Hvordan afsløres om en bil er original

Skrevet d. 24. mar, 2012 af in Generelt

Der er nogle ting man bør gøre for at sikre sig mod at købe noget som man ikke bliver tilfreds med. Der er ikke noget galt med restaurerede, eftersamlede eller delvist restaurerede biler, blot man ved det og prisen er sat derefter. Det samme gælder for fx tilhørende æsker.

Det første jeg ville gøre er at spørge sælgeren, hvor han har bilen fra. Ofte er de handlet flere gange og ingen har mere overblik over om bilen er original eller ej og sælgeren ved det måske ikke. Den kan være købt i god tro, fx på Internettet.

Der er god grund til at være mistrodisk.

Et godt tegn på at en bil er original er, hvis den originale æske følger med. Den er ofte mere sjælden end bilen og den har som regel lidt slitage mærker og kan være nemmere at bedømme. Men er en ingen hovedregel med hensyn til æsken, fordi der ofte ikke har været nogen. Legetøjsforretningen kan have haft bilen stående i et skab eller et vindue uden æske og den kan så være forsvundet eller en samler har smidt æsken ud.

En original bil har altid ”lidt” fejl. Der kan være lettere lakafslag, lidt dårlig lakering, mat lak, lidt rust indvendig på fælgene. De består ofte af en metalskive der er ubehandlet og den skal ikke have meget ilt, før den begynder at ruste.

Tekno kan også have snydt lidt ved at håndmale til på de skader bilerne har fået under produktionen. Det ses på Scania nr. 451, hvor fronthjelmen kan have ridset lidt op mod forruden og den så har fået lidt håndmaling. VW type II og MG-TD har håndmalede kofangere.  Det ser forkert ud og er ofte sjusket udført, men de er originale og adskiller sig fra de restaurerede ved at de ofte er meget pænere udført.

Med hensyn til ruden i en VW type II, så findes den ikke som original reservedel og den uoriginale er meget blødere og i øvrigt hel klar, så tryk forsigtigt på ruden, giver den sig er den uoriginal. Det gælder også andre modeller.

Kig på bemalingen af blinklys og baglygter, hvor Tekno ofte har malet lidt uens, hvorimod den restaurerede har været meget mere omhyggelig med at gøre det helt perfekt.

Selve nitningen kan være meget forskellig og kan ikke umiddelbar afsløre om bilen er ægte, men en uoriginal nitte er ofte blødere, da den består af tin. Nogle uoriginale nitninger er også så dårlige at det afsløre bilen, men Teknos kan også være temmelig dårlige.

På en original bil sidder decalerne også tit lidt skævt, lygterne er måske ikke trykket helt på plads o.s.v.

Man bedømmer på helhedsindtrykket.

Er man i tvivl er bilen sikkert ikke original.

Mange gange er bilerne lavet så dårligt at det kan ses på lang afstand og så er der ikke det store problem. I andre tilfælde er bilerne renset af og har fået en professionel lakering og en flot nitning. Den har nye decaler og flotte hjul mv. Disse meget flotte biler afsløres bedst ved at de simpelthen er for flotte under henvisning til ovenstående. Hvis de er alt for perfekte er der grund til mistanke.

En anden god hovedregel er modellen. Der er ingen (næsten ingen) der vil restaurere en Mercedes Benz 230, eller en Ford Lincoln med salg for øje, alene af den grund at det aldrig vil kunne betale sig. Der er masser af pæne originale biler til små penge på markedet og en pæn restaureret vil ikke kunne indbringe det beløb det har kostet at restaurere den.

De biler, hvor man rigtig kan komme til skade er dem der koster rigtig mange penge, de sjældne reklamebiler, tankbiler og ikke mindst Volvo og Scania lastbiler.

Noget som jeg har lært utrolig meget af gennem årerne er ved at selv restaurere biler. Så lærer man detaljerne at kende og der er ret mange ting der går tabt ved en restaurering. Som et eksempel kan nævnes de lastbiler og også personbiler, hvor ruden er præget fast på  den indvendige side af taget. Det er næsten umuligt at fjerne den gamle rude og sætte en ny i uden at bruge lim og det kan ses.

På Volvo lastbilen ( den med den lange snude) er glasset farvet grønt hvis den er uden interiør og det er fastgjort i loftet med en prægning og ydermere en metalskive. Det er heller ikke muligt at lave dette om uden at det kan ses.

Kig efter om bilens detaljer passer sammen. Har en lastbil pladehjul og prismelygter er der noget der ikke hænger sammen.

Den største fare er de biler som er originale og som ved hjælp af simple ændringer fuldstændig ændre værdi. Det kan være en forholdsvis almindelig Volvo lastbil nr. 432 som kan købes for 4-500 kr. i pæn stand og der er rigtig mange af dem. Køber man så et uoriginalt ruf og en decal for i alt 150 kr. og maler det gult og parrer tingene, ja så wupti har man en utrolig sjælden lastbil til 3-4000 kr.

Det samme gælder Mercedes-Benz taxa modellerne som også ved hjælp af en decal forvandles til en sjældenhed. ”Skolskjults” et andet eksempel.

Der er stadig originale decaler til disse biler i omløb og det gør denne forvandling næsten umulig at afsløre.
Det samme gælder tagskiltene til lastbilerne og udrykningsblink.

Man kan lære meget om originale biler ved at kigge på skrotbilerne. Jeg har en del og bruger den ofte til at sammenligne med. Dem er der ingen der har restaureret som de kan godt fortælle en historie om hvordan de skal se ud.

Kig også under afsnittet eftersamlede biler.

Nedenstående eksempler er biler som jeg tilfældigt har udvalgt fra QXL. Jeg kan ikke afgøre om de er i kategorien delvist fuskede, men jeg ville ikke binde an med dem. De er i øvrigt blevet solgt som originale biler.

 

Nedenstående Volvo har en perfekt presenning uden nogen fejl overhovedet, hvorimod bilen har lidt skrammer og i øvrigt pladehjul, som ikke passer til tiden for bilen.

    

Volvo F89 i helt forkerte farver og med en decal på presenningen som pludselig er blevet meget populær efter den er vist i den seneste Teknobog på en Scania 140. Førhen så man aldrig denne kombination, men nu dukker den ud hele tiden. Sælgeren hævder at ”det er noget af det sidste der kom fra Tekno” og det kan han måske godt have ret i.

  

Igen – det handler om tro, men det er nemt at fuske med.

  

Dette Taxa mærke er noget større end det originale jeg har set og det passer perfekt med de uoriginale der sælges.

  

Ingen kommentarer.

Skriv en tilbagemelding