Arbejdsdreng hos Tekno i Hjørring

I min serie af artikler fortalt af medarbejdere der har arbejdet for Tekno har jeg været heldig at støde på Bjarne Larsen, der har været ansat dels som arbejdsdreng dels som arbejdsmand hos Tekno i Hjørring. Til trods for, at Bjarne ikke var så gammel, da han var ansat har han egentlig lagt mærke til mange ting på sin arbejdsplads og har også en holdning til, hvorfor tingene gik som de gik.

Her er så Bjarne beretning som han oplevede sin tid hos Tekno Hjørring.

Jeg blev ansat hos Tekno faktisk med det samme da fabrikken var flyttet fra København. Det var i 1970 og jeg var 17 år gammel. Den nye fabrik inde i Hjørring var ikke færdig endnu, så Erik Frost Frederiksen, som var direktør og ejer af virksomheden havde lejet sig ind på en stor gård, der hed ”Hvidstensgård”. Hvidstensård havde bygget en ny kostald og den gamle blev midlertidigt indrettet til produktion af Teknobiler.

Vi har ca. 30-40 ansatte på Hvistegård og mit arbejde bestod mest i, at bringe dele til bilerne ind til de kvinder der samlede dem og flytte rundt på de dele der var samlet. Ellers lavede jeg forefaldende arbejde, hvor der var brug for det.

Der var ingen produktion af delene til bilerne på Hvidstensgård. Vi fik alle delene over fra København og det foregik udelukkende montage og forsendelse fra Hvidstensgård. Efter ca. et år flyttede vi til den nye fabrik i Hjørring. Det var en temmelig stor fabrik og det var meningen, at al fabrikation skulle foregå herfra.

Det var en nordmand, som hed Buus, der stod for udflytningen fra København.

Det var dog noget kaotisk i starten, fordi fabrikken ikke var helt færdig. Der gik mange håndværkere rundt og lavede de ting færdig som manglede.

Fra starten manglede der ligesom styring på tingene. Der var fulgt 4 medarbejdere med fra København, Sørensen som var værkfører, Lauridsen som var daglig leder, Knudsen som var udviklingsmand og en ingeniør og udviklingsmand som hed Rotbøll.

Disse 4 var erfarne medarbejdere men det var ligesom om, det var svært at komme i gang. Det personale der blev ansat var uvant med de arbejdsopgaver som kræves for at producere modelbiler. Desuden blev der ansat mange på en gang og det fungerede ikke rigtigt med oplæring og rutiner.

Vi var som sagt 30-40 ansatte i starten, men der blev hurtigt ansat mange flere så vi var vel omkring 100, der skulle arbejde sammen.

Vi producerede faktisk ret mange biler i de ca. 1½ – 2år fabrikken eksisterede, men der var mest biler som blev samlet i Hjørring af stumper der kom fra København. Den produktion som fabrikken selv skulle stå for havde meget meget svært ved at følge med.

Der var indkøbt 12 støbemaskiner, hvilket var mange, men det personale, der skulle stå for støbningen var ikke erfarne nok så der var hele tiden produktionsstop og de kunne slet ikke følge med. Derfor var der mange ansatte, der sad og trille tommelfingre, fordi de manglede stumper til at samle bilerne med. Så det medarbejderne i København kunne nå med få maskiner, kunne Hjørring slet ikke leve op til. Vi støbte i øvrigt kun metaldele, plastikdelene kom andre steder fra, formentlig fra København.

En del af produktionen blev foretaget på et beskyttet værksted i Brønderslev, hvor de fx limede rat fast o.s.v, hvorfor ved jeg ikke.

Et andet kæmpe stort problem var den malermaskine der var indkøbt. Den skulle være rigtig smart, hvor emnerne blev hængt op på nogle kroge, hvorefter de kørte gennem maskine og blev grundmalet og færdiglakeret i en arbejdsgang. Problemet var, at den svenske maskine – Atlas Copco- som var købt til formålet ikke var beregnet til at malede stumper til modelbiler. Den var konstrueret til større emner og kunne ikke male disse små dele præcist nok. Enten kan der for meget eller for lidt maling på, eller det blev fordelt for upræcist.

Et andet problem var, at emnerne ofte blev ru og delvist matte og der var kraftige nuanceforskellige på fx chassis og døre, fronthjelme mv. Derfor blev meget kasseret og skulle produceres igen.

Faktisk var ledelsen blevet advaret af malermesteren, der ville rejse, hvis den pågældende i øvrigt meget kostbare maskine blev indkøbt – og det gjorde han så.

I København var lakering sket på den traditionelle måde, hvor delene blev håndmalet i sprøjtekabiner. Malingen blev i øvrigt leveret af Nordsjö.

Ellers foregik produktion som man hele tiden havde gjort, med støbning, afgratning, maling og samling af bilerne. Der var mange arbejdsoperationer og det meste var håndarbejde.

Vi var jo i gang i ganske kort tid og egentlig kom det aldrig til at fungere.

Vi led i den grad af mangel på styring og der var mange ledere på fabrikken og det var ligesom om de også mistede troen på at vi kunne overleve. Erik Frost Frederiksen havde nok også for store ambitioner, fx var Frederiksens hustru Herdis i gang med at tage flycertifikat og der skulle bygges en landingsbane udfor fabrikken. Det blev dog aldrig til noget.

På et tidspunkt bragte en stor landsdækkende avis en artikel om en Nordjysk fabrik, der havde modtaget egnsudviklingsstøtte og som havde store problemer med produktionen og likviditeten. Tekno blev ikke nævnt med navn, men ingen var i tvivl om at det var Tekno det handlede om. Kort efter indgik der konkursbegæring på virksomheden og rygtet sagde, at det var Bergsøe – der leverede zinken til støbningen der havde begæret Tekno konkurs.

Men faktisk var Tekno en god arbejdsplads og jeg kunne godt lide at være der. Erik Frost Frederiksen, der ejede fabrikken havde i forvejen en stor produktion af dukker og dukketøj. Det foregik i en lille by, der hedder Em i nærheden af Vrå i Nordjylland. Frederiksen og hans hustru Herdis drev denne virksomhed blandt andet ved at lokale kvinder syede dukketøjet derhjemme.

Frederiksen købte Tekno i København, der ifølge rygtet ikke kørte ret godt. Frederiksen fik egnsudviklingsstøtte, der var en slags statsstøtte, som staten ydede til virksomheder, der flyttede ud af København til ”udkantsdanmark”.

På et tidspunkt købte Frederiksen også KIRK modelbiler, men det var først lige til sidst og vi nåede ikke at lave så meget KIRK. Vi samlede modellerne, men der blev ikke produceret dele til dem.

Teknobil

Frederiksen var en mand med masser af ideer og han fandt hele tiden på nye ting, han ville beskæftige sig med. Jeg husker han på et tidspunkt begyndte med raflebægere og terninger og vi rystede på hovedet over, hvad vi skulle med dem, når der nu var mange andre ting, der var vigtigere.

Frederiksen og hustruen var begge ansat på fabrikken og det samme var deres 5-6 børn og 2 svigerbørn.

Det stod dog hurtigt klart, at Frederiksen ikke evnede at drive så stor en virksomhed og vi kunne alle godt fornemme, hvor det bar henad.

Da konkursen var en realitet købte Frederiksen dukkeproduktionen tilbage fra kreditorerne, men jeg tor ikke der blev til den store succes.

Efter konkursen var vi kun ca. 15 medarbejdere tilbage, der samlede de biler vi nu kunne af de dele som fandtes på fabrikken. Det blev faktisk til en del og det handlede jo om at redde så meget som overhovedet muligt hjem til kreditorerne. Vi samlede af det vi nu havde og det hændte, at vi løb tør for dele og kunne vi ikke bruge andre emner fra de øvrige biler, stoppede vi med den model. Resten blev typisk smidt ud eller forsvandt.

Et særligt problem på Tekno var svind. Det skete hele tiden, at vi fx havde produceret en ordre på 1000 biler til en kunde og vi lavede så 1200 stk., men pludselig var der kun 900 tilbage og ingen kunne forklare hvor resten var blevet af. De skulle så i en fart genproduceres. Svind var et stort problem og har sikkert medvirket til at fabrikken hurtigt lukkede. Det gjorde det ikke nemmere, at der var et stort renderi af mennesker på fabrikken, håndværkere mv. så ingen havde rigtigt overblik over tingene.

Faktisk kunne vi købe biler billigt – under halv pris og det var der mange der gjorde. Bilerne var populære dengang og man kunne sagtens bytte dem i legetøjsforretningerne til fx Märklin tog eller andre ting.

Jeg kan tydelig huske, at nogen af vores helt store kunder var udenlandske samlerklubber så langt væk som i Japan. De aftog rigtig mange biler i forskellige farver og med forskellige decaler.

Trods problemerne kom der rigtigt mange biler ud fra fabrikken og typisk var det serier af 1000 – 2000 biler af gangen, selvfølgelig til hjemmemarkedet, men navnlig Tyskland og Sverige var store kunder. Vi leverede biler direkte til Tivoli i København, der havde en bod, der udelukkende havde Teknobiler som man kunne vinde.

Vi lavede en del biler med specielle decaler både til Danmark, men også til udlandet og jeg kan specielt huske sparebusserne, som der blev lavet rigtig mange forskellige af.

Lastbilerne var populære, men vi fremstillede også rigtig mange VW 1200, åkermann gravkøer med blokvogn, Taunus Transit med mange forskellige decaler, Volvo Express brandsprøjte, IH traktorer, Mustang og ikke mindst Volvo og Saab modellerne, hvor navnlig Volvo 144 blev lavet i mange forskellige politi og udrykningsmodeller både med danske, svenske, tyske og finske decaler. Udsigtsæskerne var standardæsker og navnlig de lidt større æsker gav problemer i forsendelsen, så vi pakkede dem ind i cellofan, så de ikke raslede rundt.

Vi samlede rigtig mange lastbiler med forskellige reklamer. Jeg kan huske Scania lastbilerne med lang snude og hvor motorhjelmen kan åbnes. De fleste var røde og hvide med Scania Vabis på presenningen, men der var også Ekmanns Hørsel og N.C. Kloster. Lige til sidst kom Volvo F88/F89 i en longtrailerudgave med samme slags blikpresenning som på Scania lastbilen, men jeg tror kun der blev samlet nogle få stykker som prototyper.

Jeg kan særlig huske Ford D 800 modellen som Irmabilen med presenning, hvor der stod Irma på. Den var rigtig flot og havde en særlig Irma æske.

teknobil

Modellerne fra KIRK kom først helt til sidst, så dem samlede vi kun, der blev ikke støbt dele til dem. Jeg kan navnlig huske Tuborgbilen og fejebladet, men også Toyotaen. Porsche 911 har jeg set, men jeg tror aldrig rigtig Porsche kom i produktion. Det samme gælder Volvo F88/F89 longtrailer og Ford D 800 kølebilen.

Værkfører Sørensen samlede en del kølebiler ud af stumper han kunne finde, men jeg tror ikke det blev til mere end måske 100 stykker. De var alle hvide og blå uden dealer.

Jeg kan ikke huske vi har lavet samlesæt, men vi lavede nogle biler kun til eksport, fx Mustang Police, kan jeg godt huske. Disse udenlandske biler blev kun lavet til eksport.

Teknobil

Der var et museum på fabrikken, hvor vi satte en model af hver ny bil hen. Der var en del, og jeg gad godt vide hvor de blev af.

Jeg kan huske jeg har set NSU RO 80, men det var kun færdigsamlede modeller i æskerne. Vi har ikke arbejdet med den på fabrikken – den blev i øvrigt regnet for en meget fin bil.

Ingeniørsættene havde vi også, men det var ikke det store vi gjorde ud af dem. Motorerne lavede vi ikke, det kan jeg huske, men om vi havde produktion af disse sæt det tror jeg faktisk ikke. Vi samlede blot tingene i æskerne og sendte dem ud.

Vi havde faktisk en reparationsafdeling, hvor biler blev sendt til og repareret af en dame og sendt retur igen. Der kom en del ind den vej og det var ikke mit indtryk af vi var så nøjeregnende med, hvor gamle bilerne var – de blev blot repareret og sendt retur.

Til allersidst var der kun Sørensen tilbage. Han var ansat af konkursboet og samlede og solgte det han kunne. Efterhånden som vi løb tør for dele blev resten destrueret og støbt om. Vi løb fx tør for bagdøre til Taunus Transit og så blev alle over og underdele smidt i træbakker til omstøbning. Formentlig har Bergsøe fået det igen.

Hvad der er blevet af alle bilerne og stumperne ved jeg ikke, men en del blev solgt løbende. Det var vanskeligt at finde en køber til Tekno og der var en del for at kigge. Jeg kan huske der var italienere på besøg, men det blev ikke rigtigt til noget.

Jeg tror nok, at Volvo fabrikken var involveret i salget til Tekno Holland. Volvo var en stor kunde og de har sikkert været interesseret i at videreføre fabrikationen og hvis det har været strategien, er det jo lykkedes ganske godt med Tekno Holland. Men der gik et pænt stykke tid fra vi lukkede til hollænderne overtog fabrikken.

Skriv en kommentar