30. november 1971

Salgschef hos Algrema/Tekno

Skrevet d. 20. jan, 2020 af in Historier fra Tekno

Salgschef i Hjørring

 

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større – du kan klikke flere gang.

Indledning:

For et stykke tid siden fik jeg kontakt til Jacques Borggild, hvis navn jeg var stødt på i papirer fra Algrema/Tekno i Hjørring.

Jeg tvivlede ellers på, at det er muligt at finde flere medarbejdere hos Tekno, navnlig ikke funktionærerne, som må formodes at have været lidt mere modne, da Tekno eksisterede. Men den var god nok – Jacques Borggild havde ganske rigtigt arbejdet hos Algrema/Tekno.

Her er Jacques beretning fra tiden i Hjørring, som han oplevede det:

Jacques fortæller:

Jeg blev i sin tid uddannet i statskundskab og økonomi i Århus og fik arbejde hos Phonogram, som lå i Greve Stand, hvor jeg også boede på det tidspunkt. Phonogram fremstillede lydbånd og var de første med videobånd. En dag bemærkede jeg, at Algrema/Tekno søgte tre funktionærer til en nystartet virksomhed i Hjørring. Virksomheden søgte en salgschef, en økonomichef og en produktionschef. Jeg søgte og fik stillingen som salgschef blandt 150 ansøgere – hvilket ikke lige var det område, som jeg var uddannet indenfor, men det var det område, der interesserede mig mest.

Artikel i Dagbladet Politiken fra 4. februar 1971.

Vi flyttede til Hjørring omkring 1970 og startede i virksomheden stort set samtidigt med produktionschefen, som hed Winther og økonomichefen (Laurits Ebbesen, red.), som jeg ikke kan huske navnet på. Jeg var kun 25 år, da jeg startede på Algrema/Tekno.

Erik Frost Frederiksen havde indtil da tjent gode penge ved at fremstille dukketøj til de italienske Pusledukker, som han også solgte. Tøjet blev syet hos hjemmesyersker rundt omkring. Frost Frederiksen beskæftigede omkring 1000 syersker, så der blev produceret en masse dukketøj dengang.

Den nye fabrik på Hvedevej i Hjørring var ikke færdig, da vi blev ansat. Derfor havde vi kontor på gammel skole i EM, der lå lige syd for Hjørring.

Artikel i Dagbladet Politiken fra 16. maj 1970.

Artikel i Dagbladet Politiken fra 18. oktober 1970.

Frederiksen fik egnudviklingsstøtte til at opføre den nye fabrik, men købet af Tekno gjorde han med sine egne midler. Derfor ramte det også familien særligt hårdt, da fabrikken gik konkurs. De mistede stort set alt, hvad de havde tjent på dukketøjet. Omvendt levede de meget ekstravagant – de havde et stort privatforbrug og det var tydeligt, at det var en familie, der pludselig var kommet til penge. Frederiksen havde været heldig med dukkevirksomheden, men han var også en lidt bondesnu type, der havde sans for forretning, men drive en virksomhed som Tekno, det magtede han tydeligvis ikke. Blandt andet var de fleste af hans mange børn ansat på fabrikken, uden at de efter min opfattelse bidrog med ret meget godt for Tekno.

Der var meget at se til i starten deroppe. Produktionschefen Winther var en del i København for at forberede flytningen af maskiner og værktøjer. Maskinerne var i dårlig stand og mange af værktøjerne var nedslidte.

De første maskiner blev installeret direkte på den nye fabrik, selvom den ikke var færdig endnu. Montage o.s.v. foregik på en lejet gård i Tårs.

Kort tid efter jeg var ansat hos Algrema/Tekno var jeg på en legetøjsmesse i Nürnberg i Tyskland, som vel var en af de største i verden. Alle ville have Teknobiler. Jeg havde ordre med hjem for 2- 3 millioner kroner, som var et astronomisk beløb dengang. Jeg var naturligvis glad og tilfreds med resultatet og glædede mig til at få leveret bilerne.

Det kom desværre ikke helt til at gå efter planen. Der var mange problemer, der skulle løses. Det var svært at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer i Hjørring og de få, der var med fra København var ikke tilstrækkelige til at opretholde produktionen.

Der var navnlig store problemer i støberiet. Det var slet ikke muligt at holde tidsplanerne og maskiner og værktøj brød ustandseligt sammen. Derudover manglede der styring på fabrikken. Det var ligesom Frederiksen – som jo var direktør – meldte sig ud og ikke ville anerkende, at der var problemer. Der var store diskussioner mellem funktionærerne omkring den retning, som fabrikken skulle tage. Frederiksen havde ansat en underdirektør, som hed Ole Bunk-Jensen. Han kom fra Norge og havde en eller anden relation til Frederiksen, som jeg ikke kender. Men Frederiksen holdt hånden over Bunk-Jensen og støttede ham altid i det, som han foretog sig.

I forhold til min funktion væltede ordrerne ind på Tekno, men vi kunne slet ikke følge med. I stedet for at koncentrere sig om produktionen, var Bunk-Jensen mere opsat på at udvikle nye bilmodeller og opdyrke nye forretningsområder. Det koster mange penge at udvikle nye modeller og det tager lang tid og i stedet for at koncentrere sig om at få det vi havde til at fungere ønskede Bunk-Jensen at indlemme nye produkter som bøger og lignende. Det fandt Bunk-Jensen var vigtigere end at få penge i kassen. Jeg ved egentlig ikke, hvad Frederiksen havde af holdning til det. Jeg kan ikke huske han blandede sig og lagde en strategi for virksomheden.

Jeg havde på den baggrund mange diskussioner med Bunk-Jensen om retningen for Tekno, men det blev, som han ville have det. Han var ligesom meget avanceret – han gjorde tingene meget sværere end de var – og på en måde ingen andre rigtig forstod.

Det betød så, at jeg brugte næsten al min tid på at tale i telefon med kunder, som ikke fik leveret de varer, som de havde bestilt. Det må jeg sige, det sled hårdt på mig – det var ikke særligt sjovt og skulle stå på mål for noget, jeg ikke kunne gøre noget ved. Min opgave var at skaffe kunder og det gjorde jeg.

Jeg tog derfor konsekvensen af de utilfredsstillende arbejdsforhold og sagde op. Arbejdet på Algrema/Tekno var spændende og lønnen var god, men samarbejdet med Bunk-Jensen fungerede ikke. Han var den direkte årsag til, at jeg stoppede. Efter min mening var han ikke egnet til at drive en virksomhed, så det undrede mig ikke, at Algrema/Tekno gik konkurs. I min optik var Bunk-Jensen den direkte årsag til, at Algrema/Tekno lukkede, sammen med Frederiksens manglende evner til at lede den type virksomhed.

For produktionschefen Winther var problemerne endnu større. Han kunne ikke få stabilitet i produktionen og han bad om at få tilført flere nye maskiner og værktøj, men problemet var, at den egenkapital som Frederiksen havde skudt ind i firmaet og de penge, som han havde lånt faktisk var væk allerede inden fabrikken åbnede. Der var ikke penge til de nødvendige investeringer. Jeg kan huske, at han nævnte, at der var et meget stort spild af materialer i de udpinte støbemaskiner, som kom med fra Tekno. Vi købte også nye støbemaskiner.

Jeg har hørt om Termax, der var en forretningsforbindelse til Agrema/Tekno, men udover et enkelt møde med dem, husker jeg ikke noget derfra. De var ligesom ikke en del af salgsarbejdet, som var mit område.

Ingen tvivl om, at Algrema/Tekno var en af de største virksomheder i Hjørring på det tidspunkt og det kom som et chok for lokalsamfundet, da den gik konkurs.

Artikel i Dagbladet Politiken fra 1. marts 1972.

Artikel i Dagbladet Politiken fra 14. juni 1973.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5 Tilbagemeldinger til Salgschef hos Algrema/Tekno

  1. Ole Jacobsen

    21. jan, 2020

    Hej Peter

    Som altid god læsning og nu giver det hele mere mening hvorfor de lukket

    Mvh Ole

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      21. jan, 2020

      Hej Ole

      Der er nok ikke så meget nu viden, men det understøtter jo fint det vi ved i forvejen.

      mvh

      Peter

      Reply to this comment
  2. Sven Thrysøe

    24. jan, 2020

    Ja en del fremgår jo af dine andre historier om Tekno, men jeg var ikke klar over Carmen Curlers senere overtog Teknofabrikken, det var jo et rigtigt industrieventyr, der vel forsvandt lige så pludseligt som det opstod (kvinder med hovedet fuldt af curlers er vel heller ikke det mest charmerende at se på :-))

    Mvh Sven

    Reply to this comment
  3. Hans Jørgen Wagner

    25. jan, 2020

    Umiddelbart virker det som om ånden fra gamle Tekno i København fulgte med til Hjørring. ingen laver alting, rigtigt forkert, eller noget i den retning.

    Carmen Curlers, fik min mor til at spare en masse penge, fordi hun selv kunne lave kryller i håret med de varme kørler. Hun var faktisk så glad for tingen at hun gik ud og fandt en brugt, for man kunne ikke købe dem mere, da hendes egen holdt op med at virke/varme.

    Det er sjovt med legetøjshistorier. De kan tage helt uventede drejninger hvis man følger nogen spor der afsættet i historierne.

    Reply to this comment
  4. Gunner Thalberg

    25. jan, 2020

    Hej Peter.
    Tak for en god artikel om salgschefen i Hjørring.
    Det er rigtigt, at der nok ikke er så meget nyt i historien.
    Man kan sige, at det er et tidligt eksempel på, hvor galt det kan gå når man udflytter en arbejdsplads til provinsen.
    Netop tabet af know how er nok den afgørende faktor.
    Mvh.
    Gunner.

    Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding