Opel Olympia Rekord nr. 806

Opel Olympia Rekord nr. 806

(1955 – 1957)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Jeg fristes til at sige “hvad skete der lige der?”. Opel Olympia Rekord nr. 806 ligner ikke en bil fra Tekno. Kun et halvt år før Rekorden blev frigivet på market, blev VW 1200 nr. 805 udsendt. En meget smuk og vellykket bilmodel, som fik meget ros og reklameplads. VW.en blev bygget op som efter en fremtidig manual over, hvordan modelbiler fra Tekno skulle se ud. Hvorfor fik man så den ide at lave en Rekord, som ikke ligner noget som helst andet fra den tid? Den er underlig klodset og den ligner ikke så godt sit forbillede som VW 1200 gør. Men det er en Teknobil og den er også kvalitetsmæssig i orden. Jeg forstår måske bare ikke helt, hvorfor Tekno valgte at eksperimentere med en ny konstruktion på den måde.

Bilen er godt lavet – kvaliteten var sikret, men det er gåde, hvad E. Spon – konstruktøren ville med den. Hvad årsagen var kan vi kun gætte på, men bilmodellen fik kun ganske få år på markedet før den udgik.

Opel Olympia Rekords historie.

Heldigvis er det nemt at tidsbestemme, hvornår bilerne kom på markedet dengang. Tekno var flinke til med det samme at annoncere, når en ny bil var på vej. I en annonce i Legetøjstidende fra juni 1955 oplyste Tekno, at der tre nye på vej, Dodge militærbiler, et sejlskib og så Opel Olympia Rekord til en pris af 3,95 kr.

Til venstre en annonce i Legetøjstidende fra juni 1955 og til højre en notits samme sted med en præsentation af nyhederne.

Billedet af Rekorden er godt nok ikke ret stort i forhold til da Porsche 356 og MG-TD blev præsenteret, hvilket jo godt kunne tolkes som om, de ikke var helt tilfredse med modellen.

Men ud kom den da. I Sverige kostede den 3,25 sek. Den findes ligeledes i prislister i de lande, som Tekno eksporterede til som fx Sverige, Holland, Tyskland, Belgium mf.

I 1957 var prisen fortsat 3,95 kr., som også var det år bilen udgik. Ja – ganske rigtigt, den udgik efter blot 2½ år på markedet, hvilket må være bundrekord for en Teknobil. Det var mere sædvenligt, at modellerne var på markedet i 8 -10 år. Den er ikke med i det store Tekno katalog fra 1958, hvor hele produktionen ellers var samlet.

Der er alligevel solgt mange af dem på den korte tid, så det kan ikke alene være derfor Tekno valgte at udfase bilen. Hvordan kan det så være, at modellen udgik?

Det ved vi ikke noget sikkert om, men jeg tror, der er flere ting, der kan have spillet ind. Nyhederne væltede ud fra Tekno og fra Langes Legetøj på det tidspunkt, og der var masser på Tegnebrættet. Den er ikke super vellykket, hvilket børnene nok har været ligeglade med, men det er ikke min fornemmelse, at de så sådan på det hos Tekno.

Den har en underlige konstruktion, hvor hjulene sidder lagt inde under bilen og den har noget ustabilt ved baghjulene, der får den til at hænge. Bilen “hænger” også i sit udseende til forskel til den rigtige bil, der netop ser høj ud.

Endelig er der tale om en bilmodel fra Opel, der udgik i 1954 og som blev afløst af en nyere smartere model med et nyere kølergrin. Faktisk tog Tekno en Lion DK Opel Rekord ind i sortimentet på det tidspunkt, som var en nyere model og ovenikøbet havde et størrelsesforhold tættere på 1:43. Af ovenstående grunde tror jeg Tekno lod Rekorden forsvinde i al ubemærkethed. Jeg viste E. Spon en model under et interview med ham, men han kunne ikke huske den, så den har ikke efterladt et særligt stort indtryk hos ham.

Lion DK til venstre og og Tekno Rekord til højre.

Modellens detaljer:

 

 

Når det så er sagt, er Opel Olympia Rekord faktisk en fin lille bil. Den blev som sagt konstrueret af E. Spon, som var konstruktør på Tekno på det tidspunkt.

Det er en meget lille modelbil. Den er i størrelsesforholdet 1:50. Den er 83 mm lang. Bilen består af 18 løsdele.

Selve konstruktionen er atypisk for en Teknobil. Tekno gik væk fra metalbundene med fremkomsten af VW 1200 nr. 805,  så det var naturligt, at Opel Rekord også fik en støbt bund. Imidlertid valgte Tekno at støbe bund og halvdelen af karosseriet i et stykke og toppen af karosseriet i et andet stykke.

Bilen blev samlet med et stykke blik mellem de to halvdele, således at blikket danner en pynteliste hele vejen rundt. Det var smart fundet på, men nok ikke lige en detalje, som nogen satte særlig høj pris på. E. Spon kan dog ikke helt sige sig fri for at opbygge bilmodellerne i lag. Taunus FK 1000 og Volvo bussen er også bygget op i lag.

Graveringerne på Rekorden ligner dem, som Tekno lavede på den tid, men de er lidt tydeligere end på flere af de andre fra midt i 1950.erne. Begge døre med håndtag er markeret. Der er bagklap med håndtag og et flot Opel Logo. Fronthjelmen har ligeledes Opel logo og en tydelig midterliste, samt luftindtag under forruden. Baglygterne er en del af skærmene, og er malet røde eller gule. Forlygterne er løse og transparente. I bunden er der markeret for motor og kardan, som også tjener som forstærkning af bunden. Logo “Tekno Denmark” og “Opel Olympia Rekord” er også støbt med. Rekord er skrevet med en slags skønskrift, som er en fin detalje.

Ruden passer perfekt og er præget fast i taget.

Kofangerne er løse og passer godt til bilen. De er kraftige og lavet på en måde, så de ikke går i stykker. De sidder som limet fast til karosseriet, hvilket gør, at de ikke så nemt bliver revet af, når de hænger fast i gulvtæppet under leg.

Hjulene var drejede hjul, som var standard på den tid. Den har sorte dæk.

Som jeg har set det så tit med Teknobiler, der ikke solgte så godt eller biler, som ikke havde særlige egenskaber valgte Tekno at udsende dem i mange forskellige farver, formentlig for at peppe salget lidt op. Rekorden er ingen undtagelse – den er kommet i mange forskellige farver og navnlig de tofarvede, har mange ukendte nuancer.

Modellens værdi:

Det er ikke en dyr bil. Den appellerer ikke for alvor til Teknosamlere. Bilen er ikke sjælden, men der er ikke mange i Mintbox stand. Jeg synes faktisk ikke at selv sjældne farvesammensætninger er i høj kurs. Der er ikke meget interesse for denne model.

Hvad skal jeg passe på?

Eneste svage punkt er A-stolperne, som nemt knækker, hvis de har fået et slag. Den specielle konstruktion gør den stærk, så den er svær at ødelægge. Pladen i midten stabiliserer den ret godt. Hvis der kommer skader på en rekord er det næsten altid taget, som er defekt.

Tekniske data:

Ruderja
Affjedringnej
Styretøjnej
Interiørnej
Løse lygterja
Løse kofangereja
Bevægelige delenej
Blinknej
Decalernej
Samlet medNitter
Tofarvetja
Blist-car modelnej

Særlige decaler:

Der er ingen decaler på Opel Olympia Rekord.

Æsker:

Der fulgte en fin lille papæske med til bilen, som Opel Olympia Rekord delte med MG-TD, Porsche og VW 1200 nr. 805.  Det var teksten på endeflappen, der fortalte, hvad indholdet var. Der findes en ældre og en nyere æske – den viste er den nyeste.

Modellerne:

Opel Olympia Rekord gennemgik ikke ændringer i konstruktionen i sin korte levetid. Der findes med garanti andre farvevarianter end dem, som jeg har nævnt. Der er fremstillet forskellige ensfarvede versioner, hvilket ikke giver anledning til problemer. Så er der fremstillet ret mange tofarvede udgaver, hvor den farvede bund er blå, rød, bordeauxrød og grøn, men ikke altid i de samme farver som de ensfarvede biler. Toppen kan være beige, gullig og brunlig i nogle nuancer, hvor det er svært at bedømme om bilen er falmet – om Tekno har sjusket lidt med blandingerne eller der faktisk er tale om netop denne nuance, som bilen fremtræder i.

Bilen har den store fordel, at det er nemt og billigt at fremstille tofarvede biler, når karosseriet er i to dele. Måske har det været Spons bagtanke.

Nedenfor et udsnit af de farvenuancer jeg kender til.

1: Sort:

Almindelig farve.

2: Mørkeblå

En meget almindelig farve. Dem er der mange af.

3: Armygrøn:

Taget er opmalet, men bilens grønne farve er original.

4: Olivengrøn:

Det er en anden grøn farvenuance end beskrevet under nr. 3.

5: Beige/blå

6: Hvid/blå

 

Det kan være svært at afgøre om en bil er beige eller hvid, men i dette tilfælde er der tydelig forskel i farven, så jeg har valgt at Tekno leverede bilen i både beige og i hvid. Det gælder muligvis også for alle de øvrige biler med farvesammensætning.

7: Beige/rød

Det er svært at afgøre om den øverste del af bilen er lysebrun eller beige.

8: Beige/bordeauxrød

9: Beige/lysegrøn

10: Gul/lyserød

11: Lysegrøn/mørkegrøn:

 

 

5 kommentarer til “Opel Olympia Rekord nr. 806”

  1. Hej Peter

    Trods den korte levetid og den lidt klosede facon er der noget ved bilen som jeg godt kan lide. Synes de er pænest i ensfarvede så som blå, grøn, sort.

    Hilsen
    Kurt

    Svar
    • Hej Kurt
      Det er rigtigt – det er jo en del af Teknofamilien, jeg synes bare ikke det er den mest vellykkede.

      Svar
  2. Hej Peter

    Har fået en mørkeblå i pæn stand, Men det er som om du har ret.Vellykket det kan jeg ikke sige Den virker meget lille i forhold til de andre Teknobiler.

    Svar
  3. Det interessante ved den er nok den blanke liste på siden. En rustfri plade plaseret midt i bilen, der kikker ud hele vejen rundt — DET er da anderledes. Havde man kunne gøre det da den var ny, så kunne det have været forkromet plastik med interiør … Hovsa ! det gjore Corgi Toys 10+ år efter for at holde liv i en gammel Chevrolet. Og udnyttede metoden efterfølgende til flere andre biler. Den banke del var blot også en del af affjedrings systemet på Corgi bilerne. Men turbine truck serien havde sideliste og interiør i et stykke.

    Svar
    • Hej Hans Jørgen
      Enig – E. Spon havde en tendens med at bygge biler i lag fx. med Opel Olympia, Taunus 1000 FK og også med Volvo bussen.

      Svar

Skriv en kommentar