Teknosamlerens logo

Drengen mellem bilerne

Skrevet af Peter Frandsen

Henning Hansen har haft det privilegium alle os samlere har drømt om gennem hele barndommen og måske også for nogen efter vi er blevet voksne. Han har været så heldig, at have sin gang på Tekno, hvor hans mor, Amy Hansen var ansat i salgsafdelingen hos Poul Fjeldgaard. Tænk engang, at kunne gå rundt på Tekno og være blandt flere tusinde biler i starten af 1960.erne og så være 8 år.

Hermed Hennings Teknohistorie, som han oplevede den:

Jeg blev født i 1955 og voksede op i Brønshøj, hvor jeg boede sammen med min mor. Hun arbejdede hos Tekno på Rentemestervej på kontoret i salgsafdelingen. Jeg kom tit på fabrikken også efter at arbejderne var gået hjem og så hændte det, at Poul Fjeldgaard viste mig rundt på fabrikken. Vi kiggede på støbemaskinerne og Fjeldgaard forklarede mig, hvordan støbemaskinerne virkede og hvordan bilerne blev samlet. Jeg synes det var spændende, at få lov til se hele den store fabrik og alt det legetøj der stod alle vegne.

Oppe på Fjeldgaards kontor var hele den ene væg en stor glasmontre fyldt med biler. Den blev brugt til salgsudstilling så interesserede kunne kigge på de modeller, som kunne købes.


(Bemærk, at der er nogle sjove modeller i skabet som ikke er officielle Teknobiler – bemærk også at der i skabet er mange Solidobiler)

En dag fik jeg et sjovt tilbud af Fjeldgaard. Han tilbød mig at være med i en reklame for Tekno, hvor jeg skulle ligge mellem en masse biler på gulvet. En fotograf skulle så tage billeder af mig, som skulle pryde forsiden af FDM` medlemsblad nr. 25 fra december 1964.

Det tog omkring 5 timer at få det hele på plads. Fjeldgaard og fotografen masede på for at få det hele klar. Skabet blev tømt for biler og der blev samlet ind fra lageret og hvor han ellers kunne finde biler som skulle bruges. Tekno havde ikke så mange forskellige modeller, så dubletter måtte anvendes og de skulle helst ikke stå for tæt op ad hinanden. Så der blev byttet meget rundt hele tiden før de var tilfredse.

Jeg sad mest og kiggede på og drak sodavand, men Fjeldgaard gav mig en opgave med at kontrollere, at alle bilerne vendte den samme vej med fronten mod fotografen.

Det skete hele tiden, at de fik bytte rundt på dem, eller de stod for tæt. Hvis I kigger godt efter, er der faktisk en bil der vender forkert – det opdagede vi bagefter. Prøv om du kan finde den. Svaret findes sidst i denne artikel.


Copyright Leif Nielsen - Bragt med tilladelse fra motorredaktør Leif Nielsen

Da opstillingen var færdig var der forberedt en sti til mig så jeg kunne komme til at ligge på gulvet. Det tog noget tid inden vi var færdige og jeg var faktisk lidt træt til sidst. Fotografen synes jeg var fotogen, så jeg fik lov at være med i andre reklamer, blandt andet en anden Tekno reklame, hvor jeg står og ringer.


 Jeg var også med i en reklame for Ora benzin. Det var ikke så dårligt, fordi jeg faktisk fik honorar for at deltage.


Jeg husker mine venner talte en del om, at jeg var på forsiden af et blad. Jeg var i forvejen en populær dreng fordi jeg havde så mange biler – væsentlig flere end andre drenge. Jeg fik mange biler af Fjeldgaard enten direkte eller via min mor. Det var mest biler som havde nogle småfejl, men det gjorde ikke noget. Det var sjældent bilerne var i æsker så jeg tror det var ting, som ikke kunne sælges i butikkerne, men hvad gør det, når man hele tiden får de sidste nye modeller.


Jeg havde også en del ingeniørsæt og en enkelt stor Shell trægarage. Tekno lavede ikke trælegetøj på fabrikken, men jeg kan huske at de forhandlede Steiff bamser. Jeg fik selv nogle af dem og der stod også nogen i glasskabet på kontoret.

Jeg var meget glad for Poul Fjeldgaard som var en rar mand. Han kunne godt lide børn og jeg kaldte ham altid for Onkel Fjeldgaard.

Senere var det faktisk Fjeldgaard der skaffede mig en læreplads som mekanikker. Jeg kom ikke bare i lære, men fik plads hos en mekaniker i Værløse, John Ladefoged for at snuse til faget. Efter noget tid havde Ladefoged set nok og han fortalte Fjeldgaard, at jeg havde særdeles gode evner som mekaniker og Fjeldgaard skaffede mig en læreplads hos Volvo Sommer i Nærum, som også var aftager af Teknobiler, men det var lang tid efter at Fjeldgaard var stoppet hos Tekno.

Ovenover er billedet brugt i en hollandsk udgave.

Løsningen på spørgsmålet om, hvilken bil der er vendt forkert !








Log ind eller opret ny bruger for at skrive en kommentar til artiklen.



Emne:

sven58

Besked skrevet:

Hej Peter Rigtig god artikel, sjovt at få tal på løn, arbejdstider o.s.v. fra 50erne Man kan godt forstå fabriksarbejdere fik skader og blev nedslidt af de forhold. Også spændende at læse hvad der blev lavet hos Lange af Teknomodeller i det noget indviklede samarbejde. Venlig hilsen en trofast læser.




Nyeste artikler


Copyright © Teknosamleren.