Ferguson traktor nr. 460

Ferguson traktor

med tilbehør

(1949-1967)

Nr. 460, Traktor

Nr. 461, Mælkekasse m. junger

Nr. 462, Plov

Nr. 463, Kultivator

Nr. 464, Påhængsvogn

Nr. 465, Høstvogn

Nr. 470, Gavesæt

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Ferguson traktorerne var i 1940.erne og 1950.erne for landbruget, hvad folkevognen var for arbejderne. De gjorde en enorm forskel på landet, hvor heste og håndkraft, samt uhensigtsmæssige traktorer gjorde arbejdet meget hårdt. Ferguson lavede blandt andet en traktor med en tre-punktslift – og det var nyskabende på landbrugsmaskiner.

Det var denne model – den lille røde og grå Ferguson traktor, der var Teknos forbillede. Selvfølgelig skulle Tekno have deres egen traktor med tilbehør. Det var godt set, for traktoren blev endnu en mega succes for Tekno og alle de børn, der elskede den.

Der blev solgt et enormt antal af dem både i Danmark, men også i udlandet og der er bevaret rigtig mange af dem.

Ferguson traktorens historie:

Ferguson traktoren er et ægte Tekno produkt fremstillet på Rentemestervej i København. Tekno var tidligt ude med deres lille traktor. Det ældste materiale, som jeg har, der relaterer sig til traktoren er en annonce i Politiken fra 1949 fra stormagasinet “Messen”. “Messen” er navnet på et stormagasin, der lå i Købmagergade i København. Messen lukkede i 1971. Traktoren blev præsenteret som nyhed til 3,75 kr., sammen med Buick ambulancen og Ford taxa. Annoncen fra “Messen” kom godt nok op til Jul 1949, men der er anvendt en tegning, så det er tvivlsomt om Ferguson er udkommet op til Jul 1949 eller i foråret 1950.

Annonce fra stormagasinet “Messen” i Politiken fra 15. november 1949.

Så gik det også stærkt med at få præsenteret Ferguson traktoren. Der er meget reklame for den i løbet af 1950 og nu kom redskaberne også kommet med.

 

Ovenfor annoncerne i Legetøjstidende fra maj 1950 til venstre og til højre fra juli 1950, hvor gaveæsken også var blevet færdig. Det er sjovt med Tekno, hvis man lægger alle priserne sammen bliver den samlede pris 8,75 kr., som er samme pris som gaveæksen. Der var ikke rabat på mængdekøb. 

Ovenfor Illums Julekataloger til venstre fra 1950 og til højre fra 1951. 

Traktoren er med i alle prislister, som jeg kan finde op gennem 1950.erne, både i Danmark og i udlandet.

 

 

Ovenfor øverst til venstre annonce i Legetøjstidende fra november 1955 og til højre fra Illums Julekatalog fra 1955. Ovenfor nederst til venstre løsblad fra Forhandlerkataloget fra 1956 og til højre traktoren i Teknos katalog fra 1958.

Nedenfor en svensk reklameside fra 1955 og en svensk brochure fra 1959.

 

Det interessante er, hvornår Ferguson så udgik igen og det skete ikke samtidigt for alle elementerne i serien. Det er lidt mystisk. Man skulle tro, at der udkom så meget nyt fra Tekno i starten af 1960.erne, at Tekno ville lade Ferguson udgå, men det var ingenlunde tilfældet. I 1963 var hele Ferguson sortimentet, fortsat med i prislisterne og Tårup grønthøsteren var også kommet med på listen. Først i 1966 skete der noget, for her udgik gavesættet og den lille grønne påhængsvogn. Det øvrige kunne man fortsat købe. I 1967 var det kun ploven, som stadigvæk var med i listerne. Resten var udgået og erstattet af  den nye MC. Cormich traktor.

Konklusionen må derfor være, at traktorserien langsomt blev udfaset i 1966 til 1967 efter princippet, “så længe lager haves”.

Men det er også en rekord lang levetid for Ferguson traktoren – fra 1950 til 1967 er 17 år. Det er ekstremt lang tid, men det siger noget om, hvor populær den var. Desværre har det ikke været muligt for mig at finde noget som helst, der kan placere den røde og den grå traktor hver for sig.

Nedenfor annonce i Politiken fra den 27. april 1963. Egentlig ret utroligt at traktoren opnåede at få en annonce i avisen 13 år efter, at den var udkommet. Det er meget usædvanligt.

Der er en lille efterskrift med hensyn til tilbehør til Ferguson traktoren. Tekno reklamerede faktisk for anhængeren til Dodge tømmerbilen nr. 724, som tilbehør til Ferguson traktoren. Den fik sit eget nr. som var nr. 465 og blev markedsført i prislisterne som “høstvogn”. Det er en lille forskel, der er værd at lægge mærke til. Høstvognen udgik i 1960 og nr. 465 blev overtaget af MC Cormich traktoren i 1967.

Det kan lade sig gøre, at spænde høstvognen efter en traktor, men den er nu for stor efter min mening.

Traktorens detaljer:

Det er ikke fordi traktoren sprudeler af detaljer og geniale løsninger. Den har få funktioner, men det er ikke et teknisk vidunder.

Hvis vi starter med chassiset er det støbt i et stykke i en stor klods. Der er nogle få detaljer på motorblokken, hvor vi også finder Tekno logoet. Retstammen er støbt sammen med motorblokken, hvor det løse rat er nittet fast på samme måde som sadlen. Bagpå blokken sidder et lille trækøje til påhængsvognen og to kroge til at holde redskaberne. En lille finesse er et stykke blik på højre side af blokken, som kan bevæges frem og tilbage. Det har den funktion, at det kan hæve og sænke redskabet op og ned. Det giver vel god mening, når det nu var den nyskabelse Ferguson var kommet med på sine traktorer.

Håndtaget, der kan hæve og sænke redskabet. 

Motorhjelmen er løs og kan vippes op og ned. Den er sat fast med et søm gennem blokken. Forrest på motorhjelmen er kølergitteret indgraveret.

Forhjulsholderen er lavet i blik og nittet fast på blokken. Den styrer hjulakslen og holder afstanden mellem hjulene, som enten er magen til hjulene til Ford Taxa eller til Willys Jeep. Når et produkt blev produceret over så mange år, ville det være naturligt, hvis produktet ændrede sig løbende, men traktoren ændrede sig ikke meget, udover lidt andre hjul og hjul og dæk.

Men den havde dog en væsentlig fejlkonstruktion og det var blikket, der holder hjulene. På de ældste modeller var hjulholderen blot “lagt” løst på bunden af traktoren og nittet fast med en nitte. Nitten gik ret hurtigt løs og forhjulene kunne skride ud til siden. Derfor ændrede Tekno konstruktionen, således at hjulholderen fik tilført et lille buk på begge sider af motorblokken, som centrerede hjulholderen og forhindrede den i at dreje rundt.

Traktoren til højre er den første udgave, som blot er nittet fast i bunden, mens modellen til venstre er den sidste udgave, som er centeret til bunden.

Ovenfor til venstre de seneste hjul, som også blev anvendt på Willys Jeep og til højre hjul som er magen til dem fra Ford Taxa.

Dækkene kan variere lidt. Nogle er smalle og andre lidt tykkere.

Ovenfor de tre typer dæk, som jeg kender til.

Påhængsvognen kan også have forskellige fælg og dæk.

Ovenfor til højre fælg fra Ford Taxa og til venstre fælg fra Fiskebilen. 

Fælgene til baghjulene på Ferguson er magen til dem, der sidder på blikbilerne. Det er støbte fælge, som har fået et fint traktordæk monteret. Skærmene er også løse og sat fast på indersiden af hjulene.

Traktoren er 65 mm lang og består af kun 19 dele.

Det er i al sin enkelthed, hvad en model, der holdt sig gående i 16-17 år består af.

Modellernes værdi:

Det siger sig selv, at når Tekno holdt liv i en model i så mange år, var det fordi den solgte godt. Der er bevaret store mængder af dem. Men der er 50 gange så mange røde som grå traktorer. Det påvirker prisen, men traktoren er ikke en dyr ting. Den grå er dog noget dyrere end den røde udgave. Undtagelsen er gaveæskerne, de er sjældne i flot stand og meget eftertragtede.

Er der noget, som jeg skal passe på?

Simple konstruktioner holder næsten altid til meget leg og det gør traktoren også. De mest udprægede fejl er især nitten til rattet, der springer op og falder af. Sædet har tendens til det samme. Disse dele kan derfor være erstattet af uoriginale dele. Dækkene på traktoren er overraskende holdbare. Det er sjældent et bagdæk er dårligt.

Decaler:

Der er kun får decaler på traktoren. Den har en “Ferguson” label på tværs henover motorhjelmen. De kan have forskellige farver. De mest almindelige er en sort tekst “Ferguson” på guld baggrund eller en med lys tekst “Ferguson” på rød baggrund. Der kan være lidt variation i skrifttypen. Det er svært at vurdere, om der er flere varianter, da mange er falmede i farverne. De forskellige typer decaler er brugt både på den røde og den grå traktor. Der er ikke noget mønster.

Redskaberne har også decaler. De havde ingen prægninger med Tekno logo, så Tekno satte en lille decal med teksten “Tekno” eller “Made in Denmark” på redskaberne. Mælkeskuffen og påhængsvognen har ofte en større decal med teksten “Tekno”. Decalerne er sat på fuldstændigt tilfældigt, der er ikke noget mønster.

 

Æskerne:

Traktoren havde sin egen lille papæske. Jeg kender kun til denne ene type, men der kan være andre, som jeg ikke kender til. Der er både en grå og en rød Ferguson på æsken, så mon ikke de er udkommet samtidigt i 1950.

Med dansk og engelsk tekst.

Påhængsvognen er leveret i billedæske og høstvognen i sin egen æske af den gamle type med en bund og et låg og påskrift nr. 465, “Høstvogn” eller pakket ind i cellofan.

 

Til venstre billedæsken til påhængsvognen nr. 464 og til højre høstvognen nr. 465.

Redskaberne blev leveret i transparente plastikposer.

Gaveæskerne beskrives længere nede i artiklen.

Modellerne:

Det er enkelt at beskrive modellerne, for der er kun den samme. Udover farven på den røde og den grå traktor og lidt forskelle i decaler og hjul er traktorerne ens.

Nr. 460, Ferguson, rød :

  

Nr. 460-1, Ferguson, grå:

Der kan være varianter med andre farvenuancer eller andre farver hjul

 

Tilbehør:

De er flotte og vellignende og fremstillet i blik. De var gode til at arbejde i  blik på Tekno.

Nr. 461, Mælkekasse med fire mælkejunger:

 

Til højre original indpakning.

Nr. 462, Plov:

 

Til højre original indpakning.

Nr. 463, Kultivator:

 

Nr. 464, Påhængsvogn:

 

Nedenfor påhængsvogne i originalindpakning.

Nr. 465, Høstvogn:

Nr. 470, Gavesæt 1. udgave:

 

Nr. 470-1, Gavesæt 2. udgave:

 

Mælkejunge:

Mælkejungerne blev støbt i metal og er ca. 20 mm høje.

Diverse:

Blandt diverse papirer, som jeg har fra Berico (Den svenske importør af Tekno) lå denne planche med traktorer. Hvad den har været brugt til ved jeg ikke. Som det fremgår er det en gaveæske, som illustrationerne er klippet ud fra.

 

9 kommentarer til “Ferguson traktor nr. 460”

  1. Hej!

    Sammanslagningen av Masseys och Fergusons traktorer var inte förrän 1953. Före dess var namnet på traktorn Ferguson, så Tekno hade rätt namn 1949.
    Massey-Harris var ett kanadensiskt företag som alltså gick ihop med Ferguson 1953. År 1957 togs namnet Harris bort i varumärket.
    Redan 1948 kom Dinky Toys 27a, Massey-Harris traktor.

    Hälsningar
    Thomas

    Svar
    • Hej Thomas
      Tak for oplysningen – der var en forklaring på at Tekno kun kalder traktoren for Ferguson. Jeg har fluks slettet Messey fra artiklen.

      Svar
  2. Endnu en fin artikel med nye oplysninger for mig:
    De to forkellige typer af forhjul på traktoren, så nu “mangler” jeg en med “lån” af hjul fra Willys Jeep. Desuden brugen af tømmerbilens anhænger som høstvogn. Når man ser dem sammen, ligner det nu også noget fra to forskellige verdener. Endelig nød jeg meget den sidste illustration fra Berico. En meget fin tegning af traktoren.
    Dine bemærkninger om det lille stykke blik, der er monteret på højre side af traktoren, kan jeg dog ikke følge. Når jeg har monteret et redskab – plov eller kultivator – i de to kroge, lægger redskabets stang sig oven på ombukningen af blikket, så redkabet holdes ikke yderligere fast. Som barn kan jeg huske, at jeg brugte blikket eller håndtaget til at hæve og sænke redskabet afhængig af, om traktoren kørte på marken eller var på vej hjem til stalden. Ak ja, gode minder fra barndommen.
    Venlig hilsen
    Ole

    Svar
  3. Hej
    Jeg har netop opdateret artiklen på baggrund af oplysninger fra Ole omkring stormagasinet “Messen” og oplysninger om, at det lille håndtag på traktoren er beregnet til at hæve og sænke redskabet. Derudover er der to slags hjulholdere på traktoren.
    Tak til Ole for disse berigtigende oplysninger, der gør artiklen mere troværdig.
    mvh

    Peter

    Svar
  4. Dejlig læsning
    Det er en super fin lille traktor har selv nogle stykker samt redskaber til dem vender tilbage med billeder på vores dejlige forum
    Mange Tekno hilsener
    Flemming

    Svar
  5. Fin artikel – tak for den. Som dreng flyttede vi fra Vanløse til Stevns, og stor var min mors forfærdelse, da hun så mig solo som 9-årig bag rattet på ‘en lille grå Ferguson’ – et skønt køretøj, som aldrig har forladt mit hjerte. Desværre har forhjulene på modellen en noget for lille diameter i forhold til forbilledet, Ferguson TE20 (Tractor England 20 HK). Diameteren skulle være nogenlunde som som motorblokken er høj, og her mangler der altså en del.

    Svar
    • Hej Hasse
      Tak for dine kommentarer. Forhjulene er ikke korrekte i forhold til forbillede, men Tekno har valgt at bruge hjul, som de havde i forvejen og det vel også ok til en legetøjstraktor.

      Svar
  6. Hej igen!

    Jag har en Tekno 460, röd Ferguson traktor i mint condition och även asken är helt perfekt.
    Jag har även 461, 462, 463 och 464 som alla är mint.
    Framhjulen på 460 är av samma typ som de på 464, dvs genomgående hjulaxlar. Tidigare har jag också haft en grå traktor med röda hjul. Den var också i mycket bra skick. Jag har aldrig sett några originalaskar till 464 och 465.

    Svar
    • Hej Thomas
      Jeg kommer på et tidspunkt med artikler omkring Harvester traktorerne. Der har jeg beskrivelsen af æskerne med.
      mvh Peter

      Svar

Skriv en kommentar