Barnebarnets oplevelser

Skrevet d. 12. jan, 2013 af in Historier om Tekno

Der er ikke mange nulevende personer, der har været helt tæt på Andreas Siegumfeldt og resten af Teknofamilien. Jeg har været så heldig at lave et interview med Siegumfeldts barnebarn. Han var ikke så gammel da fabrikken lukkede, og kan derfor ikke huske så meget, men her er den del af de oplevelser som han kan berette om. Jeg vil tro beretningen starter fra midt i 1960’erne og frem til lukningen. Jeg bliver spurgt, om de beretninger jeg beskriver nu også er rigtige fordi andre har nogle andre opfattelser af, hvor fx dele og biler blev samlet. Dertil kan jeg kun svare, at Tekno producerede legetøj i 40 år, og tingene kan jo sagtens have ændret hen ad vejen.

Som Tekno entusiast brænder jeg selvfølgelig for at få at vide, hvordan det var at være barnebarn af en legetøjsfabrikant.

Fortalt af Peter Frandsen, juli 2011

Her er så “Barnebarnets beretning”

“Jeg boede de første år af mit liv på Frederiksberg. Senere flyttede vi til en villa i Vanløse, hvor der var en lille produktion af plastiklegetøj og plastikdele til Teknobilerne. Der blev også støbt dæk og nogle små plastikbiler i villaen.

I 1961 flyttede vi til Frederikssund, hvor Tekno havde en fabrik. Vi boede i en sidebygning til fabrikken, hvor der var 2 lejligheder. Den anden var lejet ud. Min far var leder af fabrikken. Senere flyttede vi til et hus et andet sted i Frederikssund.

Fabrikken i Frederikssund fra Kaj Duelund Jørgensens Tekno Billedalbum

Billeder fra fabrikken i Frederikssund fra Kaj Duelund Jørgensens Tekno Billedalbum, 2009 2. udgave.

Jeg kan huske, at jeg ofte gik over til fabrikken og snakkede med damerne. Nogle gange hjalp jeg med at samle biler. Det var sådan, at det kun var plastikdele og dæk, der blev støbt i Frederikssund. Alt det metalstøbte blev støbt på rentemestervej i København og fragtet op til Frederikssund, hvor det blev afgratet, malet og samlet og puttet i æsker. Der blev kun samlet personbiler på fabrikken – lastbilerne og busserne blev på tilsvarende måde samlet i København og plastikdelene blev derfor kørt fra Frederikssund til København. Jeg vil tro der 20-30 ansatte og der var faktisk også et marketenderi på fabrikken.

Der blev samlet, Saab 99, Volvo, Mustang, Lincoln, Thunderbird – men ellers husker jeg ikke de enkelte modeller så meget.

Ford Mustang var jeg særlig glad for. Det var min yndlingsbil. De var samlet på en helt særlig måde og dem har jeg samlet mange af på fabrikken. (Der bliver ivrigt vist med hænderne, hvordan mustangen skal sættes sammen og skilles ad).

Det var selvfølgelig dejligt at være barnebarn på Tekno. Jeg fik masser af biler og var der nogen der gik i stykker fik jeg blot en anden. Jeg fik altid de nyeste modeller som en af de første. Det var gerne min tante eller farfar selv, der tog dem med fra København. Jeg legede meget med biler og faktisk havde jeg også andre biler end Teknobiler. Blandt andet havde jeg Solidobiler, men dem handlede Tekno jo også med. Jeg kan blandt andet huske, at de sidste lastbiler, jeg fik, var krympet i klart folie fordi de ellers lå og raslede rundt i æskerne. Den eneste bil jeg ikke havde, var en Volvo F88/89, den fik jeg af en eller anden grund aldrig.

Nu skulle man tro, at jeg delte biler ud til højre og venstre til mine kammerater, men det var familien meget opmærksomme på, at det ville være upassende at vise sig frem på den måde. Jeg havde selvfølgelig altid biler med til børnefødselsdage og det var meget populært, fordi jeg altid havde de nyeste modeller.

Jeg er ofte blevet spurgt om ikke der blev lavet trælegetøj på fabrikken. Der gjorde der ikke mens jeg boede der, men der var tidligere blevet lavet træting. Det må være holdt op engang i slutningen af 1950.erne eller i starten af 1960.erne. Måske er det stoppet da vi flyttede derop og tog plastikfremstillingen med fra Vanløse.

Jeg kan godt huske da fabrikken lukkede. Der kom en del menneske på fabrikken for at finde ud af, hvad de skulle have med og hvad der skulle kasseres. Der blev stillet nogle containere op og en masse ting blev smidt ud, blandt andet tusindvis af gule ramper til Honest John. Det kan have været en fejl, ellers har de besluttet, at de ikke mere ville lave den bil, men det var ramper i kassevis der blev kasseret.

Sprøjtekabinerne blev afhentet en dag jeg var hjemme og kørt til Jylland. Jeg kan ikke rigtig huske nogle af medarbejderne, men jeg husker en værkfører der hed Madsen. Så vidt jeg ved var der kun en medarbejder der flyttede med til Jylland fra Frederikssund.

Kort tid efter fabrikken lukkede døde min far og vi flyttede ind på Frederiksberg.

Jeg kom somme tider på fabrikken i København, men kom ikke rigtigt rundt, fordi arbejdet med maskinerne blev anset for at være for farligt – blot at opholde sig ved for en lille dreng. Det var nok mest,når jeg var med min mor derinde. Det jeg husker bedst fra fabrikken var et rum med glasskabe på 3 vægge. Det blev brugt til at vise biler frem for kunder. Der var rigtig mange biler i skabene – også Solidobiler. Jeg ved disse ting også kom med til Jylland.

Siegumfeldt og familien:

Jeg husker ikke min farfar ret godt, men han var flink og rar. Han kørte altid i Mercedes, som var det foretrukne mærke. Engang havde han kig på en Jaguar, men det endte med at han købte en Mercedes. Han fortalte, at han på en rejse til Nürnberg havde fået et problem med bilen og var kørt på værksted. Selv om det var en forholdsvis ny bil havde han mødt et overlegent værksted, der havde anbefalet ham ikke at reparere på gamle biler, men i stedet at købe en ny.

I huset på Højrups Alle fandtes ingen legetøj der stod fremme, men Siegumfeldt havde et kontor på 1. sal, hvor han på et stort skrivebord havde 2 modeller af sin yndlingsbil Mercedes Benz 300 SL stående. En guldfarvet og en sølvfarvet. Der hang flere billeder af en slægning der var kunstmaler, Hermann Carl Vilhelm Siegumfeldt. Morfar talte en del om ham og hans billeder.

Jeg var 7 år gammel da han døde så jeg husker ham ikke særligt godt, men jeg kan huske, at han altid gav mig lakridskonfekt, når vi var på besøg. Det var vi faktisk ikke ret tit, men vi fejrede altid Lillejuleaften med familien på Højrups Alle og Juleaften hos min mormor.

Jeg tror nok min farfar blev anset for at være en streng og enerådig mand, der sjældent spurgte nogen til råds – også af familien.

Siegumfeldt slægten stammer fra Slegsvig/ Holstein. Min farfar fortalte selv, at han var anholdt under krigen og han lagde ikke skjul på, at tyskerne ville undersøge om han var jøde. Det var han ikke, men problemet var, at han ikke kendte sin far, så derfor kendte han ikke den del af sin slægt. Siegumfeldt stammer fra moderens side og er ikke jødisk.

I huset på Højrups Alle hang nogle malerier af Herman Siegumfeldt. Det var religiøse motiver og motiver af kirker.

Min mor kom fra en familie der lavede Hvidtøl. Det hed Tvedes Bryggeri og lå dels i Helsingør, hvor I.L. Tvedes vej er opkaldt efter familien og dels på Vesterbrogade ved Sorte Hest i København. Bryggeriet blev solgt til De forenede Bryggerier inden jeg blev født”.

Ingen kommentarer.

Skriv en tilbagemelding