Hvor kan man købe teknobiler

Skrevet d. 24. mar, 2012 af in Generelt

Man kan starte med at slå fast, at der er enorme mængder af Teknobiler tilbage. De er ikke svære at finde og udbuddet er meget stor. De samme gælder andre modelbiler som Corgi og Dinky.

Selv flotte biler i originale æsker udbydes i stor stil. Der går selvfølgelig længere mellem de sjældnere modeller, men generelt er de modeller der er forhandlet gennem legetøjsbutikkerne ret almindelige. Problemet er selvfølgelig at få sinde biler til den rigtige pris.

Man kan altid starte med at spørge i sin omgangskreds og på sin arbejdsplads om der skulle være nogen der har biler liggende, det kan godt få nogen ting frem.

Før i tiden var loppemarkeder et rigtig godt sted at finde biler og jeg har ofte fundet kasser med biler pakket ind i avispapir til 2-300 kr., men indrømmet det er ved at være mange år siden. Nu ses der ikke mange biler på loppemarkeder og dem der er plejer at være i dårlig stand og til en for høj en pris, men man kan da stadig være heldig, især på de markeder, der dissideret er børnemarkeder. Der kan godt ligge noget i kasserne fra fars tid.

Auktioner er vundet en del ind, og Frederiksberg Auktionshus i Rødovre holder auktion 3 gange om året med et rimeligt udbyd af biler og klart det største udbyd i Danmark. Inden auktionen er der mulighed for at komme på eftersyn og tage varerne i øjesyn. Frederiksberg Auktionshus har en meget lempelig politik med at man frit kan få lov at gå rundt og pille i kasserne. Det giver en god mulighed for at gå dem ordentlig igennem. Om det er dyrt eller billigt at købe på auktion afhænger af hvem man er. Det er muligt at gøre gode handler, men generelt er varerne godt med i pris. Jeg har i det efterfølgende afbilledet udvalgte lots fra auktionen den 5. december 2008 hos Frederiksberg Auktionshus. Priserne fremkommer ved at holde markøren på billedet. Priserne er hammerslagspriser som skal tillægges 25 % i hammerslagsgebyr.

Internettet er blevet den helt store vinder når der skal handles. Det er nemt og udbuddet er stort. Navnlig QXL, Den Blå Avis, Ebay og Tradera har mange ting til salg. Der findes også mange private hjemmesider med biler til salg. Der findes mange myter om at handle på Internettet, men det er egentligt ikke anderledes end at handle på andre måder, man skal se sig rigtig godt for. Et godt råd er at handle med en man kender eller har fået anbefalet. Se efter om sælger har skrevet noget om fortrydelse – fx handlen kan gå tilbage, hvis man ikke er tilfreds.

Det er helt klart at der på fx QXL er dissiderede svindlere der dukker op i et stykke tid for så at forsvinde igen. Komme tilbage under nye navne o.s.v. Men generelt synes jeg nu de fleste sælgere af legetøj på QXL opfører sig meget anstændigt.

Hvis du ikke er så rutineret så spørg andre Teknosamlere om deres mening. Brug fx det forum jeg har oprettet her på siden. Der kan debatteres og advares om dårligere købere og sælgere. Problemet på fx QXL med at give en sælger en dårlig karakter er at den blot bliver byttet til dig selv også.

Hvis man handler i Sverige skal man vide at svenskere har en lidt anden måde at vurdere bilerne på. For en dansker er en original bil en bil der ikke er ændret på. Det kan godt accepteres, at der er skiftet et udrykningsblink, et hjul eller andet, blot det er en original stump. Jeg har haft den oplevelse med flere svenskere, at en bil beskrevet som i original ”stick” godt kan være en original Teknobil der blot har fået ny maling og nye decaler. Det er ikke mit indtryk at svenskerne er ligeså kritiske som danskerne med om der er pyntet lidt hist og her.

4 Tilbagemeldinger til “Hvor kan man købe teknobiler”

  1. kurt klingstrup

    25. okt, 2019

    Hej Peter.

    Som jeg forstår det kan man bestille et katalog og afgive et max-bud hvis man ikke vil taget turen over broen. Og huske at hvis buddet går hjem skal der tillægges 25 procent og fragt. Men om det er godt sted at handle Tekno det synes jeg er svært at finde ud af.

    Hilsen
    Kurt

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      26. okt, 2019

      Hej Kurt
      Det er rigtig – der er tale om almindelig auktion hos Frederiksberg Auktionshus. Det er et ok sted at handle – tingene er jo som de er, men jeg vil sige at det er utroligt farligt, at købe især Tekno uden at have været på eftersyn.
      mvh Peter

      Reply to this comment
  2. kurt klingstrup

    25. okt, 2019

    Min kommentar ovenover gælder for Frederiksberg Auktionshus. Og som kendes fra diverse danske tv-programmer.

    Hilsen
    Kurt

    Reply to this comment
  3. kurt klingstrup

    26. okt, 2019

    Ja, det har du ret i. Skævheder og andre fejl kan være svære at se ud fra billeder. Den erfaring har jeg gjort mig. Så det er bedre hvis man kender en man stoler på og som man før handlet med. Her må sige at jeg ikke er blevet skuffet når jeg har handlet med hr. Frandsen .

    Hilsen
    Kurt

    Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding