Hyster 2 (18)

Hyster gaffeltruck nr. 864

Skrevet d. 18. sep, 2020 af in Traktor mv., Udvalgte biler

Hyster gaffeltruck nr. 864

1963 – 1969

August 1963

Fortalt af Peter Frandsen

Det er nemt at forstå, hvorfor Tekno ville lave en gaffeltruck. Der er meget legeværdi i den og kombineret med lastbilerne er ringen ligesom sluttet, når der skulle lastes og losses og leges. Rigtig mange af de andre modelbilsfabrikanter fremstillede også gaffel trucks og de fleste er ret godt lavet.

Når jeg kalder den for en Hyster truck er det fordi, at det var den modeltekst, som Tekno brugte i prislister mv. I bundpladen er ligeledes indgraveret “HYSTER”, så planen har været, at der er tale om en ægte Hyster truck.

Det har ikke været en nem opgave at få konstrueret Teknos gaffeltruck. Den er kompliceret, så det har sikkert taget noget tid at få den klar. Problemet har været, som så ofte før, at produktet skulle kunne holde til leg.

Men jeg synes Tekno slap rigtig fra den øvelse og egentlig synes jeg også det er den flotteste truck, som jeg har set, navnlig på grund af kæderne og hele hejsesystemet.

Det blev en succes for Tekno – ingen tvivl om det. Der er masser af dem også selvom rigtig mange har mangler og skader.

Hyster truckens historie:

Tekno valgte fra starten, at hovedmodellen skulle være en model fra firmaet “Hyster”, som uden tvivl også har betalt en del af produktionsomkostningerne.

Den udkom i efteråret 1963 og fik en del opmærksomhed fra Teknos side. Der var en del reklamer og annoncer forskellige steder, så det var et produkt, som Tekno var stolte over at kunne præsentere.

Ovenfor til venstre annonce i Legetøjstidende fra august 1963 – hvor trucken fik hovedrollen og den blev præsenteret sammen med den lille container. Til højre en tilsvarende annonce i Leksaksrevy fra september 1963, så den udkom faktisk samtidig i Danmark og i Sverige. Der er tale om et billede i annoncen, så trucken må have været færdig på det tidspunkt.

Ovenfor to dejlige annoncer fra dagbladet Politiken – til venstre den ældste fra 24. august 1963. Prisen var 12,65 kr. Til højre den samme annonce fra Politiken fra den 12. november 1966 med samme illustration, men prisen er steget til 16,75 kr.

Annonce fra Anders And fra 24. september.

Der bliver ret hurtigt ro omkring Hyster trucken og den indgik i sortimentet, på lige fod med de mange andre modeller.

Den er med i Teknos katalog fra 1968/1969 og i pris/bestillingslister både i Danmark og i Sverige indtil 1969.

Billede fra Teknos katalog fra 1968/1969

Jeg har ikke fundet materiale omhandlende “Danmark” udgaven.

Rigtig mange af Teknos modeller udgik i 1969, da Tekno blev solgt til Algrema og blev til Algrema/Tekno og da trucken nåede at komme i en udsigtsæske – der første gang så dagens lys i 1969, er det efter min opfattelse i 1969, at trucken udgik.

Hyster truckens detaljer:

Det er en model, der er kælet rigtig meget for. Fra ide til det færdige produkt, har der været et krævende udviklingsarbejde. Det mest iøjefaldende ved trucken er, at alt er fremstillet i metal. Der er ingen plastik til at ødelægge billedet.

Det er vaskeægte Tekno produkt fra Rentemestervej i København.

Jeg vil begynde med at beskrive hejseværket indefra. Kæden er sat fast på en 2 mm aksen ved at der er boret et hul i akslen – sat et søm igennem som kæden er fastgjort til. Fornuftigt lavet, da kæden meget sjældent falder af.

For enden af akslen sidder det runde håndtag, som ligner det håndtag, som sidder på Åkerman gravkoen, men det er ikke det samme. Der er forskel i mønsteret på yderfladen. En lille pakning og en fjeder holder håndtaget stramt og forhindrer at spillet løber baglæns. Igen en fin detalje, som også ses på Åkerman.

Den første kæde føres fra akslen gennem et lille hul forrest i karosseriet og trækkes op indvendigt på spillet og trækkes op over den øverste del af det udvendige spil og ned igen på modsatte side og fastgøres på den nederste del af det indvendige bevægelige spil.

Den anden kæde er lagt dobbelt og fastgøres på den øverste del af det udvendige spil og føres op over en lille aksel øverst på det indvendige spil og videre ned og fastgøres på konsollet, hvor gaflerne er fastgjort. En super god konstruktion, som ligner de rigtige trucks. Kæden er en genial ide i stedet for fx en snor. Det virker godt og stabilt. Kæden er ligeledes magen til den, der blev brugt på Åkermann.

Selve spillet består af tre dele. En udvendig del, som oftes er malet gul. Den har to indvendige riller, som den indvendige bevægelige del af spillet styres i. Den udvendige del holder forhjulene, hvor aksel hviler i et lille hak i karosseriet. Bundpladen holder begge hjulaksler. Skruer man bunden af falder hjulene af.

Den indvendige del af spillet er umalet og kan køres op og ned ved hjælp af håndtaget. Denne del tjener ligeledes som styr for konsollet, der også holder de to gafler. Kædetrækket gør, at spillet kan køre ret højt op.

En indviklet beskrivelse, men det fortæller vel lidt om, hvor godt og gennemtænkt det hele er.

Den type hjul, som er anvendt på trucken findes kun på trucken. Fælgene er ikke lige store . Forhjulsfælgen er 11,5 mm i diameter og baghjulsfælgen 9,5 mm. Dækket på forhjulet er et standard lastbilsdæk og bagdækket blev også brugt på Ford Lincoln.

Bunden er egentlig okay – forstærket indvendig, så den ikke knækker og med graveringer til bag- og fortøj, udstødning og forskellige andre tekniske foranstaltninger. Der er ligeledes graveret “Tekno Denmark”, “864” og “Hyster” i bunden.

Der er ikke gjort så meget ud af karosseriet – der er fine detaljer i form af køleribber bagpå og hjulene er fint forsænket ind i karosseriet. Den har markeringer til teleskoperne i hver side. Indvendigt er karosseriet kraftigt forstærket forrest og Tekno har nittet en lille forplade på, der hvor chaufføren har sine fødder.

Karosseriet kunne ikke komme ud af formen, hvis denne plade var støbt med, så Tekno valgte denne fine måske lidt unødvendige løsning. Ingen ville opdage, hvis den manglede. Ratstammen er fastgjort på fodpladen. Rattet er løst og magen til det, som sidder i Scania lastbilerne nr. 451. Det er faktisk det eneste, som er fremstillet i plastik udover chaufføren. Chaufføren er fra Reisler og malet blå.

Trucken er samlet med en 1/8 tomme skrue, der går gennem bunden og fastgøres i et gevind i sædet.

Den fik aldrig en styrtbøjle.

Trucken er 109 mm lang, består af 36 enkeltdele og er tilpasset de andre af Teknos biler, navnlig så den passer til lastbilerne.

Man kan godt finde forbilledet på Internettet og man må sige at Teknos model ligner supergodt.

Hyster truckens værdi:

Den er i den billige ende, når vi vurderer Tekno. Der er masser af dem og når der reelt kun findes to udgaver er der ikke så meget forskelligt at samle på. Defekte trucks koster næsten ingenting.

Men det er da bestemt en Tekno ting, man bør have stående i skabet.

Er der noget jeg skal passe på:

Det er jo meget nemt at konstatere om trucken fungerer som den skal. Mangler gafler, eller kæden er defekt, kan man jo se det. De mest almindelige mangler er manglende rat og gafler og en knækket kæde.

Ruder:Nej 
Affjedring:Nej 
Styretøj:Nej 
Interiør:Nej 
Løse lygterNej 
Løse kofangereNej 
Bevægelige dele:Ja 
Blink:Nej 
Decaler:Ja 
Samlet med: Nitter   Skrue 
TofarvetJa 
Blist-car modelNej 

Decaler: 

Hyster trucken har ret fine standard decaler. Der står Hyster på begge sider og bagpå. Instrumentbordet er en decal og forrest på begge sider står der H80C eller lignende. Yderst på spillet på begge sider er der et Hyster logo og igen Hyster tekst. “Danmark” er beskrevet længere nede i artiklen.

Æskerne:

Trucken blev leveret i en fin papæske med illustration af en truck i arbejde på begge bredde sider og tekniske oplysninger dels på dansk og dels på engelsk på de øvrige sider. Endeflapperne har Tekno og Hyster logo, nr. 864 og Made In Denmark, samt dansk tekst “Gaffeltruck” i den ene anden og “Lift Truck” i den anden ende.

“Danmark”:

Danmark æsken er lidt anderledes end standardæsken. På de bredde sider, er der den samme illustration af trucken, som på ovenstående æske, men kun af trucken – omgivelserne er ikke kommet med. Den har teksten “Danmark´s Teknisk Afdeling” og et logo fra Møbeltransport Danmark. På de smalleste sider samme tekst uden illustration og på endeflappen illustration af trucken og teksten “Danmark”.

Ingen er i tvivl om, at denne særlige truck hører til i den æske. Alligevel har jeg set masser af Danmark udgaven i standardæskerne og da special æsken er rigtig sjælden er det min opfattelse, at special æsken kun er udgivet den første gang og Tekno herefter gik over til standardæsken.

Den blev solgt i forretningerne, men Tekno har formentlig blot valgt at sælge den i almindelig æsker.

Udsigtsæsken:

Tekno nåede i 1969 at fremstillede en udsigtsæske til trucken. Den er stor og ikke særlig heldig, må jeg desværre sige. Hvormange trucks, der nåede at blive solgt i denne æske eller om der overhovedet nåede at komme nogen ud i butikkerne ved jeg ikke. Men æsken findes.

Modellerne:

Mig bekendt findes der kun to varianter af trucken, men der kan dukke andre op, som jeg ikke har kendskab til.

Nr. 864, Hyster:

Det skete sjældent, at de på Tekno afveg fra standard modellerne, men sommetider skete det alligevel. Nedenstående model har helt klart farverne til en “Danmark” variant, men der er Hyster decaler på. Spillet er fra den gule Hyster, mens konsollet og gaflerne er røde som på “Danmark”. Om det er et bevidst valg vides ikke, men jeg har set dem flere gange.

Nr. 864, Hyster Danmark´s Tekniske Afdeling:

Danmark udgaven er naturligvis også en Hyster truck bare malet i Møbeltransport Danmarks farver og med deres logoer.

Det ligner er en typisk bestillingsopgave til Tekno fra et firma, der ønskede deres egne farver og logo på en Truck. Som ovenfor nævnt, tror jeg Tekno leverede et antal til firmaet og herefter solgte Tekno dem i almindelig handel i standard æsker. Netop fordi special æsken kun blev fremstillet en´ gang til Møbeltransport Danmark. Trucken kan godt have lidt forskellige decal sammensætninger, men også være sat forskelligt sammen.

Den “rigtige” udgave mener jeg skal have nedenstådende farvesammensætning med grønt sæde og grønt udvendigt spil med rødt konsol og gafler.

Nedenstående er sammensat på en lidt anden måde som en sammenblanding af en Hyster og en Danmark variant.

Her har der indsneget sig en ekstra decal.

Nedenfor vises begge typer.

Andre kombinationer:

“Danmark” trucken bliver ofte markedsført med Scania blokvognen i Møbeltransport udgaven, hvilket jo også er nærliggende. Jeg har dog aldrig set denne sammensætning i reklamer eller andet fra Tekno, ligesom jeg ikke ved, hvornår “Danmark” udgaven af trucken blev udgivet.

Andet:

Nedenfor vises et originalt billede, som repræsentanterne medbragte ude hos kunderne.

2 Tilbagemeldinger til Hyster gaffeltruck nr. 864

  1. Gunner Thalberg

    20. sep, 2020

    Hej Peter.
    Igen en god artikel af en måske lidt overset model.
    Min favorit er helt klart Møbeltransport Danmark udgaven som sammen med Scania blokvognen udgør et flot sæt.
    Det er også sjovt at Møbeltransport Danmark stadig eksisterer og langt hen ad vejen stadig har de samme farver.

    G.

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      20. sep, 2020

      Hej Gunner

      Det er rigtigt, MB Danmark har stadig de samme farver og det samme logo.
      peter

      Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding