Montricens beretning

Skrevet d. 26. mar, 2012 af in Historier fra Tekno

Hillerød den 13. april 2010
Skrevet af Peter Frandsen

På et tidspunkt fik jeg kontakt til Evy, der bor på Amager. Hun havde en del fuldstændig nye og ubrugte Tekno biler i originale æsker som hun solgte via en bekendt.

Jeg var selv heldig at få fat i et par af disse flotte biler, bl.a. en Mercedes Benz 0322 kosangasbil, hvor flasker og decaler stadig ligger fuldstændig urørte på ladet sammen med en lille instruktion fra ”Onkel Tekno”. Det er en sjov tanke faktisk at have totalt mintbox biler, hvor man kender den der har samlet dem.

Evy købte bilerne på fabrikken fordi hun ville gemme dem, hvis hun senere fik en søn. En smuk tanke, men desværre fik Evy ikke en søn og hun har haft bilerne liggende siden hun købte dem på fabrikken. Hun fortæller at hun havde en del flere, men hun somme tider gav en til et barn der var på besøg.

Evy´s viden er vigtig når historien om Teknobilerne skal fortælles, navnlig fordi hun arbejdede hos H. Langes Legetøj og sad og samlede bilerne hver dag, hun ved derfor præcist, hvilke biler der er lavet ude hos Lange i perioden fra 1954 – 1962. Det pudsige er, at da jeg talte med Evy første gang, troede hun egentlig hun havde arbejdet for Tekno – men i virkeligheden arbejdede hun i 8 år hos Lange uden at vide det.

Men dels var hun meget ung og dels var Langes forretning svær at gennemskue sammenholdt med, at der udelukkende blev fremstillet Teknobiler, så ingen har vel tænkt nærmere over det.

Jeg har besøgt Evy i hendes hjem på Amager medbringende en stor kasse med biler og det var sjovt at se, hvordan Evy genkendte dem og kunne beskrive farver og særheder ved bilerne. Jeg lagde også mærke til den måde hun tog på bilerne, man kunne tydelig fornemme det håndelag Evy har og som aldrig forsvinder, når man som hun har arbejdet så mange år med at montere Teknobiler. Alle vi Teknosamlere har formentlig en bil der har været gennem Evy´s hænder.

Her er så Evy´s beretning:

Jeg blev ansat som montrice i 1954 hos Lange i Nürnberggade 19 på Amager. Jeg var kun 14 år gammel, hvilket var helt normalt i den virksomhed – hvor der næsten udelukkende var meget unge piger under 18 år. De skulle jo ikke have så meget i løn og der var en del udskiftning efterhånden som pigerne blev 18 år eller de holdt op fordi de blev gravide, hvilket skete jævnligt dengang.

Jeg arbejdede i montageafdelingen, der lå i kælderen.

Herunder et billede af Evy fra 9. november 1954, hvor hun var 14år gammel. Det er sjovt at kende den der sidder og samler Teknobiler i hobetal. Læg godt mærke til arbejdsforholdene, den var nok ikke gået i dag nede i en kælder i en dårlig arbejdsstilling på en stol uden rygstøtte o.s.v.

Da jeg blev ansat fik jeg 1,90 kr. i timen og jeg var en af de heldige, der fik lov at blive da jeg fyldte 18 år. Så steg lønnen til 2,50 kr. i timen. Arbejdstiden var 5 dage om ugen fra kl. 0700 – 1630 – altså 9½ time hver dag, så det var en lang arbejdsdag, men til gengæld havde vi fri hver lørdag, hvilket kun få havde på det tidspunkt.

Værkføreren hed Frede Nielsen og han var en meget flink og rar mand. Det var ham, der stod for den daglige drift i virksomheden. Frede Nielsen var god til at se, når fx en af pigerne havde lidt problemer eller var kede af det.

Det var almindeligt, at pigerne savnede deres kærester når de var inde som soldater og de måske også var gået ned i indtægt, så fik de lov af Nielsen til at arbejde med de bedste akkorder for at tjene lidt mere. Det var fx på de maskiner der fremstillede hjul. De fleste kunne godt lide at lave hjul. Det var et regulært arbejde, der ikke var så besværligt. Der var ansat ca. 10 piger i montageafdelingen

Nielsen var også rar, når man fx spurgte om man kunne købe en bil med hjem til en lillebror eller til noget familie. Så fik man lov at købe bilerne til en billig penge. Det var navnlig op til jul man kunne købe billige julegaver med hjem. Hvordan han så afregnede pengene ved jeg ikke, men vi mistænke ham jo nok for at putte dem i lommen. Tyveri var ikke særligt almindeligt. Vi var glade for arbejdet som var godt lønnet i forhold til andre steder og man ville ikke risikere at blive fyret for at stjæle en legetøjsbil, navnlig ikke når vi kunne købe dem til fornuftige priser.

Jeg købte mange biler med hjem til mig selv, men også en del til familie og venner. Det er også sket, at der har været børn på besøg som har leget med nogle af mine biler og det er som regel endt med, at de har fået dem med hjem.

Jeg havde en god veninde, som jeg skaffede ind på fabrikken. Hun arbejde hos Høghs Lakrids og jeg kan huske hun fik 65 kr. om ugen. Hos Lange kunne hun tjene betydeligt mere.

Lange – som havde virksomheden så vi kun 1- 2 gange om året og til julefrokosten, som han altid deltog i.

Der var ca. 20- 25 ansatte i Nürnberggade. Hvor der ikke var for meget plads. Selve montageafdelingen lå i kælderen, hvor alt fra støbning, afgratning til færdigmontage og pakning i forsendelseskasser foregik. I stueetagen blev bilerne lakeret og tørret.

Det foregik på den måde, at bilerne blev støbt i kælderen – i øvrigt af 2 arbejdsdrenge – det var for hårdt arbejde for pigerne, at stå ved støbemaskinerne. Når emnerne var blevet afgratet og støberesterne fjernet, blev de kørt i elevator til stueetagen, hvor de blev tromleafgratet (fin form for færdigbehandling) lakeret og tørret for så at blive sendt tilbage igen.

Herunder et billede som Evy selv har taget af sine arbejdskollegaer. Bemærk i baggrunden anes skiltet med TERMAX.

Selve produktionen foregik på den måde, at vi sad på en lang række som vi kaldte et bånd. Der var ikke tale om kørende samlebånd, men alligevel en produktionslinje. Vi udførte en eller anden arbejdsopgave, hvor vi tog emnerne og monterede det vi skulle og lagde dem i kasser. Når kassen var fyldt blev den sat over til næste pige, der arbejde videre med dem indtil de var færdige.

Billedtekst: Ovenstående billede af en original kasse fra H. Lange, har jeg fået af en god samlerkollega fra Holstebro. Bemærk ovenstående billede af pigerne ved arbejdspladserne, der kan man genkende kasserne.

Som noget af det sidste lavede vi en ”rulleprøve” med bilen for at se om den kørte som den skulle. Gjorde den ikke det blev fejlen rettet. Det var nu sjældent der var noget galt – det var gode biler i fin kvalitet.

Den sidste arbejdsopgave var at samle kasserne og putte bilerne i. Herefter blev de pakket ind i avispapir typisk 5 af gangen og sendt videre.

Kommentar

Denne lidt specielle indpakning i avispapir kan skyldes, at de blev sendt over på Tekno for at blive pakket om til forsendelse til legetøjshandlerne.

Når vi arbejdede med bilerne skulle vi være forsigtige for de var malet og de skulle nødigt have for mange skader. Det bedste arbejde var, når man havde en opgave man ikke skulle koncentrere sig så meget om, så gik tiden lidt hurtigere, når man kunne drømme sig lidt væk.

Det værste arbejde var at sætte tranfers på bilerne. Der skulle man koncentrere sig hele tiden og det var noget bøvlet noget at sidde med. Man lagde arkene med tranfers ned i et vandbad og det gjaldt om at få dem op på det rigtige tidspunkt, inden de slap papiret og flød rundt i vandet.

Herefter blev de lagt på en lille bakke, hvorfra man tog dem og satte dem på bilerne. De skulle sidde ordentligt og værkføreren var altid efter os, når vi sætte tranfers på. Pludselig var han der og pegede på en bil og påtalte, hvis den ikke sad ordentligt. Der skulle ikke meget til, før de ikke sad ordentligt.

Så måtte man forsøge at bløde dem op igen og sætte et nyt på, hvilket ikke altid var lige nemt.  Det var derfor det ikke var populært at arbejde med tranfers.

Frede Nielsen gik meget højt op i at bilerne var i orden. Der var ikke noget der slap ned i kasserne, hvis der var fejl eller skader på bilerne. Opdagede pakkedamen noget blev det sendt retur.

Standarden blev fuldt meget nøje og der blev ikke lavet ”fis” med bilerne, ved fx at sætte tranfers på andre biler eller andre steder end det der var aftalt. Det tænkte man ikke på og det skete ikke. Det skete selvfølgelig, at en bil blev tabt på gulvet eller den ikke kunne reddes.  Så blev den lagt i en kasse og støbt om. Der var intet der gik til spilde.

Der var altid faste produktionstal. Når vi havde lavet et bestemt antal biler, startede vi på nogle andre modeller.

Der var kun produktion i Nürnberggade, der var ikke modelværksted, hvor der blev udviklet nye modeller eller hvor der blev lavet værktøj til støbning mv. Jeg ved ikke hvor det blev foretaget. I stueetagen lå der et firma der hed TERMAX og det var her bilerne blev lakeret mv., men jeg kender ikke noget til TERMAX og Langes samarbejde.

Omkring 1959 flyttede Lange montageafdelingen til Vimmelskaftet/Strøget i den indre by, hvor der var bedre plads. Der var jeg til 1962, hvor jeg forlod virksomheden.

Jeg kan slet ikke huske jeg er stødt på Teknofabrikken ude på Rentemestervej og jeg har aldrig hørt om Siegumfeldt, så det overrasker mig faktisk at der er tale om 2 forskellige virksomheder.

Det var faktisk blot et arbejde at være hos Lange og der var ikke særlig prestige i at arbejde med legetøj udover hos de drenge som viste hvad vi lavede.

De enkelte bilmodeller:

Forfatteren:

Jeg havde som nævnt ovenfor en stor kasse Tekno med som Evy kunne kigge på. I blandt havde jeg lagt nogle biler som jeg viste med bestemthed ikke var lavet hos Lange. Jeg ville lige prøve Evy af og jeg må sige hun bestod testen med bravour. Hun er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun har set og ikke set før.

Jeg havde også biler med som jeg selv er i tvivl om er lavet hos H. Lange eller hos Tekno.

Bilerne med produktionsnumre i serien 700 og 900 er lavet hos Lange/Kirk, hvor 900 serien er fremstillet efter Evy var stoppet hos H. Lange.

EVY:

Jeg husker tydeligt Buick ambulancen som vi lavede i forskellige farver, rød, sort og hvid. Det var en af mine favoritbiler, jeg synes den var så flot.

evy005

 

Det samme var Dodgemodellerne, som der blev fremstillet utroligt mange af. Jeg husker navnlig ølbilerne, hvor vi lagde små røde eller grønne ølkasser og en lille sækkevogn på ladet. Der var også andre Dodgebiler med tilbehør, som tønder og sække. Tilbehøret lå i små poser. Jeg kan ikke huske om vi selv pakkede disse ting i poser. Jeg kan også huske minidodge som vi også fremstillede rigtig mange af.

Dodgebilerne i militærudgaven kan jeg rigtig godt huske. De var ikke ret gode. De gik nemt i stykker og da det meste var trykket på, gik det ofte løst og faldt af igen. Vi fik iøvrigt aldrig returvarer tilbage – jeg ved ikke hvorfor, for nogle af disse biler må været gået i stykker ude hos kunderne.

Kommentar:

Returvarer er endt hos Tekno på Rentemestervej, hvor de blev repareret. Det er meget interessant, at Evy beskriver militærbilerne som hun gør, fordi de med sikkerhed er konstrueret af Kaj Christiansen (Vilmer) – se Salgschefens beretning – og er tilsyneladende en af de få ting som ikke er konstrueret af E. lerager-Larsen fra TERMAX.   

En bil jeg husker rigtig godt er Opel Record, der blev fremstillet i mange forskellige farver og nogle med malet tag i en anden farve end bilen. Men det jeg bedst husker er de klare plastikkasser de blev leveret i. Jeg ved ikke hvorfor de skulle have andre kasser end de øvrige, men de var meget besværlige at arbejde med og de fyldte utroligt meget på bordet. Man skal tænke på, at vi lavede flere hundrede af gangen og disse kasser var virkelig irriterende at have med at gøre. Kasserne blev normalt først samlet lige før bilerne blev puttet i og det gav aldrig problemer med papkasserne der lå i bundter. Det var yderligere besværligt, at der var et løst låg på kasserne.

 

Jeg husker DKW bilerne og Opel Kadett, som var med styretøj. Det havde vi heller aldrig set før. DKW.erne var de flotteste, også fordi de var malet i flere farver og med malet tag.

Jeg kan godt huske jeg har set Morris Oxford, men det siger mig ikke rigtigt noget – den er lidt kedelig.

Vi lavede ikke så mange lastbiler men jeg synes Mercedes Benz skraldebil er fantastisk flot. Jeg købte straks en da den kom frem og det samme med Kosangasbilen. Tuborgbilen kender jeg ikke, den må være kommet efter jeg stoppede i 1962.

En af de biler vi var allermest imponeret over var Mercedes Benz 300 SL. Den var rigtig flot lavet og i flotte farver. Den kunne åbne bagklappen og fronthjelmen og så sad der en meget fin chauffør i nogle af bilerne.

Scooter, motorcyklerne og værktøjsmaskinerne blev også lavet hos os.

 Forfatterens kommentar:

Jeg var vist Evy nogle af de biler jeg har været lidt i tvivl om er lavet hos Tekno eller hos H. Lange. Hun har aldrig set Pacard og Mercury bilerne, ligesom Evy ikke har samlet flyvemaskiner, de må være kommet til efter 1962.

Nogle har ment, at Ferguson traktoren blev lavet hos Lange, men det afviser Evy og da hun har været hos Lange fra 1954 ville hun have set den. Samlerbørsens Teknobog hævder godt nok, at den udgik af produktion i 1954, men det er næppe korrekt, eftersom den er medtaget i kataloget der kom op til jul i 1958 og i forhandler kataloget fra samme periode. Vi må derfor konkludere, at Messey Ferguson er fremstillet hos Tekno og det samme gælder ovenstående modeller.

Evy har heller aldrig set fiskebilerne eller lavet biler med optræk.


2 Tilbagemeldinger til “Montricens beretning”

  1. Sven58

    26. mar, 2012

    Hej Peter
    Rigtig god artikel, sjovt at få tal på løn, arbejdstider o.s.v. fra 50’erne Man kan godt forstå fabriksarbejdere fik skader og blev nedslidt af de forhold. Også spændende at læse hvad der blev lavet hos Lange af Teknomodeller i det noget indviklede samarbejde.
    Venlig hilsen en trofast læser.

    Reply to this comment
  2. Hans Jørgen Wagner

    14. mar, 2015

    Hej :
    er er interessant at Scooter modellerne er fra Lange med tanke på at nummereringen er med 400, alså Tekno numre. Motorcyklerne er med 700 numre hvilket generelt er fra Lange. Nogen siger så straks hvad med 900 numre. – De er generelt efter Kirk´s overtagelse af lange, og bilerne er fra Termax, der beholder ejerskab af nogen af dem.
    Flyene som du nævner med 700 numre kommer iflg. div. kataloger helt fra 1955, og stopper i 1969 hvor AS/HL aftalen lige ledes ophøre. Tanknen kunnevære at Lange har lavet værktøjet. Lange kunne fremstille delene, eller få dem fremstillet andet sted. Flyene kunne også blive samlet ude i byen måske.
    Det er et forsøg fra min side, på at få nummereringen til at hænge sammen.

    Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding