Teknosamlerens logo

Ford Taunus Transit


Særlige detaljer ved modellerne:

Ford Transit udviklede sig en del i forhold til de andre varebiler. Den fik interiør, som oven i købet også danner gulv i varerummet, den fik affjedring af pianotrådsmodellen og den fik bagdør til at åbne og med rude. Den fik også løse kofangere både for og bagpå. Udrykningsbilerne fik blink og den røde materieludrykningsbil fra Falck/Zonen havde tilbehør i form af en slangerulle, et lastbildæk og en kost, spade og rive i plastik. Redskaberne kom fra Reislers bondegårdsserie. Ambulancerne har en tilskadekommen på en båre som tilbehør også fra Reisler.

Den er lavet med hele registeret af hjul. De flotte med hvide fælge og blank hjulkapsel i metal og plastikhjulene med blank hjulkapsel og Volvo hjul helt i metal.
Forlygterne er prismer.

En rigtig god Teknobil som efterhånden også er kommet godt med prismæssigt, dog uden at nærme sig VW type II. Den er fremstillet i mange farver og med mange flotte reklamer. 

Den er ikke som de andre varebiler lavet i andre udgaver. Det er lidt ærgerligt, en Transit pickup kunne have været rigtig sjov.

Jeg havde selv en del af dem som barn og jeg kan tydeligt huske da BR Legetøj overtog den lokale ”Onkel Anders” legetøjsbutik i Hillerød og hvor butikken på åbningsdagen delte Transitter med BR reklame ud. Den blev udleveret uden æske. (Jeg nåede køen igennem 3 gange)

Den er leveret i papæsker, men nåede også at komme i udsigtsæske.

Priserne svinger alt efter den enkelte models sjældenhed.

Formene solgt til det spanske firma Dalia. Er beskrevet særskilt.


Hvad skal jeg passe på ?

Bagdøren er svag og kan nemt knække, ligesom de bageste nitter også kan knække især på biler der har været leget med. Hvis nitterne springer falder kofangerne og bagdøren ud. Bilerne med plastikhjul ville jeg være forsigtig med at købe, ligesom dem med metalhjul er lidt kedelige. De sidste som blev leveret er med metalhjul og er som regel også i den dårligste kvalitet, dårlig lakering og finish, og de kan være ramt af zinkpest. Hvis en bil har metalhjul og udrykningslygte uden sokkel vil jeg lade den stå, med mindre den er billig. Den tilhører den absolut sidste produktion.

 

Ruder Ja  
Affjedring Ja Fjederstål
Styretøj Nej  
Interiør Ja  
Løse lygter Ja Prismer
Løse kofangere Ja  
Bevægelige dele Ja Bagdør der kan åbne
Blink Nej Dog på udrykningsmodellerne
Decaler Nej Ingen standard decaler
Samlet med   Uden brug af nitter/skruer
Tofarvet Ja  
Blist-car model Nej  


Æsker:

Papæsker er de mest almindelige.
Udsigtsæsker med nummerering 415 og postbil Postbil 415.

Modellerne:


Jeg har prøvet at give bilerne et nr. i parentes efter deres sjældenhed, hvor 5 er de mest sjældne og 1 de mest almindelige. Sandheden er, at det faktisk er umuligt at prissætte bilerne, der kan svinge mange tusinde kroner for den samme model, der bliver solgt indenfor kort tid.

415 (3)            Uden decaler. Farverne er ofte reklamebilerne uden decaler. Der er ikke mange af dem.

415-1 (4)        Amstel Bier.
Rød, hvid og sort model som jeg kun har set med de gamle metalhjul.

415-2 (3)        BR legetøj.
Kun lavet i rød. Set både med metal og plastikhjul med hjulkapsel.

415-3 (2)        Christgau-Ali  Kaffe.
Kun lavet i brun og oftes med Volvo metalhjul. Jeg har ikke set den med andre. Jeg fik på et tidspunkt en hel posefuld sandkassebiler fra en kollega, hvis mor arbejde ved dette kaffefirma. Han kan huske bilerne stod inde i firmaet og han fik ofte en med hjem, når han var på besøg. Jeg har aldrig set modellen i firmaæsken.

415-4 (2)        Falk-Ing.
Kun i gul. Set både med metal og plastikhjul med hjulkapsler. For år tilbage sås de tit, nu er de mere sjældne.

415-5 (1)        Falck-Zonen
Rød. Arbejdsvogn fra Falck. Den er produceret med det hele. Med alle slags hjul og med udrykningsblink både med og uden sokkel og ikke mindst med vandoverføringsdecaler og igen med en ussel udgave af et trykmærke, der ligesom flyder lidt ud. Dette er de sidste modeller – formentlig fra Hjørring med Volvohjul. På nogle af modellerne er der tilbehør som ovenfor nævnt. Leveret både i papæske og i billedæske.

415-6 (1)        Falck-Zonen
Sort og hvid. Samme mangfoldighed som 415-5. Decalen på siden er firkantet og formet som et malteserkors, til forskel fra nedenstående model, der er helt firkantet, som er et mærke der er brugt på mange andre udrykningsbiler. Gå efter de gamle modeller.

415-7 (2)        Falck-Zonen
Hvid. Flot bil, som jeg kun har set i den gamle udgave med metalhjul med hjulkapsel og blink med sokkel. Denne model plejer t være i orden.

415-8 (4)        Gullfiber (S)
Orange. Svensk udgave fra et firma, der fremstiller gasbeton. Jeg har ikke set den ret tit, men den er lavet med Volvohjul.

415-9 (5)        Jacky Maeder Air Cargo (CH)
Gul med hvidt tag. Utrolig sjælden. Har aldrig set den. Den er solgt en gang fra Frederiksberg Auktionshus i 2006 for 7000 kr. + 25 % i gebyr.

415-10 (5)     Kurts Thermo Transport
Kender den ikke.

415-11 (4)     Leeuwen Zegel (NL)
Hollandsk model fra et margarine firma. Jeg har modtaget oplysninger fra en anden Teknosamler om denne bil og har her viderebragt hans oplysninger.

Margarinefabrikken "BRINKERS" i Holland ændrede i 1970 margarineproduktet "LEEUWENSEGEL" til "LEEUWESEGEL", dvs. uden "N" og uden løvelogoet.

Tekno Danmark ændrede som konsekvens heraf straks decalen på Ford Transit´en.

Ford Taunus Transit leeuwezegel Ford Taunus Transit leeuwezegel

415-12 (4)         Poul Bergsøe & Søn
Jeg har set den en gang. Utrolig sjælden.

415-13 (5)         Poul Bergsøe & Son (S)
Har aldrig set den.

415-14 (5)         Paulig (SF)
Grøn, hvid og gul. Ekstrem sjælden model. Er solgt en gang i 1993 auktion nr. 14 fra Frederiksberg Auktionshus for ca. 17.000 kr. i mintbox udgave. Den eneste gang jeg har set den.

415-15 (2)         Ekstrabladet/Politikken
Blå. Fin bil, der er lavet med metal og plastikhjul med hjulkapsler. Den blå og orange er de mest almindelige.

415-16 (2)         Ekstrabladet/Politikken
Som ovenfor.

415-17 (3)         Ekstrabladet/Politikken
Som ovenfor, men lidt mere sjælden.

415-18 (1)         Post
Gul. Meget almindelig bil. Nogle modeller har en lille postbil på for- og bagdøren andre har ikke. Fremstillet med alle slags hjul.

415-19 (1)         Røde Kors
Hvid. Rimelig almindelig. Blåt blink med sokkel men den er også set i en mere skrabet udgave, men ofte er de i god kvalitet.

415-20 (3)         Salling
Blå. En bil fra stormagasinet Salling. Ses jævnligt, men i lighed med de andre Transitter er de blevet mere sjældne med årerne.

415-21 (3)         Spies Hecker Lack (D)
Rød hvid og beige. Tysk model som ikke ses ret tit.

415-22 (3)         Spies Hecker Lack (D)
Rød og hvid. Som ovenstående

415-23 (1)         Tele
Orange. Leveret i både pap og billedæsker og med alle slags hjul.

415-24 (4)         Teepol
Hvid. Denne model har en lille decal. Ses jævnligt men der er mange restaurerede i omløb. Tidligere kunne de originale decaler købes i stort tal på markeder mv., men bilen i original stand ses sjældent.

415-25 (4)         Teepol
Hvid. Stor decal, ellers som ovenstående.

415-26 (1)         Tivoli
Rød. Almindelig bil, som er udleveret fra Tivolis berømte lykkehjul i udsigtsæske.

415-27 (2)         Tivoli
Hvid og beige. Mere sjælden end den røde.

415-28 (3)         Tivoli
Grågrøn. Efter min mening den mest sjældne.

415-29 (2)         U.S.A. legetøj
Blå. Reklame fra en legetøjsforretning i Horsens. Rigtig flot reklame.

415-30 (5)         VD Vroom & Dreesmen
Grågrøn. Sjælden bil som er leveret til det hollandske marked.



Copyright © Teknosamleren.