det proklameret, at drengen skulle ud og se Tekno. Måske den første TV- reklame i Danmark.

Det blev en festdag for begge, drengen og hans lillebror blev hentet på bopælen og kørt til Tekno, hvor jeg tog imod med rød løber og det hele. Jeg havde samlet Siegumfeldt og de ledende funktionærer på mit kontor, hvor de sad omkring et bord og kiggede på en Volvo P 1800, som var vores seneste model. Det var en journalist, der hed Jimmy Star, der var med fra Danmarks Radio.

Efter at have hilst på Siegumfeldt skyndte jeg mig at få børnene og TV folkene videre gennem fabrikken, hvor de så støberiet og pakkeriet mv. Jeg stolede ikke helt på at Siegumfeldt ville overholde vores plan for besøget, men det gjorde han nu. Han var formentlig benovet over TV´s tilstedeværelse.

Efterfølgende kørte vi børnene over på Bellahøj, hvor min kone havde dækket kaffebord, med kage og chokolade og børnene fik gaver med de seneste nye Teknobiler. Min kone Magda havde også lavet navneskilte til børnene og pakket bilerne ind.

På mit kontor hang der en palet med Lloydbiler malet i mange forskellige farver. Det var paletter jeg fik lavet for Lloyd og Saab, der ønskede disse i deres forretninger, så de på en smart måde kunne vise kunderne, hvilke farver bilen kunne fås i.

Personalepolitik:

Vi havde ingen personalechef på Tekno så jeg satte nogle tiltag i gang. Blandt andet lavede jeg en julekomsammen på Tekno, hvor damerne kunne tage deres børn med. Det var meget populært hos børnene, men også hos møderne. Vi ville normalt ikke have børnene ind på fabrikken, fordi de ikke kunne holde fingrene for sig selv og det skete en del gange, at der manglede varer fra kasser, der var færdigpakkede og sendt til forhandlerne.

Derfor holdt vi denne fest med underholdning og alle børn fik en bil eller noget legetøj med hjem. Jeg kan godt se, det var svært at være dreng og have en mor, der arbejdede på Tekno uden at kunne komme derhen og fylde lommerne.

Når jeg gik rundt på fabrikken kunne jeg iagttage, at det var de samme damer, der sad og lavede de samme arbejdsopgaver dag ud og dag ind. Jeg fik derfor værkfører Jørgensen med på ideen med at lade damerne rotere mellem de forskellige arbejdsopgaver. En god ide synes vi, men damerne blev kede af det, det ville lave det samme, så de kunne parkere hjernen og lade drømmene flyve rundt alle mulige andre steder hen. Men vi forsøgte at være lidt forud for vores tid.

”Banditter på Tekno”

Der blev stjålet en del på Tekno og det skete at vi fyrede ansatte, der blev afsløret i at stjæle. Engang ringede politiet fra St. 8 da de var ”løbet over” en bande som var i besiddelse af rigtig mange ting fra Tekno. Jeg kørte derover, hvor der var 2 store arbejdsborde fyldt med biler og ingeniørsæt mv., stjålet på Tekno. Der var 3 ansatte involveret, bl.a. en i malerafdelingen og det sjove er, at der var biler og ingeniørsæt malet i andre farver end dem vi kendte. Der var ingeniørsæt i mange farver, en ide jeg tidligere havde forsøgt at få Siegumfeldt med på, hvilket han absolut ikke ville høre tale om.

Vi kunne ikke bruge effekterne så jeg bad betjentene om at smide det hele ud. De har nok taget det med hjem, hvilket også var meningen, så en del af disse sjældne ting kan måske findes i dag.

Så 3 medarbejdere på Tekno blev fyret ved den lejlighed.

Det var i øvrigt kutyme på Tekno, at alle medarbejdere fik en ny bil med hjem, når der kom en ny model.

En anden gang opdagede jeg en medarbejder med en ”SS” tatovering på underarmen, hvilket var et problem efter krigen. Jeg var selv politimand og politiet mistede mange gode kollegaer på grund af tyskernes brutale adfærd, så ham fik jeg hurtigt lempet ud af vagten. Der var Siegumfeldt enig, men kan sige meget om ham, men nazisterne brød han sig absolut ikke om.

Lange:

Forholdet til Langes Legetøj var noget meget mærkeligt noget og jeg har aldrig kunne se hvad Tekno havde ud af den oprindelige aftale med Lange. Siegumfeldt indgik formentlig aftalen for at holde priserne på samme niveau og for at få styr på Lange, hvilket var fornuftigt, men problemet var jo, at vi lod Lange sælge biler i Teknos navn, selvom det var meningen, at Tekno skulle stå for alt salg og Lange kun skulle producere produkterne. Lange solgte simpelthen biler uden om Tekno og vi kom dermed til at konkurrere med os selv uden at vi tjente penge på det. Jeg har i øvrigt aldrig set den oprindelige kontrakt fra sidst i 1940.erne, men jeg ved den findes, fordi den ophørte kort efter, at jeg startede på Tekno og der blev indgået en ny.

Siegumfeldt havde aftalt med Lange, at han skulle producere biler med Tekno logo i bunden og i Teknos æsker til de samme forhandlere som Tekno brugte. Han skulle ikke mere fremstille ”Langebiler”, hvilket han dog heller ikke gjorde. Derved kunne Tekno kontrollere priserne så priskrige kunne undgås. Tekno og Lange havde begge fordele ved aftalen. Lange kunne anvende Teknos navn og logo og Tekno kunne sælge bilerne i salgsorganisationen. Aftalen var til stor fordel for Lange. Problemet var, at Lange ikke overholdt aftalen, og han sendte sine egne repræsentanter ud hos legetøjsforhandlerne og solgte biler uden om Tekno og vi kom dermed i direkte konkurrence med os selv, fordi forskellige repræsentanter tilbød de samme biler.

Jeg hørte hele tiden, at Langes folk alligevel gav rabatter mv., ude i butikkerne og forhandlerne ville have det samme fra Tekno. Siegumfeldt var ikke meget for at gå til Lange på det tidspunkt, selv om jeg pressede på.

Lange løste imidlertid selv problemet for os. Han startede med at lave en regulær priskrig, hvor han satte sine priser ned på bilerne med en krone. Det var enormt mange penge svarende til 25 – 30 % af bilens pris. Lange var i konstant pengemangel, så han har sikkert haft brug for nogle hurtige penge ved at sælge ud af sit varelager her og nu.

Siegumfeldt ville svare igen med at sætte priserne på vores biler ned, hvilket jeg ikke bifaldt. Men inden vi nåede så langt fik vi et helt andet og meget mere alvorligt problem på halsen. Lange havde i 1955 sendt Dodge militærserien på markedet. Bilen solgte godt, men problemet var, at Lange ikke havde rettighederne til bilen. De tilhørte Kaj Christiansen (Vilmer), der arbejdede hos Lange. Lange og Christiansen var imidlertid blevet meget uvenner og Kaj Christiansen lagde sag an mod Tekno for at få erstatning for sin bilmodel. Den var solgt som en Teknobil, så han lagde sag an mod Siegumfeldt – sikkert fordi han godt viste, at han aldrig havde fået en øre af Lange.

Siegumfeldt tabte erstatningssagen og måtte betale en formue til Kaj Christiansen. Det bevirkede, at vi endnu engang fik sat en konkurrent i gang for vores egne penge. Christiansen havde gået og forsøgt at lave biler uden succes, men med pengene fra Tekno kunne han etablere sig i Kalundborg og komme i gang for alvor. Det viste sig imidlertid, at Vilmers biler aldrig blev en konkurrent til Tekno, det var de simpelthen for dårlige til. Der var en mand, der hed Poul Andersen, der solgte Vilmers biler, men jeg kender ellers intet til Vilmer.

Oven på den omgang var Siegumfeldt nødt til at sætte Lange på plads. Der blev afholdt et møde i Tivoli i København, hvor Siegumfeldt, jeg selv, Lange og hans højre hånd Frede Nielsen deltog. Mødet blev senere omtalt som Tivolimødet.

Lange havde brudt kontrakten – hvilket han også var klar over og han var mere end interesseret i at fortsætte med at lave Teknobiler og redde det han kunne.

Han indgik derfor en ny aftale, hvor Tekno overtog hele hans salgsorganisation og i øvrigt også hele hans varelager, som alene kostede 800.000 kr. Men der var for over en million, så det var en god forretning. Lange blev stækket således, at han producerede biler som underleverandør til Tekno og intet havde med salgsarbejdet at gøre.

Tekno reddede dermed en god aftale i land, men det kostede mange penge at få styr på Lange.

Lange bestemte dog stadig selv, hvilke biler han ville lave. Der var vandtætte skodder mellem virksomhederne og ikke noget samarbejde om produktion og udvalget af modeller. Lange præsenterede en ny bilmodel, som vi så indrullerede i vores salgsmateriale. Jeg havde nu alligevel indflydelse på nogen af de biler der blev lavet hos Lange.

Der gik dog kun kort tid, så var Lange på den igen og han solgte sin virksomhed til KIRK, som valgte at fortsætte aftalen med Tekno, med Lange som direktør. Vi var lidt nervøse over hvad KIRK ville, men det gav ikke anledning til nogen forandring og aftalen fortsatte som hidtil.

Jeg vil betegne Lange som et meget specielt menneske, som var meget intelligent, men som havde meget svært ved at finde grænsen for god moral. Han havde altid pengeproblemer, fordi han havde et højt privatforbrug og var derfor fristet til at tage nogle chancer. Han var en blændende bridgespiller og tjente en del penge på sit kortspil. Han var et unikum med tal.

Han var i lighed med både Kaj Christiansen og Frede Nielsen tidligere politifolk. Efter krigen sad Frede Nielsen på et tidspunkt i fængsel for sortbørshandel, men Lange, som var i samme afdeling (den afdeling der skulle bekæmpe sortbørshandel) gik fri og de startede efterfølgende virksomhed op efter krigen. Jeg har aldrig interesseret mig for den del af historien, da det var usundt efter krigen at stille for mange spørgsmål om sine (tidligere) kollegaer.

Jeg vil betegne Lange som lidt at en ”bandit”, forstået på den måde, at man ikke skulle stole for meget på ham.

Lange og Frede Nielsen havde i øvrigt også en radioforretning på Frederikssundsvej i København. Jeg mener den hed Københavns Radio.

Men det var en kendsgerning, at Langes virksomhed, som lå på Amager var nemmere at have med at gøre end Siegumfeldt og Tekno. Lange havde gode folk ansat i sin virksomhed og de var virkelig dygtige. Lange selv havde kontor ved Jorcks Passage ved Strøget i København, men udviklings- og produktionsafdelingen lå på Amager.

Jeg havde et rimeligt forhold til Lange og et rigtig godt forhold til Frede Nielsen, der stod for den daglige produktion. Det var meget nemmere at komme igennem med ideerne ude hos Lange end hos Siegumfeldt og selvom jeg var salgschef hos Tekno var jeg tit hos Lange, for at få aftaler om nye modeller.

En dag så jeg en TV udsendelse hvor Sterling Moos kørte et motorløb. Det var omkring 1960. Efterfølgende fik en dreng en modelbil af en Jaguar, som Sterling kørte i. Drengen var glad for bilen, der var en engelsk model, men han spurgte om ikke han kunne få en i Tekno.

Det gik op for mig, at vi måtte have en Jaguar model – og det skulle være en Jaguar E. Jeg indhentede tilladelser og tegninger via Sommers Auto og præsenterede ideen for Siegumfeldt, der selvfølgelig ikke kunne bifalde ideen. Jeg sagde direkte til Siegumfeldt, at jeg ville forsøge at få Lange til at producere bilen og Siegumfeldt kommentar var, ”lad ham da blot tabe penge på den”. Jeg tog ud til Lange og Frede Nielsen og præsenterede dem for ideen, hvilket de synes godt om.

 

 

Vi tilkaldte deres værktøjsmager, der hed Leeager-Larsen. Han var i en klasse for sig selv denne Leeager-Larsen. Han var en ekstrem dygtig værktøjsmager og vi havde ingen på Tekno, der kunne nå hans niveau. Værktøjsmagerne var dygtige på Tekno, men Larsen var i særklasse. Det er blandt andet ham, der lavede Mercedes modellerne med denne utrolige affjedring og disse særlige forlygter. Mercedes lastbil serien er i en kvalitet for sig selv. Mercedes Benz 300 SL lavede Larsen i 1957 og ser man på andre bilmodeller var den langt forud for sin tid. Ingen andre havde noget der kom i nærheden af Mercedes 300 SL i kvalitet ikke engang på Tekno.

 

Han kiggede på opgaven og ville vende tilbage. Efter noget tid ringede han til mig og sagde, at han ville lave en bil, som kunne styre, hvor dørene, fronthjelmen og bagklappen kunne åbne og som var samlet uden skruer, så den kunne skilles ad og samles igen.

Han havde netop lavet DKW Junior og Opel Kadett med et revolutionerende styretøj som ingen andre havde været i nærheden af. I den forbindelse havde han kigget på Corgi´s modeller og opdaget, at deres styretøj lå bag forhjulene og uden affjedring og det mente han godt han kunne forbedre, hvilket han så bare gjorde. Corgis første modeller med styretøj var Mercedes Benz 220 og en Bentley, hvor bagklappen kunne åbne. Flotte modeller men langt fra på højde med Leeagers modeller.

 

Da Jaguaren var færdig beklagede han, at han måtte bruge en skrue, men at han var i gang med den næste bil, som var en Mercedes 230 SL som opfyldte hans drømme om hvad en bil skulle kunne. Manden holdt hvad han lovede og han skabte nogle helt utrolige modeller indtil det hele lukkede. Prøv lige at tænke på, at han overgik sig selv igen og igen med mere og mere fantastiske modeller som fx Mercedes bussen og Oldsmobile Toronado med flere.

På Tekno lavede vi på det tidspunkt Morris Marina, Volvo Amazon og Lincoln, der var gode biler der solgte godt, men de var ikke helt på niveau med Leeagers, selvom det var fine biler, især kunne jeg godt lide Lincoln. Tekno kom så senere med Ford Mustang og Volvo 144, som var gode biler, men det var efter jeg stoppede på Tekno. Tekno havde et lille dyk i starten af 1960.erne i forhold til Lange. Ude hos Lange blev jeg da også hånet lidt for Teknos manglende evne til at skabe de store nyheder.

 

Siegumfeldt ville ikke være med til at lave samlesæt af bilerne, så det blev også Langes biler der blev brugt til det. Jeg kan især huske Lange lavede et meget flot sæt til Mercedes Benz 230 med en samlet og en usamlet bil.

 

Da jeg fortalte Siegumfeldt, at Lange havde lavet Jaguarbilen og jeg havde bestilt 5000 biler anså han mig for at være forrykt og tvivlede på om vi nogensinde ville få dem solgt, men jeg kunne berolige ham med, at de var solgt på forudbestilling og jeg havde bestilt 5000 modeller mere. På det tidspunkt var samarbejdet mellem Siegumfeldt og mig så anstrengt, at vi ikke talte meget sammen. I øvrigt blev det til mange bestillinger på den bil.

For at få lidt styr på Lange tilbød jeg ham, at vi fremover ville tegne æskerne til ham, hvilket han synes var en god ide og de blev herefter designet af en tegner der hed Jarkow og af mig selv.

Langes karriere endte ved at skattevæsenet kom efter ham og han flygtede til Mallorca med en stor skattegæld efter sig. Jeg har hørt han i starten ernærede sig ved at køre turister rundt i bus og senere købte et værtshus. Han var hjemme på et tidspunkt i forbindelse med en familietragedie, men jeg har ellers ingen kontakt haft med Lange.

Herefter var det KIRK der kørte virksomheden videre. Efter Lange satte KIRK sin søn ind som direktør. Jeg var stoppet på Tekno men jeg kunne se, at der blev satset på amerikanske bilmodeller fremstillet af Leeager-Larsen, men tiden var nok løbet fra denne form for produktion, som havde sin storhedstid i 1960.erne. Der blev tjent rigtig mange penge dengang på modelbiler. Amerikanerbiler var gode til eksport, men vi foretrak europæiske modeller som var kendt fra gadebilledet.

Frede Nielsen blev dræbt i en trafikulykke ca. 1½ efter at Lange var stukket af.

Familien Siegumfeldt:

Siegumfeldt var ikke nem og det var anstrengende, at han ustandselig blandede sig og lavede om på tingene. Han var en flink og en rar mand og nærmest lidt genert. Det gik godt i starten men det blev hurtigt værre og værre. Esther Siegumfeldt, som jeg tidligere havde haft et godt forhold til tog naturligvis sin fars parti og der gik ikke længe før vi ikke mere kunne tale sammen.

Jeg fornemmede ofte, at hun blev sendt af faderen, når jeg skulle have noget af vide.

Det var Esther, der afsluttede min ansættelse på Tekno. Mit forhold til hende og faderen var rigtigt dårligt. Vi talte ikke meget sammen og jeg viste, at de meget gerne ville fyre mig, men de havde et problem med min kontrakt, hvor jeg havde 5 års opsigelse. De prøvede derfor på alle mulige måder at drive mig ud af virksomheden.

Det der afgjorde det hele var, da jeg havde lavet en aftale med Rudi Stick i Schweiz om at aftage et stort antal busser med schweiziske reklamer og hvor Esther bag min ryg meddelte Rudi, at han ikke kunne få det antal biler han havde bestilt, men måtte nøjes med færre. Han kontaktede mig, fordi han ikke kunne forstå hvad de skete, men jeg forstod godt hvad der var sket.

Jeg meddelte Siegumfeldt, at jeg stoppede med øjeblikkelig virkning og han ikke skulle bekymre sig om at betale mig 5 års løn. Min kones kommentar da jeg kom hjem var, at ”så kan jeg måske få min gamle glade Poul tilbage”. Det overbeviste mig om, at det var det rigtige jeg havde gjort.
Jeg kom ikke siden på Tekno.

Da fabrikken blev solgt til Algreema var den formentlig meget tæt på konkurs og jeg har fra kilder fået oplyst, at den blev solgt med tab efter faderens død.

Jeg husker Egon Siegumfeldt som en glad og munter mand, men som ikke var meget interesseret i Tekno. På et tidspunkt kom han til Frederikssund, hvor vi afhændede trævareproduktionen og lokalerne blev indrettet til montage af bilerne. Stumperne blev fremstillet i København og kørt til Frederikssund og samlet. Vi hentede varer deroppe en gang om ugen og når jeg selv var deroppe fyldte jeg min Volvo 544 med biler.

Jeg husker tydeligt hvilket enormt arbejde det var at rydde op og støvsuge efter produktionen af trælegetøj.

Vi havde tabt konkurrencen om trælegetøjet til bl.a. LEGO, som Siegumfeldt i øvrigt ikke brød sig om. Han var formand for legetøjsproducentforeningen og han fortalte tit om sine sammenstød med LEGO. Egentligt underligt, fordi vi ikke var i direkte konkurrence på andet end trælegetøj. Produktionen af trægaragerne stoppede ved samme lejlighed, men vi lavede en aftale med en legetøjsfabrik i Valby, der fremstillede garager med Tekno logo. Ingen har overblik over hvilke garager mv., der herefter er lavet og da de aldrig har været på Tekno, er der nok ingen der ved det.

Jeg ved Egon Siegumfeldt døde kort efter fabrikken var blevet solgt. Den eneste jeg kender der tog med til Hjørring var lagerchefen, Sørensen. Jeg ved, at det ikke gik så godt deroppe, de kunne ikke finde ud af at støbe og blandt andet ødelagde de værktøjerne.

Publicity:

Jeg forlod Tekno og startede mit eget firma- Publicity, der var et legetøjsgrossistfirma. Jeg solgte bl.a. bamser fra Sydamerika og andre legetøjseffekter, men jeg må indrømme, at det var en svær branche at overleve i og det krævede rigtig mange penge at etablerer sig, så det blev aldrig den helt store succes, dog var kufferten TRAFIKSPELET NORSTEDTS undtagelsen.

 

 

Svenskere indførte i 1967 højrekørsel og jeg fik den ide, at de i den forbindelse skulle bruge noget undervisningsmateriale på køreskoler mv. Jeg ville lave en kuffert med biler, cykler mv., så man kunne undervise rigtigt i højrekørsel.

Jeg kørte til Göteborg og henvendte mig i Volvos marketingsafdeling med min ide, da jeg var sikker på de ville være med til at sponsorere projektet, men der tog jeg fejl. Volvo mente ikke de lige i øjeblikket havde midler til at støtte sådan et projekt. Jeg tog derfor videre til Scania og fortalte dem, at jeg havde været hos Volvo og de overvejede at være med. Det fik Scania til at slå til med det samme – betingelsen var naturligt nok, at der ikke skulle være Volvo, men Scania biler i kufferten. Der skulle ligeledes være VW modeller, som Scania forhandlede. Scania garanterede for mig overfor banken, så det var muligt at låne penge til projektet.

Vi havde et problem fordi Tekno ikke lavede en Scaniabus på det tidspunkt så vi forsynede Volvobusserne med en Scania decal. Det var ok med Scania.

Mit næste store problem var Tekno. Jeg viste jo godt, at jeg ikke ville kunne købe så meget som en løs lygte på Tekno. Jeg henvendte mig derfor til min gode ven Anderson og BERICO, der jo havde importen af Teknobiler i Sverige. Han var med på ideen og kunne købe alle de modeller han ville.

Jeg havde et forrygende samarbejde med Anderson. Han havde kontakten til legetøjsmarkedet og skaffede figurer, biler, trafiklys o.s.v., mens jeg kørte til Køge og købte Cavalet kufferter og på vejen hjem besøgte jeg en fabrik i Ringsted og fik en aftale vedrørende indmaden, der er lavet i flamingo. Et andet dansk firma fremstillede underlagene med et bylandskab og et landskab fra landet. Jeg kan ikke huske, hvor det blev lavet, men de var temmelig store så de kunne ikke være i kufferten, så de fulgte med i nogle lange paprør.

Vi fik også trykt en brochure, der lå i kufferten. Jeg tegnede selv de illustrationer, der er i brochuren. Jeg havde et særligt problem med cyklisterne. Dem, der fandtes på markedet var for små. Jeg kiggede på Lego´s og Reislers men de duede ikke rigtigt. De var for besværlige at arbejde med på underlagene og i en forkert størrelse.

 

Løsningen var imidlertidig lige foran næsen på os. I samme bygning som BERICO lå et lille firma ejet af en dansker, der hed Poul Jensen. Han havde et lille værksted der kunne støbe i plastik. Han fremstillede nogle gode solide cyklister som stod godt fast på underlaget. De blev kun fremstillet til os. Med to stykker plastik forvandlede vi en cykel til en knallert, således, at der var 4 cyklister og 2 knallerter i kufferten. Jeg mener vi selv sørgede for at få dem malet.

 

Figurerne kom fra Corgi, men jeg ved ikke hvor trafiklyset kom fra.

 

Da vi havde fået samlet det hele sammen tog jeg min hustru og mine sønner med til Göteborg, hvor vi henover en weekend puttede alle tingene i kufferterne. De blev herefter pakket i en stor lastbil og kørt til Stockholm, hvorfra de blev leveret videre.

Bilerne der var i kufferten var Scania, VW og Mercedes Benz. Det var Anderson der købte ind på Tekno og jeg kender ikke detaljerne omkring hvilke decaler der kom på, men det var biler, som Tekno lavede i forvejen. Jeg ved dog ikke, om Anderson fik lavet køreskolemodellen og taxaen specielt til kufferten, men det kunne man jo godt forestillede sig.

Jeg mener der blev fremstillet 5000 stk., men jeg husker det faktisk ikke.

Det jeg kan huske er, at jeg alene tjente 600.000 d.kr på den forretning. Desværre fik jeg vrøvl med det danske skattevæsen og jeg havde et længere slagsmål med dem om hvordan skatten skulle afregnes.

Jensen, der støbte cyklisterne kendte jeg lidt i forvejen, fordi jeg da jeg stadig var hos Tekno havde fået lavet Tårup grønthøsteren hos ham. Tårup henvendte sig flere gange til mig på Tekno for at få lavet en grønthøster i plastik som reklame.

Jeg havde afslået flere gange, fordi Tekno ikke rigtig støbte i plastik, men jeg fik fat i Jensen der påtog sig opgaven. Det blev dog aldrig en succes. Grønthøsteren var utrolig flot lavet, men den gik alt for hurtigt i stykker og vi fik mange reklamationer på den. Jeg stoppede salget, men Jensen fortsatte med at lave dem uden Tekno Logo og i nogle andre æsker. De blev samlet af en dame i København og så vidt jeg husker kom de som byggesæt i plastikrammer ligesom flyvemaskiner mv. som var så populære dengang. Damen samlede dem, puttede dem i æsker og leverede dem videre.

 

2 Tilbagemeldinger til “Salgschefens beretning”

  1. Frank Hammargren

    12. jul, 2017

    Decales !

    Jeg har netop fundet en Mercedes 230 sl med Rallystriber som dem på billedet af Morris Marina’en! herudover også et rundt hvidt nummer med sorte tal (13).

    Jeg er lidt i tvivl om det er en “Original Tekno Model, men både bil og decals ser fine ud (ikke nymalet og på anden måde efterbehandlet).

    Jeg har selv været ansat og haft Tekno og Marklin som mit arbejdsområde i Illum’s legetøj i 64/65. Jeg kan huske disse decals fra et lille retankulært ark med 2 striber og 2 eller 3 nume

    Jeg er i tvivl vedrørende sammenhænget med modellen, men mener at kunne huske at man kunne købe Rally decal arket fra Tekno , eller om det var indlagt i æsken når vi solgte den.

    Kan nogen måske hjælpe her?

    Lidt til problematikken om de mange 230sl variationer

    Venligst
    Frank

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      13. jul, 2017

      Hej Frank
      Du kan rolig regne med at striberne mv. er sat på efter bilen forlod Tekno. Det var meget populært med overføringsmærker både fra plastikbyggesæt eller dem man kunne købe. Fx lavede Scalextric mange forskellige mærker som jeg selv havde meget glæde af.Jeg har nu aldrig stødt på løse ark fra Tekno eller indlæg med mærker til bilerne udover Mercedes lastbilen Kosangas, der var de vedlagt med en vejledning til at sætte dem på. Det er da sjovt, at du har langet Teknobiler ud over disken. Du har vel ikke billeder eller andet du kunne dele med os andre.
      mvh
      Peter

      Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding