Jørgen Pedersen (5)

Chaufførens beretning

Skrevet d. 25. aug, 2020 af in Historier fra Tekno

“Det var mig, der bragte bilerne ud”

Fortalt af Peter Frandsen

Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at nu må det være slut med at finde medarbejdere, som har arbejdet på Tekno, men til min store glæde dumpede der en mail ind en dag fra Jørgen Pedersen, som havde været chauffør hos Tekno fra 1956 til fabrikken lukkede på Rentemestervej i 1969.

Det er helt utroligt at tale med en person, der har gået rundt på Tekno og haft forbindelse til det fleste nøglepersoner på fabrikken og Jørgen, han husker faktisk ret godt.

Her er så Jørgen Pedersens beretning om sine oplevelser på Tekno.

Jørgen Pedersen

Ansættelse

Jeg blev færdig med min militærtjeneste i 1956 og havde ikke noget arbejde, så jeg søgte en stilling på lageret hos Tekno på Rentemestervej. Jeg var til samtale hos Arne Hansen, som var lagerforvalter. Jeg blev ansat med det samme og startede i jobbet lige op til Jul i 1956. Jeg kan huske at Arne sagde til mig, at havde man været i militæret havde man fortjent et job. Arne Hansen forlod senere jobbet som lagerforvalter og blev sælger i Jylland med base i Århus.

Arne Hansen

Arbejdet på lageret

Lageret lå på venstre side, når man kom gennem porten. På højre side lå selve fabrikken. På lageret pakkede vi varer, som enten blev sendt med posten, eller hvis det var i Københavnsområdet blev varerne bragt ud fra Tekno i varebil.

Fra venstre stående Jørgen Reinholdt, Jørgen Pedersen, Fridorf Sørensen, Egon og John og siddende til højre Olsen. Herren med briller er ukendt.
Kasserne i baggrunden er fyldt med Teknobiler – bemærk numrene på kasserne.
Jørgens kollegaer – til højre i det fine tøj står Jørgen Pedersen, som tog mod telefoniske bestillinger.

Kunderne sendte ordrelister ind med posten eller ringede til kontoret og afgav ordre. Det var lidt sjovt, fordi kontoret lå på første sal og vi havde et rørpostsystem, hvor ordresedlerne blev sendt ned til os. Når ordren var ekspederet blev den sendt retur samme vej.

Vi dobbeltcheckede altid ordresedlerne og det vi pakkede, så det var meget sjældent, at der skete fejl. Varer, som blev sendt med posten blev pakket i papkasser – og faktisk betalte Tekno på et tidspunkt for brugte egnede kasser, hvis man kunne skaffe dem. Varer som skulle bringes ud med bil blev pakket ind i brunt indpakningspapir.

Montageafdelingen lå på 3. sal så vidt jeg husker. Færdigvarerne blev fragtet ned til os i elevator. De blev pakket i store finerkasser med metalbånd, som vejede en del. Da elevatoren kun kunne tage 100 kg, stod der faktisk konstant en medarbejder i hver sin ende af elevatoren for at kunne følge med.

Da jeg blev ansat var det en anden, som havde jobbet som chauffør – det var Fridorf Sørensen, som kørte varer ud på Tekno. Der var kun en chauffør, men nogle gange blev jeg brugt som medhjælper, hvis der var mange varer, der skulle bringes ud.

Fridorf Sørensen

Sørensen blev forfremmet til lagerforvalter, da Arne Hansen rejste, så der var jeg heldig at få jobbet som chauffør. Jeg hjalp sommetider til på lageret, men min primære funktion var at bringe varer ud og der var nok at lave. Egentlig havde jeg det godt med at komme lidt ud, jeg brød mig ikke så meget om at være lukket inde det samme sted.

Jørgen Pedersen til venstre og Fridorf Sørensen til højre. Den sidste på billedet er ukendt.

Opgaven med at reparere biler, som var gået i stykker lå også på lageret. Børnene sendte deres defekte biler ind til os, hvorefter den lille reparationsafdeling tog sig af det.

Arbejdet som chauffør

Jeg blev ansat til at arbejde på lageret primært med at pakke o.s.v. og der var jeg indtil 1958, hvor jeg begyndte at køre som chauffør. Det var organiseret således, at jeg havde faste ruter på faste ugedage. Mandag gik turen fx til indre by med ture til Crome & Goldsmidt, Magasin, Illums Varehus, Rønbergs Legetøj, Messen og Thorngreens Legetøj, som alle var Teknos helt store kunder. Andre dage kørte jeg til andre bydele og besøgte legetøjsforretninger.

Når man var chauffør hos Tekno kørte man i uniform, så jeg fik udleveret en jakke og to sæt benklæder. Jeg var ikke så begejstreret for bukserne, fordi det var spidsbukser – dem brød jeg mig ikke særligt meget om. Senere fik jeg da også udleveret almindelige bukser. I starten havde jeg et fint skilt, hvor der stod Tekno på. Senere blev det syet ind i jakken med guldskrift.

Jørgen Pedersen i spidsbukser og uniform.

Onsdag gik turen til Rødovre og torsdag til Amager, kan jeg huske. Jeg havde også ture til Kastrup Lufthavn, hvor der også var forretninger, der solgte Teknobiler.

Sommetider kørte jeg flere gange om ugen ud til fx Rønbergs Legetøj og særligt op til Jul var der utroligt travlt. Hvis vi ikke kunne følge med kom Rønberg selv og hentede varer direkte lageret. Hvis forhandlerne ville have leverancer udover de faste ugedage måtte de betale for udbringning.

Der var ekstra pres på, når der udkom nyheder og det gjorde der tit. Så ville de store legetøjshandlere jo være først med nyhederne, men Tekno havde den politik, at de førende forhandlere fik bilerne først og de blev leveret til dem samme dag. De stod så også og ventede på dem, når jeg kom. Da jeg ikke kunne være alle steder på en gang, hjalp dem som havde bil fx Poul Fjeldgaard og repræsentanterne med at køre nyheder ud, så kunderne fik dem samtidigt.

De store Københavnske forhandlere havde altid førsteret til varerne – så måtte butikkerne i provensen vente lidt længere på deres varer især nyhederne.

Jeg er også vidende om, at Siegumfeldt socialiserede med flere af dem fx Thorngreen. Både Thorngreen og Rønberg kom jævnligt på Tekno.

Jeg var også sommetider forbi Langes Legetøj både på Vimmelskaftet og i Nyrnberggade på Amager mest med småting. Men udover det, har jeg kun et flygtigt kendskab til Frede Nielsen, som var daglig leder hos Langes Legetøj. Jeg kender ikke meget til dem, da legetøjsbilerne fra Langes blev leveret af dem selv.

Jeg kørte også jævnligt forbi andre fabrikanter og afleverede post med videre fx hos Bambola.

Jeg var en enkelt gang i Malmø for at levere varer til Berico, som var Teknos svenske agent. Det var lidt bøvlet, fordi de kørte i venstre side af vejen. Ellers hentede Berico i slutningen af 1950.erne deres varer hos Tekno i en gammel Hanomag.

Ellers skete der jo ikke så meget under køreturene, men jeg kan huske engang i Hvidovre, hvor der kom en dreng hen til og spurgte om ikke han skulle hjælpe med at bære pakker ind i en forretning. Jeg gav ham en pakke, men lige så snart han fik den i hånden løb han alt hvad han kunne ned ad gaden. Jeg indhentede ham dog og fik pakken uskadt med tilbage.

Teknos varebiler

Vi har altid haft vores egne varebiler hos Tekno og jeg kender dem alle undtagen den første bil, som var en VW type I. Jeg ved ikke hvilke farver den var malet i eller hvilke motiver varebilen havde på siderne.

I følge Jørgen Pedersen er der malet et motiv af en Willys Jeep og en tankbil på højre side af bilen.

Den bil har jeg ikke kørt i. Sørensen var så uheldig at blive involveret i et færdselsuheld i Ballerup i 1954, hvor en 17-årig pige blev dræbt. Bilen væltede og blev totalskadet.

Da jeg begyndte at køre i 1958 overtog jeg Sørensens nye bil, som også var en VW type I. Den var malet i Teknos farver rød underdel og gul overdel med motiver ingeniørsæt, en Ford Thunderbird og en Volvo bus på den ene side – jeg kan ikke huske motiverne på den anden side. Det var en god bil, den kørte godt – havde 34 HK og en topfart på 80 km`t.

Det gik desværre også galt med den, da jeg sammen med en medhjælper blev påkørt af en motorcykel. Vi kørte med 50 – 60 km/t og motorcyklen ramte os bagest på side af bilen, som væltede om på siden. Men faktisk kørte vi ca. 20 m på to hjul, før bilen væltede.

Flot billede med ukendt kontordame.

Hverken mig eller min hjælper, som i øvrigt var flytning fra Ungarn kom til skade, men motorcyklisten kom alvorligt til skade med sin ene hånd. VW.en blev også denne gang totalskadet.

Den næste bil i rækken var en Ford FK 1000, som vi fik i 1961. Den var også malet med Tekno motiver. Jeg husker ikke præcist med hvilke, men den var også rød og gul, men bunden var sort.

Taunussen var ikke nær så velkørende som VW.erne. Den store forskel lå i, at VW.erne var tungere over baghjulene, hvor Taunussen var meget let bagtil, som gav dårlige køreegenskaber. Vi løste en del af problemet med at lægge 50 kg bagest i varerummet og det hjalp en del.

Efter en 3 – 4 år brød motoren sammen på Taunus FK 1000 og den blev udskiftet med en Ford Transit. Jeg kan huske at Ford bød 1.500 kr. for bilen. Transitten var rød og gul og formentlig også flere farver, så vidt jeg husker. Mere kan jeg ikke huske om udseendet på den bil. Det var indkøbschefen Petersen, som købte bilen.

Den var rigtig flot og kørte godt, men koblingen var dårlig i den bil. Det blev den sidste varebil vi fik på Tekno. VW.erne var klart bedre kørende end Ford bilerne, synes jeg. Jeg tror det hang sammen med, at Ford var forholdsvis nye med den type varebiler, hvor VW havde mere erfaring i at lave bilerne.

Da Tekno blev solgt i 1969 fortsatte vi med at arbejde, som vi hele tiden havde gjort. Tekno havde fortsat gang i produktionen både af færdige produkter og halvfabrikata. Der var fortsat meget at lave og jeg kørte stadig varer ud til kunderne.

Det var sket det, at varebilen ikke mere kunne køre ordentlig og den nye salgschef Kjær-Nielsen, ligesom nølede med at købe en ny – han blev ved med at snakke udenom. Det endte så med at jeg kørte varer ud i min egen Volvo 210 og blev afregnet med kørepenge.

Jeg fik tilbud om at flytte med til Hjørring, men lønnen var simpelhen for dårlig. Jeg tjente 15,50 kr. i timen på Tekno og ville kun få ca. det halve i Hjørring, så jeg takkede pænt nej tak – heldigvis, når jeg tænker på hvordan det gik derovre. Jeg blev ansat som lastbilschauffør i et firma, der fragtede papir, hvor jeg var indtil jeg gik på efterløn.

Men Sørensen fulgte med derover til Algrema/Tekno. Jeg kan huske, at han lavede et lille firma, da Algrema/Tekno lukkede, hvor han reparerede Teknobiler.

Livet på Tekno

De vidste jo godt på Tekno, at de skulle passe godt på deres produkter. Teknobiler var lette at omsætte, så Tekno hyrede en pensioneret politimand som vagt i porten. Han stod der, når personalet skulle hjem til fyraften og det foregik på den måde, at hvis en lampe lyste, når man gik forbi, blev man udtaget til kontrol. Det skete jævnligt, at der var nogen, der havde taget Teknobiler i tasken og der var ingen pardon – man blev fyret på stedet.

Det var en kendt sag, at varer fra firmaerne i området, og der lå mange firmaer, i stor stil blev omsat på de mange værtshuse i nærområdet. Mange på Tekno gik direkte fra Tekno på værtshus navnlig om torsdagen, når det var lønningsdag.

Faktisk kunne personalet købe biler med 44 % rabat, så det var en god ordning, som jeg også benyttede mig af.

Men for os, der var tilknyttet lageret gjaldt der særlige strenge regler, da vi ikke måtte pleje omgang med kollegaerne i produktionen eller i den øvrige del af fabrikken. Så jeg kendte ikke så mange af de andre på fabrikken. Vi afholdte også vores egen julefrokost og var ikke med til julefrokosten for resten af personalet. Lederne viste jo godt at færdigvarer lageret var særligt sårbart for at blive udsat for tyveri.

Fra venstre Reinholdt Jørgensen, Jørgen Pedersen, Egon, John, Bent Petersen og Ronald.
Bemærk de ualmindelige lagerreoler i baggrunden.

Ronald var oprindeligt fra Indonesien, men var flyttet til Holland med sin familien, da hollænderne måtte forlade landet og var så endt i Danmark.

De var om sig på mange områder på Tekno. De sendte jævnligt civile “agenter” ud i legetøjsbutikkerne for at købe Teknobiler. Deres opgave var at kontrollere om butikkerne holdt den aftalte pris. Gjorde de ikke det, fik det konsekvenser for dem.

Familien Siegumfeldt og funktionærerne

Der var en behagelig omgangstone på Tekno. Alle hilse pænt på hinanden og det gjaldt også for familien Siegumfeldt. Jeg har flere gange været i Siegumfeldts hjem på Højrups Alle i Hellerup.

Hele familien var meget venlige og jeg husker særlig Esther Siegumfeldt, som glad og smilende og som altid hilse venligt, når vi mødtes. Ellers havde jeg ikke noget med dem at gøre, men det hændte at varebilerne skulle på værksted og så gav Siegumfeldt mig et lift fra fabrikken til Grue & Compagni i Hellerup, så jeg slap for at tage bussen. Det var en oplevelse, da Siegumfeldt kørte i en lysegrå Mercedes-Benz 300 – en 1954 model mener jeg.

Det var en meget flot bil, der vakte opsigt, når den kom kørende. Siegumfeldt fortalte stolt, at han altid fik et hotelværelse og en førsteklasses behandling, når han kom kørende i netop den bil.

Senere købte han en Mercedes-Benz 220, men den var han ikke rigtig tilfreds med. Efter kun to år begyndte den at ruste især ovenpå forlygterne. Siegumfeldt greb fat i mig en dag og viste mig problemet og det var tydeligt, at det brød han sig absolut ikke om.

I forbindelse med Esthers bryllup kan jeg huske, at jeg blev sendt til deres sommerhus i Espergærde med blomster. Jeg tegnede også bordkortene til middagsbordet – jeg har altid været god til at tegne og male. Jeg kendte lidt til hendes mand, som hed Palle Maag og som ejede “Galvanisk Etablissement“, hvor jeg også hentede varer.

Fornemt at chaufføren fik julekort fra en leverandør.

Hvert år i maj måned tog familien Siegumfeldt op til deres sommerhus i Espergærde. Det var min opgave at hente alle de ting i villaen i Hellerup, som skulle med op i sommerhuset. Der skulle mange ting med fx også potteplanterne. Husholdersken i huset, som hed Lilly hjalp med at pakke og kørte med mig op til Espergærde. Sommerhuset var stråtækt kan jeg huske.

Når vi kom derop var det vigtigt for Siegumfeldt at få hejst vimplen op i flagstangen, så man kunne se, at der boede nogen i huset. Inden jeg kørte hjem fik jeg fem kroner af Siegumfeldt som er erkendtlighed, men jeg fik også 20 cigaretter af fruen, hvilket Siegumfeldt ikke viste.

Siegumfeldts hustru – Thora Mangaard – døde ca. et år før han og det tog rigtig hårdt på ham. Da jeg ofte kom i huset for at aflevere eller hente småting talte jeg tit rengøringsdamen i huset. Hun var bekymret for Siegumfeldt, der var i dyb sorg over tabet af hustruen.

Det var åbenlyst for alle at sønnen Egon Siegumfeldt havde nogle personlige problemer. På et tidspunkt blev han og hans familie flyttet til en villa på Ålekistevej, som blev indrettet som støbeværksted for plastikprodukter. Villaen lå lige der, hvor linje 13 havde endestation. Varerne, som jeg hentede var bogstaver til et spil, vejskilte og plastikvinduerne til bilerne. De støbte plastikdelene i villaens kælder.

Senere flyttede Egon og familien til Frederikssund, hvor han skulle lede fabrikken. Jeg hentede ofte varer deroppe også og det hændte tit, at der var pause i produktionen, når jeg kom, og Egon og personale stod og fik sig en øl.

Det fungerede sikkert ikke, så Sørensen blev midlertidigt sendt til Frederikssund for at få styr på fabrikken.

Funktionærerne på Tekno

Jeg kendte ikke rigtig funktionærerne på fabrikken, men viste selvfølgelig godt hvem de var. Poul Fjeldgaard kom dog jævnligt på lageret og jeg kunne egentlig godt lide ham også selvom, han godt kunne virke lidt smart.

Engang påtalte han overfor mig, at han synes, jeg havde kørte for stærkt over fortovet da jeg skulle ind i porten. Han fandt, at jeg var for tæt på en en dame med et mindre barn. Han havde kontor med vinduer lige over porten og havde åbenbart stået og kigget ud af vinduet. Det var jeg uenig i, men han gjorde det klart, at “det ville han ikke se igen”.

Jeg fortalte det til Sørensen, som påtalte overfor Fjeldgaard, at han kunne komme til ham, hvis han havde klager over personalet på lageret. Der blev dog ikke mere ud af den sag.

Fjeldgaard var sådan meget egenrådig. Det var mit indtryk, at han gjorde, hvad der passede ham. Der var låst på lageret og det var kun Sørensen, der havde en nøgle, men det havde Fjeldgaard også, så det hændte, at han bare låse sig ind og tog et eller andet. Så passede regnskabet ikke og Sørensen blev fortvivlet. Han påtalte det selvfølgelig overfor Fjeldgaard.

En af Fjeldgaards mange ideer var da et filmselskab henvendte sig for at få lavet en Cadillac i guld til en filmpremiere, at han fik malet en Ford Thunderbird i guld, som blev placeret i en meget fin udsigtsæske på noget plyds. Det var en fin bil, men den hoppede børnene ikke på. En Cadillac er nu engang en Cadillac og en Ford Thunderbird er en anden bil. Det blev ingen succes.

Han fik også en ide med at forhandle Beatles dukker. Det var sådan nogle slaskedukker, som var ret dyre, men de solgte ikke, så jeg hentede de fleste af dem igen ude i forretningerne.

Men der begyndte at komme en masse andre ting ind på Tekno fx. Steiffbamser, Krolynfigurer, Tomtedukker, Lindberg byggesæt og Lilleputtog. Jeg samlede mange Lindberg flyvermaskiner til Fjeldgaard, som skulle bruge dem til fremvisning.

Lilleput toget var lidt spændende og jeg købte også et. Vi boede i en lille lejlighed på Østerbro, så jeg lavede en plade, som kunne stilles op af væggen og flyttes ned igen, når børnene skulle køre med toget. Toget fungerede dog ikke ret godt og faldt nemt af skinnerne. Det havde sådan nogle små hjul.

Da Fjeldgaard blev fyret ansattes Kjær Nielsen som havde en højere uddannelse. Han kom fra en stilling hos Nordisk fjer. Det var ligesom en udvikling i den sidste tid hos Tekno, at de øverste ledere havde højere uddannelser, når de blev ansat.

Jeg hilse på Erik Spon, men talte sjældent med ham. Værkføreren på malerværkstedet hed Svend Erik Nielsen og jeg kan huske, at han døde ret ung.

Jeg husker også svagt balladen i 1957-58, da salgschefen John Hansen og flere andre funktionærer, blandt andet Iversen blev fyret. Men jeg kender ikke sagen i detaljer.

Herefter kom Fjeldgaard til, sammen med flere nye repræsentanter.

Den sidste tid på Tekno

Selvom Algrema/Tekno købte Tekno i 1969 fortsatte produktionen på fabrikken. Der var fuld gang i støberiet og der blev også samonteret biler. Jeg kørte stadig ting ud, selvom det blev mindre og mindre.

En stor del af emnerne som blev støbt eller var færdigmalede blev kørt til Jylland for montage. Tingene blev hentet af blandt andet Møbeltransport Danmark. Der kom en del folk over fra Jylland for at lære fabrikationen at kende, blandt andet familie til Erik Frost Frederiksen – jeg tror der var tale om svigersønner.

Produktionschefen i Algrema/Tekno var også en del på fabrikken i København sammen med andre fine folk.

Der var produktion og lager på Tekno på Rentemestervej helt frem til udgangen af april måned 1971, hvor jeg også stoppede efter 15 år gode år på Tekno. Faktisk var Esther Siegumfeldt også på fabrikken da jeg stoppede.

Efterskrift:

En dejligt oplevelse at tale med en Tekno medarbejder så mange år efter og som kan bidrage med så mange nye nuancer og bidrag til Tekno historien.

Mange tak Jørgen for din tid og din spændende fortællinger.

Jørgen Pedersen

4 Tilbagemeldinger til Chaufførens beretning

  1. Sven Thrysøe

    26. aug, 2020

    Tak for endnu en fin historie og der bliver sat navne på mændene i kitler og chaufføren i langskaftede støvler og “frølår” – der var stil over det – det er bare årets billede
    Mvh Sven

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      26. aug, 2020

      Fantastisk – og forvalteren havde hvid kittel. Det brugte man dengang – min far var værkfører på en stor møbelfabrik og han førte sig også frem i hvid kittel. De havde alle funktionærerne. Peter

      Reply to this comment
  2. Poul

    11. sep, 2020

    Pragtfuldt at læse denne artikel. Godt at historierne bliver gemt medens der stadig er medarbejdere fra tekno.
    Poul

    Reply to this comment
    • peter frandsen

      11. sep, 2020

      Hej Poul
      Det glæder mig meget at du og andre nyder historierne lige meget som jeg selv gør. Der er derfor jeg skriver dem.
      mvh Peter

      Reply to this comment

Skriv en tilbagemelding