Mercedes – Benz 220 S ambulance nr. 730 – 732

Mercedes Benz 220 S ambulance 730 – 732

(1959 – 1969)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Mercedes – Benz 220 ambulance nr. 730 – 732 er fantastisk godt skruet sammen. Den ligner ikke rigtigt noget andet blandt modelbilerne og adskiller sig på flere punkter fra den måde, man lavede modelbiler på dengang ved at være foregangsmand for flere nyheder. Modellen er populær blandt samlere og der er altid en køber til en ambulance. Der er solgt ufattelig mange af dem og jeg tror ikke, at der findes en samler, der ikke har mindst en Mercedes ambulance stående.

I min artikel om Mercedes – Benz 180 gjorde jeg en del ud af beskrive netop den periode fra 1959 og et par år frem, hvor Termax, som konstruerede disse biler kom med en del forskellige bud på affjedring, interiør, styretøj, rat o.s.v.

Mercedes – Benz 220 S ambulance er meget speciel på de punkter og den er da også, hvad man vil kalde indbegrebet af en ægte Teknobil. Den indeholder en del anderledes og spændende konstruktioner, som jeg kommer ind på længere nede i artiklen.

Mercedes – Benz ambulances historie.

Det ældste jeg har fundet på Mercedes 220 ambulancen er fra en dansk Tekno prisliste fra august 1959, hvor bilen kostede 5,75 kr. i en Falck udgave i henholdsvis sort, hvid og i rød. Hvilken Falck udgave, der er tale om, er jeg lidt i tvivl om, men det kunne være den, med den lille sølvfarvede Falck på bagdøren.

Jeg kan se i prislisten fra 1960, at det kun er den hvide model der omtales og stadig til 5,75 kr. De første modeller havde produktionsnummer 730. Lidt senere kom A9 ambulancen med nr. 731 og endelig nr. 732, som var den hvide og sorte Falck – Zonen ambulance. Men det er en hovedregel. Der er flere modeller indimellem som ikke har selvstændigt nummer.

Nr. 730 – 732 overtog Mercedes ambulancen fra Buick ambulancerne, som sjovt nok udkom i de samme farver.

Ovenfor annonce i Politiken fra 6. august 1960. 

Ovenfor annonce i Politiken fra 29. juni 1963.

Ellers kan man finde Mercedes ambulancen i alle prislister fremover og den blev også brugt i avisreklamer og lignende. Den var en storsællert for Tekno.

I 1962 udkom nr. 731 Københavns Brandvæsen i den velkendte røde og sorte udgave. I Sverige kostede ambulancerne 7,75 sek. I 1963 viser Teknos eget katalog nr. 730, som den sorte eller hvide, 731 som den rød/sorte og underligt nok den røde som nr. 732. Det er første gang 732 anvendes og Tekno synes åbenbart, at det skulle være til den røde. Prisen var steget til 8,85 kr.

   

Ovenstående viser til venstre Teknos katalog fra 1961, hvor modellen har fået den ærefulde plads på forsiden, i midten kataloget fra 1963 og til højre kataloget fra 1965/66, hvor ambulancen har fået udskiftet udrykningsflaget med roterende blåt blink.

Ovenfor annonce i Politiken fra 29. juni 1963.

Billederne i kataloget kan jo nemt manipuleres, men en annonce i Legetøjstidende fra juli 1966 afslører denne nyhed på den sort/hvide Falck ambulance og samtidig meddeles, at der vil køre en stor annoncekampagne i dagspressen. Så flaget forsvandt fra Tekno ambulancen i sommeren 1966, hvor blinklyset tog over.

 

Til venstre annonce i Legetøjstidende fra juli 1966, i midten fra februar 1964 og til højre fra marts 1965.

Ovenfor annonce i Politiken fra 2. juli 1966.

Langt de fleste Mercedes ambulancer fik udrykningsblink, men det var ikke alle. Det vender jeg tilbage til under afsnittet om modellerne længere nede i annoncen.

Man kan læse i vedhæftede artikel ved at følge linket, at Københavns Brandvæsen fik blå roterende blinklys i 1963, så der er gået noget tid inden Tekno fik rettet det til på deres ambulancer.

https://www.bt.dk/krimi/hvorfor-er-blink-blaa

 

Tekno indrykkede en stor annonce i Legetøjstidende i april 1965 med reklame for ambulancen og i de farver den blev leveret i. Det var udgaven med flag og det sjove er, at de oplyser, at der snart vil komme en blå og hvid udgave, hvilket jo aldrig skete. Til højre en annonce fra november 1967 med fine udrykningskøretøjer.

Mercedes ambulancen ses sidste gang i Teknos katalog fra 1968/69 med den velkendte tegning. Det er ret sikkert, at den udgik i 1969 dels fordi Tekno blev solgt til Algrema/Tekno i Hjørring og navnlig fordi samarbejdsaftalen mellem Tekno og Lange/Kirk udløb i 1969, og det var Lange/Kirk, der havde rettighederne til ambulancen.

Den fik dermed rigtig mange år i Legetøjsbutikkerne helt fra 1959 – 1969 og antallet af solgte biler er meget højt. Jeg har et salgstal fra Berico fra 1969, hvor modellen alene solgte 1100 stk., hvilket er ret godt, da der var mange andre interessante modeller i 1969.

Men jeg mener at Mercedes ambulancen er en af de modeller fra Tekno, der er solgt flest af.

Tekno og Mercedes

Tekno og Mercedes – Benz i Danmark var tæt forbundne og Teknos bilmodeller, har en hel side i den store bog om Mercedes.

Nedenfor uddrag fra den store Mercedesbog.

  

 

Ovenstående notits i Leksaktidende fra januar 1962 indrykket af Beric0 fortæller en sjov historie om, at Mercedes modellerne var de mest solgte op til Jul 1961. Samtidig slås det fast, at det er Teknobilerne, som er de mest eftertragtede – også selvom Tekno ikke har været i stand til at opfylde efterspørgslen. Den var den slags små notitser, som Berico var super gode til at lave og man sjældent så fra Tekno.

Særlige modeller:

De mest interessante modeller af Mercedes – Benz ambulancen er de svenske særproduktioner med “Svensk Räddningstjänst” og “Räddningskåren R94“.  Det er meget svært at finde materiale om disse biler, som helt tydeligt er lavet i et meget begrænset oplag. Det er modeller med udrykningsflag, så de er kommet før 1966. Jeg har en reklame for Volvo kranbilen fra Svensk Räddningstjänst fra 1959, så jeg kan godt forestille mig, at ambulancen er kommet nogenlunde samtidigt.

Bilen nedenunder kommer fra Sverige, hvor en kvinde i 1959 reddede en pige fra at drukne i Øresund. Efterfølgende uddelte Svensk Räddningstjänst en fortjenstmedalje til kvinden sammen med bilen. Redningskvinden hed Jane Nilsson, hvis navn også er graveret ind på bagsiden af medaljen sammen med datoen fra redningsdåden. Kvinden er desværre død i dag. En hel fantastisk historie og flot at tingene er bevaret.

 

Mere om de svenske varianter længere nede i artiklen.

Modellens detaljer:

Som det fremgår af artiklen med Mercedes 180, skete der udvikling af en del forskellige modeller hos Termax på kort tid. Der skete også udvikling af forskellige former for affjedring og styretøj som på DKW, Mercedes 300 SL o.s.v.

Men Mercedes ambulancen virker, som om den alligevel var foregangsbil for mange af de øvrige.

Mercedes – Benz ambulance nr. 730 – 732 er udviklet hos Termax, som alle de øvrige Teknobiler i 700-serien. Den holder særdeles høj kvalitet, som bilerne fra Termax alle gjorde, men ambulancen er noget særligt i forhold til den tid, den er lavet på. Termax udviklede modellen, som rummer en del spændende nyheder, som få eller ingen modelbiler havde i 1959.

Ambulancen er noget anderledes opbygget end mange af de andre modelbiler, som hovedsaglig består af en top og en bund. Ambulancen har tre hoveddele. En bund, en top og en mellemdel. Termax har ikke ville støbe karosseriet i et stykke. Jeg tror de har haft brug for noget plads til at arbejde på. Teknisk er der ikke noget til hindre for at karosseriet blev støbt i et stykke.

Modellen er 121 mm lang og da den rigtige bil er 4712 mm lang er størrelsesforholdet 1:39, hvilket er noget større end idealet på 1:43½. Jeg hælder til, at konstruktøren hos Termax har haft brug for ekstra plads til sin affjedring. Grundmodellen består af ca. 32 løsdele, hvilket ikke er så mange, når man tænker på, at den har en del funktioner.

Hvis vi starter med bunden er den flot lavet. Den er ikke så detaljeret, men der er et flot bundkar, kardanaksel og bagtøj. Der er også blevet plads til at markere forstærkningerne i bunden og udstødningen er også med. “Tekno Denmark” logoet nr. “731/732” og “Mercedes – Benz 220 S” er også kommet med. Bunden er som regel sølvfarvet i hammerlak, men den findes også i beige. Farverne, som er brugt er de samme, som blev anvendt på flere andre af Lange/Termax biler fra den periode.

  

Der er hul i bunden bagest til skruen og yderligere et hul foran i bunden, som ingen funktion har. Hvad det har været tænkt til er ikke til at vide, men det kunne være til en ekstra skrue.

Graveringerne på Mercedes ambulancen er for en gangs skyld meget sparsomme. Kræfterne er blev brugt på noget andet. Den har graveret en for- og en bagdør med håndtag og lås, skørter under dørene. Der er blinklygter og pynteliste på forskærmene – og det er sådan set det.

Graveringerne ligger uden på karosseriet, som var kutyme med de ældre biler. Senere blev det ændret, så de blev graveret ind i karosseriet og de dermed fremstod meget tydeligere. Baglygterne er malet røde eller gule og de forreste blinklygter er gule eller røde. Forlygterne er transparante med rillede paraboler. Toppen har et lille luftindtag i taget, et hul til det gule blafrende flag, eller en fordybning til udrykningslygten og to gule lygter og en løs sirene eller lygte.

Den har løse kofangere, hvor specielt køleren er rigtig flot lavet. Den har selvfølgelig en Mercedesstjerne, men der er også blevet plads til en lille stjerne umiddelbart under den store stjerne. En flot Tekno detalje. Ruden er transparent ved forsæderne og malet hvid i bårerummet.

  

Til højre original pose med udrykningsflag, som blev solgt som løsdel.

Rattet er af malet metal og sat fast i mellem stykket – dog var de seneste biler med plastikrat. Sædet er også af metal og er fastgjort i bunden af bilen. Faktisk lægger man ikke mærke til, at der ikke er interiør i bilen.

Bilen er samlet med en 1/8 tommeskrue.

Så udover sædet og rattet var der en anden genial nyskabelse. Jeg tænker selvfølgelig på bilens affjedringssystem. Det er virkelig en gåde, hvordan Termax er endt op med den løsning. Systemet er støbt i plastik, for at det kunne bevæge sig. Det tjener flere formål. For det første skulle det fjedre. Det sker ved at hjulene påvirkes og aktiverer to styr for- og bag, hvori der er monteret to bladfjedre.

Styrerne er støbt sammen med hele plastikenheden. For det andet holder enheden hjulakslerne på plads. For det tredie holder to stag foran på pladstikenheden og sikre afstanden til karosseriet. For det fjerde griber luftindtagene forrest, fat i karosseriet og holder bunden på plads. For det femte er sædet fastgjort i plastikenheden.

Det hele virker perfekt, men det har været en dyr løsning, navnlig for Termax i starten, fordi de ikke havde plastikstøbemaskiner, men fik støbt plastikdelene et andet sted på Amager.

Desværre har systemet en del svagheder. Det er plastik og det er tyndt konstrueret. Enheden er nittet fast i bunden med 5 nitter og det er konstruktionens store svaghed. Hullerne i enheden og en for stram nitning får hurtig enheden til at knække omkring hullerne. Foran sidder nitter lige bag luftindtaget og knækker det der, falder luftindtaget ud og bilen går fra hinanden.

Til trods for det fortsatte konstruktionen uændret gennem hele bilens levetid. Prøv at skille en ambulance ad og studér systemet. Det er værd at kigge på. I 1959 var det enestående i hele verdenen.

Nedenfor vises et system uden skader.

Nedenfor vises, når det er gået galt.

Det kan lade sig gøre at lave en vellykket reparation, som nedenstående billeder viser.

På et tidspunkt var jeg så heldig at få fat i værktøjsmagerens originale modeller til affjedring, hvor man kan fornemme hvordan han har maset med at finde den rigtige løsning til affjedringen. Der har været mange ideer i spil. Det er ting jeg er fantastik glad for at kunne bevare, som en del af Teknohistorien. Der ligger mange timer og mange overvejelser til grund for disse simple værktøjsprøver.

 

Så nærmer vi os noget der kan bruges på nedenstående billede.

Det lykkedes også til sidst et finde den fremtidige model med den kendte spiralfjeder, som jo næsten er taget fra en rigtig bil. Nedenstående er udvikling af affjedringen til Mercedes – Benz 300 SL.

 

Personligt synes jeg ambulancen er noget af det bedste fra Tekno overhovedet, også fordi den fortæller sin egen historie om udviklingens arbejdet med modelbilerne og værktøjsmagernes ukuelige tro på, at det nok skulle lykkedes til sidst.

Modellens værdi:

Mintbox ambulancer er i høj kurs. Der er altid købere til dem. Der er masser af dem, så de slår ikke verdensrekorder rent prismæssigt. Jeg fornemmer ikke den store forskel på de almindelige ting, de koster nogenlunde det samme. Men der er sjældne modeller imellem, som jeg vil komme ind på senere. De svenske biler er til gengæld i meget høj kurs.

Hvad skal jeg passe på?

Den er solid og man kan rimeligt nemt se på den om den har skader, som revnede vinduer og knækkede kofangere. Stjernen er vigtig for prisen. Er stjernen knækket af, trækker det prisen ned. Den kan skilles ad nemt, så ofte er kofangerne udskiftet. Der hvor man skal være mest påpasselig er skader på affjedringssystemet, som kan være rep. eller limet sammen.

Tekniske data:

Ruderja
Affjedringja
Styretøjnej
Interiørnej Dog sæde og rat
Løse lygterja
Løse kofangereja
Bevægelige delenej
Blinknej Dog på de seneste udgaver
Decalerja
Samlet medEn skrue
Tofarvetja
Blist-car modelnej

Særlige decaler:

Den er lavet med forskellige Falck decaler, Falck Zonen og med Zonen loge, Røde Kors logo, Københavns Brandvæsen og de to sjældne svenske ambulancer, Räddningskåren R94 samt Svensk Räddningstjänst.

Æsker:

Mercedes – Benz 220 S ambulance lå i en fin papæske fra vugge til grav. Den ændrede sig ikke i alle årerne. Specialudgaver til det svenske marked lå også i disse æsker. Det er lidt tilfældigt, hvilket nummer, der står på æsken på de biler man ser rundt omkring, men der kan selvfølgelig være byttet rundt på den.

Tegningen på æsken af en bil under udrykning er den samme tegning, der er blevet brugt i det fleste annoncer. På de sidste æsker fjernede Tekno produktionsnummeret og stemplede det på æsken i stedet. Så behøvede de kun en æske.

  

Modellerne:

Mercedes – Benz 220 S ambulancen gennemgik ikke afgørende ændringer i hele sin levetid. Det mest afgørende var da flaget blev udskiftet med blåt blink i 1966. Nogle varianter er lavet både med flag og med blink, men det er langt fra dem alle.

Derudover kan der være bytte om på top og bund på nogle modeller, så er man jo helt tabt. Det burde dog ikke være tilfældet i illustrationerne nedenfor. Jeg har medtaget de modeller, som jeg er rimelig sikker på er lavet hos Tekno. Der er mange sjove imellem og meget for os Teknosamlere at samle på.

Tekno oplyser selv i de første prislister, at de første modeller var Falck i røde, hvide eller sorte udgaver.

730-1, Falck rød:

Jeg har et bud på, hvilke ambulancer, der er tale om som de første. Det var rene Falck ambulancer. Falck opkøbte først Zonen i 1963, så de havde deres egne køretøjer indtil da. Både den røde, hvide, sorte og sort/røde ambulance har en sølvgrå falk på bagdørene, et kors med en falk, samt tekst med Falck bagpå. Nogle få findes også med falken på fordørene. Disse fire modeller under nr. 1, 1a, 1b og 1c er efter min bedste overbevisning kun lavet med udrykningsflag og formentlig kun i perioden fra 1959 – 1963. Den røde og den sorte er de mest almindelige. Den sort/røde er sjælden.

 

730-1a, Falck hvid:

Den hvide udgave er forholdvis sjælden. Billederne er fra Internettet, men bilen er original. Læg mærke til lakken omkring falken på døren – den er firkantet. På de nylavede decaler er de ovale.

730-1b, Falck sort:

I prislisterne skifter Tekno lidt rundt i de farver, som hører til de forskellige numre. Men den sorte går igen hele tiden og er også den mest almindelige af de tre Falck farver.

Nedenfor er falken sat på fordørene. Der er sikkert en af pigerne hos Lange, der har siddet og sovet lidt, som har fået sat dem forkert på.

730-1c, Falck sort/rød:

Endnu en kombination af Falck ambulancen, som er forholdsvis sjælden. Findes kun med udrykningsflag.

730-2, Zonen 

Det er en meget overset bil. Den har et stort Zonen mærke på begge døre og et bagpå. Den er helt sikkert kun lavet med udrykningsflag, da Falck købte Zonen i 1963. Bilen er sjælden.

730-3, Røde Kors med flag:  

Røde Kors ambulancen er ret almindelig både med flag og med blink. Den er også afbilledet i mange af katalogerne. Decalen er også her sat lidt tilfældigt på for- eller bagdørerne.

Nedenfor, udgaven med flag, formentlig fra starten af 1960.erne og indtil 1966.

Nedenfor Røde Kors udgaven med decalen på bagdøren.

730-3a, Røde Kors med udrykningsblink: 

Tekno fastholdte produktionsnummeret 730, selvom flaget blev udskiftet med blink.

730-4, Falck – Zonen sort med flag:

Formentlig den første udgave efter 1963 til 1966, hvor Falck havde overtaget Zonen og det nye navn blev Falck – Zonen. Så giver det meget god mening, at guldteksten “Falck” er forsvundet fra bagenden. Der er ikke mange af dem, men sjælden er nok lidt at overdrive. Læg mærke til at decalen på døren er udformet som et malteserkors.

 

730-4a, Falck – Zonen sort med udrykningsblink:

Efterfølgeren til ovenstående model med decaler, hvor malteserkorset er placeret på en rød firkant fra 1966 – 1969. Jeg synes ikke man ser den ret tit.

 

731-1, Københavns Brandvæsen A-9 sort/rød med flag:

Vel nok den mest almindelige af ambulancerne. Den er alle vegne og ligger stort set i alle legekasser. 1961 – 1966.

 

731-1a, Københavns Brandvæsen A-9 sort/rød med udrykningsblink:

Afløseren for ovenstående fra 1966 – 1969.

 

731-1b, Københavns Brandvæsen A-9 rød med flag:

Lidt mindre almindelig end den sort/røde. Om den er lavet med udrykningsblink ved jeg ikke, men det formoder jeg.

731-1c, Københavns Brandvæsen A-9 rød med udrykningsblink:

Intet billede. Jeg mindes ikke at jeg har set den, men jeg formoder, at den er lavet.

731-2, Räddningskåren R94 (S) med udrykningsflag:

En utrolig sjælden udgave af ambulancen. Der er med sikkerhed lavet direkte til Räddningskåren, som har brugt dem til at dele ud af. Den er kun lavet med flag og sikkert kun i et meget begrænset oplag.

Nedenstående bil er min egen, som jeg har købt i Sverige. Den blev fundet i et dødsbo, og som man kan se, sidder flaget stadig fast i bunden. Kun været ude af æsken nogle få gange. Den er uhørt sjælden selv i dårlig stand. Kun lavet med udrykningsflag. Men det interessante er at bilen er jomfrulig og man derved kan se at den blev leveret i en æske nr. 731. Ingen har byttet om på noget her.

  

731-3, Svensk Räddningstjenst (S) med udrykningsflag:

Nøjagtig som med Räddningkåren er der tale om en særproduktion og en endnu mere sjælden bil. De dukker næsten aldrig op ikke engang i dårlig stand.

 

732-1, Falck – Zonen sort/hvid med udrykningsblink

Sammen med den rød/sorte fra Københavns Brandvæsen er dette den ambulance, der klart er flest af. Den er kun lavet med udrykningsblink. Tekno angiver selv i en annonce fra juli 1966, at det er en ny farve. 1966 – 1969.

Udrykningsflag: 

Flaget blev selvfølgelig leveret sammen med bilen, men kunne også købes i løssalg.

Diverse materiale:

Dette er et eksempel på en bil, hvor der helt sikkert er byttet lidt om på delene. Alt er originalt, men det er bilen vel ikke mere, når delene kommer fra flere biler. Men flot det er den.

Reklamebilleder:

Disse tre billeder er originale fotos, som Teknos repræsentanter havde med ud i legetøjsbutikkerne. De er fra omkring 1968, så mon ikke det var disse tre modeller, der kunne vælges i mellem. Resten er udgået og derfor er de øvrige med blink forholdsvis sjældne, da de ikke er produceret i ret lang tid.

 

 

8 kommentarer til “Mercedes – Benz 220 S ambulance nr. 730 – 732”

  1. Hej!

    Kan nämna att Mercedes-ambulansen inte finns med i Teknos svenska katalog från 1960 (med prislista från maj 1960).
    Kan också nämna att min svåger (Peder Johanson) fick en 731, “Räddningskåren” (R 94), röd/svart, när han var barn på 1960-talet, och den har han fortfarande kvar.

    Hälsningar
    Thomas.

    Svar
    • Hej Thomas
      Du er godt nok hurtig på tasteturet – artiklen er lige lagt op. Det understøtter jo meget godt at der er tale om særproduktioner. Folkene fra Berico kendte den heller ikke. peter

      Svar
  2. Hej Peter.
    Tak for endnu en udførlig artikel om en af Teknos bedste Mercedes modeller, synes jeg.
    En lille sjov historie knytter sig til netop denne model; for mellem 15 og 20 år siden, mødte jeg en ældre herre som havde kørt bl.a. ambulance inde på Hovedbrandstationen.
    Han fortalte, at da Københavns Brandvæsen havde fået denne model, så kørte han den op til Tekno på Rentemestervej, hvor den blev nøje målt og fotograferet.
    Som tak modtog han to eksemplarer af den færdige model til sine to drenge.
    Kollegaerne kaldte ham i øvrigt for Raketten – et godt navn når man rykker ud …
    Gunner.

    Svar
  3. 2 : 730 Zonen
    Det er den hvide ambulance med rød insignia med hvidt kors i centrum.

    Peter du betgner mærket som et stort Zonen mæeke. Det er det imidlertid ikke. Den er den gamle Danske betegnelse for Ambulance eller syge transport. Bruges også på fly, også Tekno fly. Dette mærke brugte alle Ambulance transporter i Danmark.
    Det nye internationale mærke er vidst på alle moderne Ambulancer og er en blå 6 tandet stjerne med en slange der kravler op ad en pind.
    Tekno bogen kalder den for røde kors. Meeen korset er nu alså hvidt på rød bund.
    Rødekors er rødt på hvid bund…

    Svar
    • Hej Hans Jørgen
      Det var en super brugbar information, som du kommer med. Jeg har brugt meget tid på at finde ud at disse mærker på ambulancerne. Kan du så forklare, hvorfor der sidder et Røde Kors mærke bagpå Zonen Packard ambulancen. Jeg har spurgt Zonen klubben mf. og ingen kan komme med en forklaring.

      mvh

      Peter

      Svar
  4. UPS der bliver jeg dig svar skyldig. Det har jeg ikke lagt mærke til, måske fordi jeg ikke har haft mange af Packard bilerne i hånden.

    Og Mercedes igen. I bunden står der 731/32 — Hvad så med de biler der blev solgt som 730 fra 1959-60 ? Min tanke var at det er lidt mærkeligt med støbningen når kassens nr. ikke passer og følger med ?

    Jeg har spurgt hele verden om Râdningskåren der er rød foran. De er altid håndmalet. Nogen gange rigtigt godt. Afmaskinigen er varierende fra både indvendigt til udvendigt af A-stolpen. Og til køleren eller til forlygtens inder side. Det får mig til at tro at bilerne er leveret Rød over Sort af Tekno eller måske af Langes Legetøj ? og reddere i tomgangsperioder, har malet fronten og sat mærker på dørene, i det år der kan være aktuelt.

    Svar
    • Hej
      Vi skal ikke hænge os så meget i nummerserien. Serienumrene er rettet mod forhandlerne og Tekno og ikke mod forbrugerne. Derfor han de brugt de æsker, som de nu engang havde tilrådighed.
      Jeg har en mintbox Rädningskären og den er ikke håndmalet. Det røde over fronthjelmen er en decal – der er ikke noget håndmalet på den.
      mvh Peter

      Svar

Skriv en kommentar